i gen. ádjaga. 1) kjelde, 2) bekk, lita elv

 

eid

aksel og oksel f, av gno. ǫxl f ‘aksel’ (gen. axlar, fleirt. axlir). Mykje brukt som grunnord i namn på fjell og høgder med ei slik form at dei kan jamførast med kroppsdelen aksel. Ordet er nytta i fjellnamn både usms. og som første- og sisteledd. JS

offerstad

gno. almr m. (Gen. alms, Dat. almi), 'Alm (Træ)'. I Navne usms. i Ental (ofte i Dativform) og som 1ste Led. Et enkelt Tilfælde af Sammensætning med heimr kjendes. Som 1ste Led, når en Konsonant følger, oftere på Vestlandet afkortet til Al-, der igjen ved Dissimilation kan blive til An-, når 2det Led indeholder et 1 (Almdal, Aldal, Andal). I andre Landsdele bliver i det sidste Tilfælde Alm- ofte til Am-, Åm- (Amli, Åmli, Amdal, Åmdal, Amland, Åmland).

 

gno. alpt (Gen. alptar), også i Formen elptr f. (Gen. elptar) 'Svane'. Fra dette Ord stammer en stor Mængde Stedsnavne, der komme dels direkte af Fuglenavnet, dels af dets udstrakte Anvendelse i Navne på Elve og Indsøer. Det er ofte vanskeligt at sige, på hvilken af disse to Måder det enkelte Navn er at forstå; den sidste tør have mest for sig i de fleste Tilfælde. Som Elvenavn er Ordet vistnok ikke at opfatte om en af Svaner hyppigt besøgt Elv, men som beroende på en sammenligning af Elvens Løb med en Svanes Gliden over Vandfladen (jfr. flere andre Fuglenavne af Hunkjøn, der uden Forandring ere brugte som Elvenavn, til dels dog vistnok med Tanken på Fuglens Stemme, som Hœna, Igða, Kráka). I Nutidens Udtale

af de herfra stammende Navne er Oprindelsen oftest ukjendelig uden nærmere Oplysning; man finder Formerne Alp-, Alt-, Art-, Eft-, Ekt-, Elt-, Emt-, Ept-, Ert-, Ett-, Oft-, Olt-, Ort-, Øft-, Økt-, Ørt-.

 

*angr m. (gen. angrs, dat. angri) er den gno. forma for eit appellativ som er heimla berre i stadnamn. Tydingsinnhaldet er omstridd. Somme meiner at etymologisk høyrer *angr til gno. ǫngr adj ‘trong’ og angr m ‘anger, sorg, harm’, og at opphavleg tyding er ‘trong bukt, arm av sjøen’ og stundom ‘(trongt) sund’. Dei fleste andre granskarar reknar med at *angr heng etymologisk i hop med gno. eng f ‘eng, grasmark’, gno. ǫngull m ‘ongel’ (opphavleg ‘noko bøygt’). Indoeuropeisk rot for dei sistnemnde orda er *ank- ‘bøye’, og *angr i fjordnamn skal ha tydd ‘bukt, havarm’. Usms. finst Angr som fjordnamn i gno. minst tre stader: I Sande komm, Vestf, i Granvin komm, Hord og i Sande komm, MogR; desse namna er no borte. Enno lever Angen som gardsnamn i Osen komm, S-Trl. Som førsteledd i stadnamn finst *angr fleire stader, sjå Indrebø (1924 s. 247), Holm (1991 s. 645 ff.).

   Det er som andreledd i sms. opphavlege fjordnamn at *angr er mest nytta. O. Rygh har funne 77 namn av dette slaget. I vår tid er mange av desse (særleg i Sør-Noreg) gått over til bygde- eller gardsnamn. Jamfør gardsnamna Fjøsanger, Hallanger, Malmanger; bygdenamna Geiranger, Mauranger, Samnanger og bynamnet Stavanger. Den geografiske fordelinga er: På strekninga Akersh–V-Agd finst 11 namn, Rog– MogR 41 namn (av dei 19 i Hord), Trøndelag 9, Nordl 8, Troms 6 og Finnm 2. Det rår semje om alderen til *angr-lagingane. Stort sett tykkjest dei høyre til halvtusenåret før vikingtida. Som appellativ har *angr dei fleste stader døydd ut tidleg på 800-talet eller noko før.

   Dei fleste *angr-namna har relativt gjennomsiktige førsteledd: Bremanger (brim n), Eidanger, Leiranger, Porsanger (pors n), Sandanger, Stavanger (stav m), Varanger (vær n ‘fangstplass’). Vanlegvis fortel førsteleddet om naturtilhøve ved eller i fjorden: Bremanger, Leiranger, Malmanger, Porsanger, Sandanger – eller om forma på fjorden: Langangen, Mjanger (vel gno. mjór adj ‘smal’) og Noranger (gno. nór n ‘trongt farvatn, sund’).

   Også i mellom 30 og 40 innsjønamn finst *angr som andreledd. Utanom Austlandet ligg *angr-sjøane (særleg på Sør- og Sørvestlandet) nær sjøen og lågt over havyta. Dei austlandske innsjønamna på -angen (t.d. Øyangen mange stader) synest vera yngre, og tilhøvet til det gamle *angr er noko uklårt. I Sverige er *angr kjent som sisteledd i 15-16 stadnamn, mesteparten på Norrlands-kysten.

Litt.: Ø. Frøysadal i NN 1992/93 s. 31-55. B. Helleland i MM 1992 s. 185-98. G. Holm 1991. P. Hovda i MM 1955 s. 124-32. Indrebø 1924 s. 245-50. O. Nes i NN 1992/93 s. 99-107. Rygh 1896 s. 68-78. ON

 

Sjå òg

 

gno. apaldr m. (Gen. apaldrs) 'Abild, Vildæbletræ'. Ofte, især som første Led, i Gårdnavne, i mange forskjellige Udtaleformer, ligesom Fællesordet. Har andet Led et l, mister det oftest sit l (Apeland, Abeland for Apaldraland). Apaldrs- som første Led kan ved Afkortning og Lydændring blive helt ukjendeligt (Afset eller Akset for Apaldrssetr, Aksnes for Apaldrsnes, se Thj. YSS. 1891 S. 155). Sammensætning med vin findes (Apaldasin i Østre Aker, nu Abelsø).

 

gno. askr m. (Gen. asks. Dat. aski, Flt. askar), 'Ask (Træ)'. Ofte usms. som Gårdnavn i Ent. og Flt. (Ask, Aske, Asker) og som første Led. Af Sammensætningerne skrive nogle sig fra et af Trænavnet dannet Elvenavn Aska; andre Navne, ikke særdeles mange, ere sms. med det afledede Ord eski n., 'med Ask bevoxet Sted'. Ofte sms. med heimr, men ikke med vin. Kan forvexles med askr 'Æske, lidet Kar' (i nyere Navne) og med aska f. 'Aske'.

 

gno. aukland n. er dannet af auka 'øge', og må betyde Øgningsland, ved Rydning tillagt Land. Ofte Gårdnavn i de sydvestlige Landskaber, fra Nedenes til og med Søndhordland; i Stavanger Amt træder dog mest den afledede Form auklendi n. i dets Sted. Ofte i senere Tid skr. Økland, Ugland, Øglend; tildels udtalt med enkelt Vokal, o eller ø. Går tilbage til MA., men er vel ikke særdeles gammelt.

 

Av gno. auðn, n og f, ‘øydemark, ubygd stad’, avleidd av gno. auðr, adj nyn. ‘aud, tom’. Vanleg grunnord i stadnamn i stroket frå Surnadalen på Nordmøre i sør til Tjøtta på Helgeland i nord og dessutan i Jämtland. Utanfor dette området berre heilt sporadisk. Har no former som [aun] ub. eint., [au´ne] b. eint., [au`ni] el. [au`na] dat. eint., [au´na, au`nan, au`nin] b. fleirt., i monoftongeringsstroka i S-Trl og Nordm til dels [ø:n] som òg er skrift-, men ikkje uttaleform i Jämtland.

   Aun er mest brukt usms. og som sisteledd i gards- og bruksnamn i Trøndelag, etter NG i vel 150 namn. Men reknar ein med namn på nyare bruk, plassar, ubygde jordstykke, slåttenger o.l., kjem talet truleg opp i 5-600.

   Ingen aun-namn finst nemnde før 1350. Nokre få, som Aunet, gnr. 127 Sparbu og Svaliaunet, gnr. 48 Overhalla er skriftfeste så tidleg som i 1430-åra (AB). Frå 1500-talet blir desse namna vanlege. Dette og busetnadshistoriske tilhøve tyder på at namnetypen kom opp som nemning for gardar som låg eller hadde lege øyde etter mannedauden og krisa i seinmellomalderen. Dei aller fleste eldre aun-namna skal truleg tolkast slik og ikkje i den generelle tydinga ‘øyde, ubygd stad’ (utan relasjon til eldre busetnad). Men da svært mange gamle øydegardar på 1600- og 1700-talet vart brukte til slåtteland, seter o.l., har truleg ordet aun utvikla ei meir allmenn tyding, ‘ubygd jordstykke i marka’ e.l., og denne tydinga kan liggje til grunn for somme nyare aun-namn på slåtteteiger og utlykkjer.

Til førsteledd har grunnordet aunet helst namnet på garden som staden ligg under (Tynesaunet, Bergsauna). Nokre få gonger er det gamle gardsnamnet, frå før øydetida, berga som førsteledd (t.d. Myraunet, Frosta, Kivillaunet, Kvam). Vanlege er òg sms. som Nordaunet, Storaunet, Langaunet.

Litt.: NG Indl s. 42. P. Hovda i KLNM I sp. 279. Sandnes 1971 s. 109-13. Sandnes i Nordiska namn 1974 s. 268-77. JS

 

NG:

gno. auðn n. (Gen. auðns, Dat. auðni, Flt. i Gårdnavne auðnir) og f. (Gen. auðnar, Flt. auðnir) 'Ødemark, øde, ubeboet Sted'. Brugt som Gårdnavn dels, fordi Stedet var ryddet i Ødemark, dels fordi det en Tid som Underbrug havde været ubeboet. Det sidste Tilfælde vistnok det hyppigste. Som Gårdnavn mest brugt i de trondhjemske Amter, i bestemt Entalsform (Aunet), i Dat. Ent. (Aune) og i bestemt Flertalsform (Aunan). I disse Egne desuden hyppigt som 2det Led i sms. Navne; 1ste Led da oftest en ældre Gårds Navn, hvorunder Bruget engang har hørt eller på hvis Grund det er ryddet. Søndenfjelds sjeldent og kun usms.; au går her oftest over til å eller ø. Søndenfjelds er Navnet dels Hunkjøns-, dels Intetkjønsord, nordenfjelds altid af Intetkjøn, undtagen i Flt., hvor det går over til Hunkjøn. (efter den S. 11 f. forklarede Regel). Disse Navne, især de sms., må for en stor Del være temmelig unge.

 

 

gno. aurr m. (Gen. aurs, Flt. aurar), Grus, især om den faste, urørte Grusgrund under det øverste Jordlag. Ikke sjeldent i Bygde- og Gårdnavne, tildels dog gjennem deraf afledede Navne, Sønavnet Aurr og Elvenavnene Aur, Aura og Yrja; deraf også Bygdenavnet Yrjar (Ørlandet) og enkelte med yrja sms. Navne, som det nordenfjeldske Langyrja. Findes sms. med vin (Aurin). Jfr. alfr.

 

gno autn n. (Gen. autns, Dat. autni) findes temmelig ofte som Gårdnavn i Smålenene og på Romerike, nu oftest udt. med ø, Øtten, eller, hvor Navnet har Dativform, Øtne. Er sandsynlig en yngre Form af aukn; dette kan ikke påvises som Fællesord, men kan godt tænkes brugt i samme Betydning som aukland. I en Form, nærmere den oprindelige, synes Ordet brugt i Øktner (måske snarere udtalt Auktner) i S. Odalen og i Øktna i Nes Rom. (GNo. 169,7). Jfr. NG I S. 6. Vel i samme Mening findes som Gårdnavn auki m. 'Forøgelse', på et Par Steder søndenfjelrts (Røken, Strømmen) og i  Flt. Aukan om nyere Gårde på Nordmør og i Øbygderne i Fosen.

 

trong, djup elvedal med svært bratte sider, skard

 

1) bak, bakenden på menneske eller dyr,

2) inste delen av noko (t. d. av fjord, bukt, dal)

 

stad, stad der nokon bur, heim

 

Gno. bakki m. (Gen. og Dat. bakka, Flt. bakkar), Bakke. Har i det gamle Sprog også den særlige Betydning 'Elvebred, Søbred' (fordi en sådan gjeme danner en Skråning). Som andet Led jevnlig afkortet til -bakk, især nordenfjelds.

 

berg, flog

berg, flog

Gno. bali m. (Gen. og Dat. bala), jevn Forhøining eller Vold langs en Strand. I adskillige Gårdnavne vesten- og nordenfjelds, mest nyere; ialfald et enkelt, Bale på Balestranden i Sogn, er dog sikkerlig meget gammelt. Også om Holmer og Skjær langt fra Land.

 

gno. barð n. (Gen. barðs, Dat. barði), Kant, Rand. Mange Stedsnavne, deriblandt også Gårdnavne, stamme fra dette Ord gjennem dets Brug om Kanten af et Fjeld eller om en Fjeldafsats. Findes sms. med vin (Berðin). I samme eller beslægtet Betydning synes i enkelte Navne også borða f. og borði m. brugte.

 

gno. barmr m. (Gen. barms, Dat. barmi, Flt. barmar) findes oftere som Stedsnavn, især på Vestlandet, mest brugt om Viker og om Øer, hvis Navne igjen gå over på Gårde. Udgår sandsynlig fra Ordets Betydning 'Brem, Kant'.

 

årestue, hytte

1) fjellklubb (ved kysten, ofte bunden saman med fastlandet med eit smalt eid),

2) smal passasje over eit fjell

 

NSL:

bekk m. av gno. bekkr ‘lite vasslaup’. Det etymologiske opphavet er omdiskutert. Den gammalnorske tydinga har truleg vore allmenn i Noreg i eldre tid, for i dei norskbygde områda på Vesterhavsøyane har grunnordet alltid dette semantiske innhaldet. Seinare har det vakse fram ei tyding ‘kjelde, naturleg brunn’ som Ross har frå Sogn og Nordfjord. Elles er tydinga ‘brunn’ kjend frå mesteparten av Nordvestlandet, Trøndelag og dessutan somme fjellbygder på Austlandet, frå Valdres til Telemark. I tillegg har vi eit par belegg frå Lofoten-Senja-området. Delar av det sørnorske området kjenner brunn-tydinga berre frå stadnamn. Tilbakegangen for denne tydinga held fram i appellativet. - Tydinga ‘brunn’ er òg kjend frå delar av austnordisk område.

   Bekk blir først og fremst nytta i naturnamn, vanlegvis sms. fordi dette grunnordet er så vanleg. Usms. i gardsnamn finst det nokre gonger i Sør-Noreg. Som sisteledd i sms. gardsnamn nokre fleire gonger, vanlegast er det i ungvorne bruksnamn. I seternamn finst det òg stundom som sisteledd.

   I naturnamna som er sms. med bekk, fortel oftast utmerkingsleddet om lendet eller naturen der bekken renn. Dessutan er det svært mange relasjonsnamn av typen Blåhammarbekken, Byabekken (til gardsnamnet By).

Litt.: Beito 1949 s. 218-19. Jonsson 1966 s. 265-68. OS

 

NG:

Gno. bekkr m. (Gen. bekkjar og bekks, Flt. bekkir) 'Bæk'. Som usms. Navn for det meste ungt; blandt de sms. ere derimod vist adskillige gamle.Særlig kan mærkes det i Østlandets lavere Egne ikke sjeldne Bekkjarhvarf, nu Bækkevar (Bækkekrumning), og Bækhus, Bækkerhus, der oftest svarer til gammelt Bekkjóss, Bekkjaróss (Bækkemunding).

NSL:

gno. berg n., av eit gammalt germansk *berga- med tyding ‘høgd’. I norske namn er likevel b. primært knytt til «klippegrund» (Rygh) eller ‘høgd med nake berg’, ikkje til bakke eller høgd generelt. Mykje vanleg både i natur- og gardsnamn. Som gardsnamn ofte i dat. Berge o.l., ut frå gno. preposisjonsuttrykk som undir Bergi, eller i fleirt. Berger, Bergan (b. form) o.l. Overgangen til hokjønnsforma gno. Bergar i fleirt. er svært gammal i slike namn. Som sisteledd i gardsnamn har b. i dag ofte uttaleformer som -ber, -bør, -bår, -bar(g). Nærskyldt er bjørg f, gno. bjǫrg, som eigentleg er fleirt. av berg n. Etter bruken i stadnamn ser bjǫrg ut til å ha vore nytta særleg om høge, bratte berg. Som sisteledd i gardsnamn no vanleg -bjør.

Litt.: NG Indl s. 43 og s. 11. Kr. Hald i KLNM I sp. 651-53. JS

 

 NG:

Gno. berg n. (Gen. bergs, Dat. bergi, Flt. i Gårdnavne bergar f.) 'Berg, Klippegrund'. Vokalen er i Nutidens Udtale i Stedsnavne ofte ændret, især, hvor det er brugt som sidste Led, og i den sydvestlige Del af Landet. Berg kan således blive til bør, bor (åbent o), barg, bar (de to sidste Former i Ryfylke, når Ordet bruges som andet Led). Formen bjarg synes ikke at

forekomme i norske Stedsnavne, uden det skulde være i Sammensætningen Bjargvin, Bjǫrgvin, der dog lige så godt kan forklares af bjǫrg f. Sammensætninger med vin og heimr findes.

 

 

gno. bingr m. bruges nu efter Aasen

1) om en Kasse, fæstet til en Væg, eller hvis Bagside dannes af en Væg (til Oplag af Korn, Mel, Salt o. lign.; jfr. oldn. torfbingr om Rum til Brændetorv).

2) om afdelt Rum til Småfæ i et Fjøs.

Når man tager Ordets Anvendelse i Stedsnavne med i Betragtning, kunde man vel forudsætte en opr. mere omfattende Betydning: afskilt Rum på en Flade. Findes som gammelt Grændenavn i Eidsvold, på to Steder i Nes Rom., på Eker (der endnu brugt) og efter DN. II 579 måske også tidligere i Hedrum. Som gammelt Gårdnavn i Trøgstad og Sørum; ellers ikke sjeldent i Navne på Pladse fra nyere Tid i Smålenene. Ordet

forekommer også i Formen binge m., der måske også er gammel (brugt på Østlandet etter Ross; også alm. i Indherred).

 

NSL:

Oftast har Bjør- i stadnamn opphav i gno. bjórr m ‘bever’ → bjør. Særleg er det slik i mange innsjø- og elvenamn, jf. → Bjordal. Eit unntak er Bjørsjøen i Leksvik komm, N-Trl, som inneheld eit tapt elvenamn *Bjarka → Bjerka. I somme namn kjem Bjør- av gno. bjórr m ‘kile’. Unntaksvis kan Bjør- ha andre opphav, som t.d. → Bjørheimsbygd. KA

 

NG:

gno. bjórr m. (Gen. bjórs), kileformet Stykke, således også kileformet Landstykke; enkelte Gange brugt som Gårdnavn i Ent. og Flert., udentvivl efter den sidste Betydning. At adskille fra Dyrenavnet bjórr 'Bæver', der findes i mange sms. Stedsnavne, et Vidnesbyrd om dette Dyrs vide Udbredelse i Landet i Fortiden.

 

gno. bjǫrg f. (Gen. bjargar, Flt. bjargir), et Ord af samme Stamme som berg; kan ikke paavises i Oldn., men maa efter dets Brug i Stedsnavne være meget gammelt Ord. Efter denne Brug skulde man tro, at det tildels har været brugt om fremstikkende, noget høie og bratte Berg. Aasen anfører det fra Voss med Betydning: en Række af lavere Klipper, Ross fra Stjørdalen

med Betydning: en lang og ikke ganske lav Aasryg. Findes i Gaardnavne over det hele Land, undtagen i de lavere Egne paa Østlandet. Som 2det Led lyder det nu oftest -bjør. Forvexles ofte i Skriftform med det endnu mere udbredte berg; i flere Sammensætninger finder man paa forskjellige Steder begge Ord benyttede f. Ex. Ravneberg (Ramberg) og Ravnebjør (Rambjør), Røineberg og Røinebjør. Findes sms. med vin og heimr.

 

 

gno. bjǫrk f. (Gen. bjarkar) 'Birk' (Træ). Endel af de derfra stammende Gårdnavne komme nærmest af det af Ordet dannede Elvenavn Bjarka (i Nutidsform gjerne Bjørke). Et andet af bjǫrk afledet Ord, birki n., Sted bevoxet med Birk, har udstrakt Anvendelse i Gårdnavne, usms. og som 1ste Led. Usms. lyder det nu oftest Børke, Børkje. Af Sammensætningerne er den mest brugte Birkeland, der er et særdeles hyppigt Navn i Strækningen fra Vestre Nedenes til Søndfjord. Udtalen af birki som 1ste Led er forskjellig; undertiden afkortes det stærkt (Børset for Birkisetr) og kan da forvexles med andre Sammensætningsled (som berg og borg), når ikke gamle Former haves. I Skrift finder man ofte Birke og Bjerke istedetfor Bjørke; undertiden synes Bjørke virkelig at være trådt istedetfor oprindeligt Birki (nærmere herom i Thj. VSS. 1891 S. 185). Sammensætninger med heimr kjendes (Bjarkeimr, Bjarkareimr); derimod, som det synes, ingen med vin.

 

gno. blik n. (Gen bliks, Flt. i Gårdnavne blikar f.) betyder 'noget, som blinker', noget, som er hvidt, lyst i Sammenligning med Omgivelserne. Findes i temmelig mange Navne, især ofte i Fjeldnavne (Blikåsen, Blikberget, Blikhatten osv.), i Nutidsform mest lydende enten Blik- eller Blek-. Et betegnende Exempel er Kvitblik i Skjerstad, liggende lige under det fra gammel

Tid bekjendte Marmorbrud her. Usms. oftest i Flt. Blikar, der på et Par Steder nordenfjelds ved en påfølgende Overgang er blevet til Blokkan. Elvenavn af denne Stamme er Blika, endnu bevaret på et Par Steder i Tryssil i Formen Bleku.

 

adj blå, gno. blár, finst som utmerkingsledd i fjell- og vassnamn. Det kan sikte til at fjella ser blå ut på fråstand, men ofte må vi rekne med tydinga ‘mørk’, da gno. blár kunne brukast om mørk, nærmast svart farge. Tydinga høver òg for dei fleste tjørner og vatn med namn på Blå-. Somme namn kan trenge ei anna tolking, såleis Blåelva, som renn frå Folgefonna og ut i Matrefjorden, Hord. «Elva har ‘blått’ brevatn» (Hovda 1966 s. 27). Blågrunnen (Langesundsbukta, Tel) er truleg utvikla av opphavleg *Brå- (Hovda i NoB 1962 s. 175).

innsnevring (avsmalning)

 

gno. Ból n. (Gen. bols) findes sjelden i Gårdnavne og da, som det synes, stadigt i Betydning af 'Bosted, Gård'. Meget oftere bruges det deraf afledede bœli, se bøle.

 

gno. bǫlkr m. (Gen. balkar, Flt. belkir), i Navne også i Formen balki (Gen. balka, Flt. balkar); betyder 'Skillevæg mellem to Rum' f. Ex. Mellem Båserne i et Fjøs. I de ikke få stedsnavne, hvori disse Ord ere brugte, kunde de derfor antages at sigte til et Høidedrag, som man havde sammenlignet med et sådant Skille. Der kunde dog også tænkes på en anden, afledet Betydning af  bǫlkr: Afdeling (noget ved Mellemstykker afdelt), der jo nok kunde være brugt f. Ex. om et af Høider begrændset Sted. Sammensætning med vin findes (Bolken i Jevnaker).

 

gno. bólstaðr m. (Gen. bólstaðar, Flt. bólstaðir), Bosted, Gård; ofte i Gårdnavne, mest som andet Led (hyppigst Miklibólstaðr, Storgården). Som andet Led mister Ordet stadigt sit l, og oftest bliver -stad afkortet til -st, så at det kommer til at lyde -bost (alm. udt. med åbent o; ofte skrevet -bust, men ialfald kun undtagelsesvis udt. således).

 

gno. borg f. (Gen. borgar, Flt. borgir). Af de Betydninger, hvori Ordet findes brugt i Oldn. og nu i Folkesproget, er «befæstet, med Mure omgivet Sted, befæstet Høide» den, der må ligge til Grund for dets Anvendelse i Stedsnavne. En hel Del af de af Ordet dannede Gårdnavne kunne bevises eller ialfald formodes at sigte til en af de gamle «Bygdeborge», befæstede Tilflugtssteder, som vare indrettede af den omgivende Bygds Befolkning, og

hvoraf der i Fortiden bar været en Mængde i Norge, tildels endnu bevarede som Ruiner (se om dem Årsberetningen fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring 1882 S. 30 ff.). Sikrest tør direkte til sådanne Anlæg henføres Navne, der simpelthen ere Ordet borg i Ent. Eller Flt. (Borg, Borgen, Borge, Borger), og Sammensætninger som Borgås.

   Der tør imidlertid også ved disse være Mulighed for, at man med dette Navn tillige har betegnet Høider, som vare skikkede for et sådant anlæg, selv om de aldrig havde været benyttede dertil; i sådan Betydning findes Ordet jevnlig brugt på Island Til de gamle Borge valgtes oftest Høider eller Koller, som stod ialfald nogenlunde isolerede og vare ubestigelige på længere Strækninger, så at det blot behøvedes at opføre en enkelt eller dobbelt Mur, hvor Adgangen var lettere. Til en af disse Betydninger er vel også det afledede Navn Borgund at henføre, brugt både om Øer og om Gaarde på Fastlandet. Tvivlsommere stiller Forklaringen sig i andre Tilfælde, som ved Sammensætningen med vin, Byrgin (nu ofte feilagtigt skr. Borgen, istedetfor Børgen efter Udtalen) og ved nogle af de med Byrgis- sms. Navne, som Byrgiseimr eller Birgiseimr (nu Børsum eller Børseim). De sidste ere snarest at forklare af byrgi n. i den på Island endnu brugelige Betydning 'Indelukke, indhegnet Sted' (jfr. byrgja 'at lukke'). Byrgin er hyppigt, på Østlandet; derimod findes kun et enkelt Borgeimr (Hafslo).

 

fjell med jamne skråningar til to sider

 

gno. botn m. (Gen. botns, botz, Dat. botni, Fit. botnar), Bund. Som Gårdnavn brugt om Steder, liggende ved Enden af en Fjord, en Indsø eller en dyb Indsænkning på Land. I de sydligste Egne på Østlandet udt. Bånn, i den vestlige Del af Oplandene Bått. I Nordland er Ordet ialfald i Stedsnavne nu gjerne Intetkjønsord. Som første Led vanskeligt at holde du fra bátr, Båd; således er det Navn, som pleier at skrives Båtstø, meget ofte i Virkeligheden Botnsstoð (Støen ved Enden, af Fjorden eller Søen). En enkelt Gang i Sms. med heimr (Bottem i Lesje), ikke med vin.

 

gno. brandr m. (Gen. brands, Flt. brandar) findes meget brugt i Stedsnavne, i forskjellige Betydninger, mellem hvilke det ikke altid er let at vælge. I mange Tilfælde komme Navnene af Ordet brugt som Mandsnavn, som i Brandstad, Brandsrud, Brandset (sådanne Navne ere dog til dels udgåede fra det sms. Mandsnavn Brandulfr, og Navne som Branderud kunne være sms. med et af Brandr afledet Mandsnavn Brandi (påviseligt i et enkelt Exempel på Island). I andre Tilfælde har brandr åbenbart Betydningen 'Brænding' , hvorved vel ialfald oftest er tænkt på den ved Jordens Rydning anvendte Brænding; således i det på Oplandene ikke sjeldne Brandval, Brandvål, Brandvol (sidste Led váll, se dette). Fra denne Betydning udgår sikkert også det især nordenfjelds om Småjorder fra senere Tid brugte Branden. Endelig kan det tænkes, at brandr i Navne tildels kan have Betydningen «Stok», da flere Ord af denne Betydning jevnlig bruges i Navne.  

→ brand

 

gno. braut (Gen. brautar, Flt. brautir; afledet af brjóta, bryde), Vei; i det nuv. Folkesprog også 'Bakke, Side af en Terrasse' og 'Bakkekant, Brink' (Aasen). I Stedsnavne ligge antagelig oftest de sidst anførte Betydninger til Grund, der må være gamle. Fra Betydningen 'Vei' udgår dog ialfald Brautamot (Veimøde; Gård i Høland).

 

NSL:

brekke f ‘bakke, hall, særleg stor bakke mellom ei lågare og ei høgare flate’, av gno. brekka f ‘stor bakke’. Ordet er no mest brukt i Sør-Noreg. I gardsnamn er brekke nytta usms. og som sisteledd i heile landet, men berre sjeldan i Nord-Noreg. Utanom Noreg er brekke vanleg i islandske gardsnamn, færøyske naturnamn, og finst på Shetland, Orknøyane og nordlegast i Danelagen. I svenske stadnamn finst bräcka i vest, brick(a) og brink i aust. Danmark har brink, som er same ordet, berre utan overgangen nk > kk.

   Brekke-gardane er somtid sentrale gardar i bygdene, såleis Brekke, kyrkjestad og sokn i Gulen (SogFj). Dei eldste gardsnamna blir oftast uttala [bræk`ke], av gno. dat./akk. brekku. Namn frå mellomalderen og seinare har gjerne fått bunden form [bræk`ka, -å, -o]. I samansetning er den avstytta forma -brekk svært vanleg. Brekk usms. er sjeldan. I Indre Agder finst ei yngre sideform brokke f, jf. gardsnamnet Brokke i Valle (A-Agd). I seternamn er b. vanlegast i stroket Valdres-Indre Agder og i vestlandske fjord- og fjellbygder. Elles finst brekke ofte i naturnamn knytt til vegane, → Feginsbrekka.

   Som førsteledd i samansetningar med brekke finn vi oftast naturnemningar og ord frå dyre- og voksterliv. Litt.: Beito 1949 s. 194. P. Hovda, H. Ståhl og Kr. Hald i KLNM II s. 217-20. KA

  

NG:

gno. brekka f. (Gen. og Dat. brekku, Flt. brekkur) 'Bakke'. I mange Stedsnavne, mindst brugt nordenfjelds. Som andet Led jevnlig afkortet til -brekk. I Vest-Telemarken og i Nedenes og Lister og Mandal Amter nu tildels udt. Brokke.

gno. brenna f. (Gen. og Dat. brennu, Flt. brennur) 'Brænding'. I Stedsnavne om Jord, som er gjort skikket til Dyrkning ved Brænding (jfr. brandr, sviða, sviðningr, samt broti, fall, kǫs og váll, der have samme Mening, skjønt Brændingen ikke er fremhævet ved selve Navnet). I mange Navne, hvoraf dog ialfald de fleste må være temmelig unge. Fra Østlandet ofte i samme Betydning et stærkt bøiet Hunkjønsnavn, Brenn.

Sjå òg http://www.norna.org/sites/default/files/nonelex/-branna.pdf

 

bring m og bringe f ‘bryst’ er nokså vanlege grunnord i namn på breie, rundvorne fjell, som kan jamførast med lekamsdelen bringe. Jf. islandsk bringur m ‘låg høgd, terrasse’ og bruken av andre ord for lekamsdelar (bryst, kinn, nakke o.fl.) i fjellnamn. Hit høyrer fjellnamn som Bringen (1042 m) på grensa mellom Selbu og Haltdalen (S-Trl), Bringa (1617 m) i Lærdal (SogFj), og Bringe-, -bringen som første- og sisteledd fleire stader. Med utspring i eldre fjellnamn har ein fått gardsnamn som t.d. Bringen (Søndre Land) og Bringe (Flesberg, Luster). KA

gno. brot n. (Gen. brots; af brjóta, bryde) findes i endel Stedsnavne, hvoraf få se ud til at være gamle. I de fleste Tilfælde har det vistnok der den Betydning, det har som Fællesord i Folkesproget 'brat Helding, Brink' (jfr. braut). Det findes efter denne Betydning også brugt om Fjelde med brat Affald.

 

gno. brú f. (Gen. brúar, Flt. Brúar, brúr) 'Bro'. I Stedsnavne dels om Broer over Vandløb og Sund, dels om «Jordbroer» d. e. Steder, hvor der er skaffet Veifremkomst over sumpig Grund ved at lægge en Række af Stokke tæt sammen påtvers i Veiens Retning (også kaldet «Kavlebru») eller ved at dynge Stene sammen i Linien. Hvor Ordet ved Bøiningsform får Vokalforbindelsen úa, er denne nu oftest gået over til å (allerede i MA, se f. Ex. RB 191, DN. IV 222). Brúar- med et Ord til andet Led, som begynder med l, lyder derfor i de Egne, hvor rl nu udtales dl, Bråd- Brådland Brådli for Brúarland, Brúarlið). Sammensat både med vin og heimr (den første Sammensætning allerede i MA. sammentrukket. til Brýn).

 

gno. brun f. (Gen. brúnar) 'skarp Kant, Skrænt' (hvor en Høiflade går pludselig over i en Skråning). I en del Gårdnavne, usms. oftere på Sundmør; Sammensætninger haves både med vin (Brýnin) og med heimr.

 

gno. brunnr m. (Gen. brunns, Flt. brunnar), i Stedsnavne vel mest efter den gamle Betydning 'Kilde', men også måske tildels efter den yngre, udvidede, af Vandhentningssted overhoved. Ikke alm. i Navne, på fl. St. i Nutidsformen Brynn-, den mest bekjendte Sammensætning Brunnøy (Brønnø; bl. a. om et Kirkested i Nordland).

 

NSL:

Til norr. broti m ‘dunge av nedhogne tre’ nyno. brote m ‘jordstykke rudd ved brotebrenning og etterpå tilsådd’, er eit vanleg bustadnamn (særleg om småbruk og opphavlege husmannsplassar) på Austlandet, → bråte. I indre strok av Østf og Akersh finst utt. [-bråtå] ub. eint. (også i Skjåk, → Bråtå), elles er b. form vanleg [-an, -ån, -in]. Der namnetypen står sterkast, er dei fleste B-namna sms. I utkantane finst berre usms. namn, fordi her ikkje trongst noko utmerkingsledd. Sms. namneformer er sjeldne i mellomalderkjelder.

Litt.: P. Hovda i KLNM 1 sp. 293-94. KA

 

NG:

gno. broti m. (Gen. og Dat. brota, Flt. brotar; af brjóta, bryde) bruges endnu, alm. skr. Bråte, om et opbrudt Stykke Land, særlig om et sådant, hvor de borttagne Træer og Buske dynges sammen og så brændes for med Asken at gjøde Jorden. Af denne Betydning er vistnok overalt Navnets meget hyppige Brug i Stedsnavne at forklare. Mest på Østlandet, sjeldent vesten- og nordenfjelds (jfr. de andre under brenne anførte Ord af lignende Betydning). Endel af Navnene ere ialfald saa gamle som fra MA.

NSL:

bu n, gno. bú n ‘gard, bustad, eigedom’. Finst som sisteledd i 18-20 bygdenamn (somme av dei bortkomne no) og i over 100 gardsnamn, berre nokre få gonger usms. som gardsnamn (Bu). Utan eldre skriftformer svært vanskeleg å skilje frå bu f → bu 2. Gardsnamna på -bu n finst særleg på Aust- og Sørlandet og i Trøndelag. Dei er ofte sms. med personnamn til førsteledd, men da ikkje med kristne. Saman med lægje og storleik tyder dette på at dei fleste gardane på -bu n går tilbake til førkristen tid, men dei hører helst ikkje til det aller eldste lag i gardsbusetnaden.

   Bygdenamn på bu finst nesten berre på Opplanda og i Trøndelag, t.d. Brandbu, Ringebu, Follebu, Rennebu, Klæbu, Selbu, Sparbu og fleire bortkomne. For seg sjølv geografisk står Andebu i Vestfold. Førsteleddet i desse namna står til vanleg i gen. fleirt. gno. Brandabú, Kleppabú osv. Sisteleddet -bú er kanskje òg fleirt., slik at tydinga av eit namn som Viðabú blir ‘gardane i skogen’. Om desse bygdenamna viser tilbake til ei førkristen bu-inndeling på Opplanda og i Trøndelag, i samanheng med tilsvarande svensk skipnad, er uvisst. Frå nyaste tida er mange hytte- og villanamn på bu (→ bu 2).

Litt.: KLNM II sp. 25-29 med litteraturtilvisingar. NG Indl s. 46 og dei ymse fylkesbanda. JS

  

NG:

gno. bú n. (Gen. bús), Gaard, beboet Jordbrug. Mest i sms. Navne. Anvendt som 1ste Led har det vistnok ofte en anden Betydning: Kreaturbesætningen paa en Gaard. Meget brugt som 2det Led i tildels endnu bevarede Bygdenavne, i hvilke det vistnok er at forstaa: «beboet Strøg». Saaledes Austbú, Riðabú, Svaðbú (Hedemarken); Skaðabú, Ringabú, Foldabú (Gudbrandsdalen); Kolabú (Toten); Brandabú (Hadeland); Sollabú eller Sollubú, Volubú (Valdres); Andabú (Jarlsberg); Rennabú, Kleppabú, Selabú (S. Trondhjems Amt); Sparabú, Bagabú (Indherred). I det Trondhjemske er bú som 2det Led nu tildels gaaet over til Hunkjøn (-bua) baade i Bygde- og Gaardnavne. I mange Tilfælde er det, naar blot nyere Former af Navnene haves, umuligt at adskille bú fra búð → bu 2

NSL:

bu f, gno. búð f ‘bu, primitivt hus, opplagsrom’. Vanleg grunnord i gardsnamn, både usms. Bu(a), Buer, Buan og som sisteledd i sms. namn, i alt ikring 150-200 namn. Utan eldre skriftformer svært vanskeleg å skilje frå  bu n → bu 1. Dei fleste gardsnamna på bu fortel om busetnad på stader der det før hadde vore rorbuer, fiskebuer, saltbuer, fangstbuer, primitive seterbuer eller andre slike hus. Døme på slike namn er Buan, Saltbua, Barkbu, Jarnbu. Mange namn på bu er sms. med personnamn, mellom anna kristne som Pål og Tomas. Dei eldste gardsnamna kan gå tilbake til vikingtida, men dei fleste er nok frå høgmellomalderen eller nytida. Ut frå tydinga ‘mellombels opphaldsstad, hytte’ har bu vorte vanleg grunnord i seternamn og finst i kring 600 slike. Elles ofte i nye villanamn.

Litt.: Beito 1949 s. 123-25. KLNM II sp. 33-34 med litteraturtilvisingar. NG Indl og dei ymse fylkesbanda.

  

NG:

gno. búð f. (Gen. búðar, Flt. búðir), Bod, Bygning opført til midlertidigt Opholdssted eller til Oplagshus. Meget alm. i Gaardnavne, usms. Oftest i Flt, (Buer, Buene, Buan); flere af Navnene maa være temmelig gamle. Hyppigst er det vel Fiskerboder ved Elve og Indsøer eller paa Fiskevær (Rorboder), Høboder, Sæterboder, Saltboder, som have givet Anledning til Ordets Brug i Gaardnavne. Ofte vanskeligt at skille fra bú, → bu 1.

 

gno. bugr m. (Flt. bugir) 'Bøining', i Stedsnavne særlig brugt om Bugter (som dannes ved en Bøining af Strandlinien), men også om Krumning af Elv, Vei og lign. Mest nu udt. med lukt o. I de Egne, hvor og nu pleier at over til au, bliver det Bau, Bauen. Findes sms. med heimr. → Bogen.

 

 

gno. burkni m., Bregne. Findes i enkelte Gårdnavne hist og her, alm. nu udt. med o (mest lukt o) i Rodstavelsen og med Overgang af kn til tn; i et enkelt Tilfælde synes Navnet udgået fra en Nominativform borkn (Borten i Flå sogn i Guldalen, skr. or Borkni DN. II 36). Nogle andre Navne

forudsætte en Form berkn-, og i Gårdnavnet Brekne i Vanse har man måske Ordet i samme Form som det danske Bregne og det svenske braken.Sammensætninger findes med heimr. Planten har nu desuden flere andre Navne omkring i Bygderne; af disse ere i Gårdnavne bemærkede Blom,Grote, Moldfoder, Slok, Telg (i gammelnorsk Form vistnok tjǫlg). Ordets Brug i Stedsnavne vistnok at forklare af Bregnerøddemes Anvendelse som Kvægfoder.

→ bø

bygd f av gno. bygð f, som har hovudtydinga ‘busett eller bygd land’, avleidd av byggja vb, som igjen er laga til búa vb ‘bu’ Som grunnord finn vi bygd mest alltid i namn på bygder eller bygdelag, dvs. i namn på naturleg avgrensa, større eller mindre busetnadsområde: Nybygda, → Venabygd, → Øverbygda. Mange av desse namna er knytte til seint busette bygder eller bygdelag. Berre to-tre stader i Noreg (Vossestrand, Sortland, Valle) finst Bygd usms. som gardsnamn, da kanskje med ei litt anna tyding ‘bustaden’ (jfr. → bu).

Litt.: NG XI s. 562-63. KLNM II sp. 407-09. JS

bø og by m, gno. bǿr m og býr m ‘gard’, avleidd av rota i verbet búa ‘bu’, eldre ‘dyrke’. Grunnordet finst i sms. (-bø, -by) og usms. (Bø, By) i mange stadnamn, særleg gardsnamn. På Sør- og Vestlandet, frå og med Telemark til og med Nordmøre, i dei Austlands-dalane som ligg nærast opp til Vestlandet og i Nordland (som regel) finn vi forma -bø, på resten av Austlandet, i Trøndelagsområdet (minus Oppdal) og i Troms -by. Bø og -bø finst elles heilt sør i Østfold, der ein òg finn nokre døme på bunden form Bøen og -bøen. Dei same formene har ein i tilgrensande strok i Bohuslän og Värmland. Bunden form er regelen i bygdene frå Sunnfjord og nordover til og med Nordmøre.  Av den gno. genitivsforma bjár har det vakse fram eit bjå f ‘seter, uteng’, som er kjent frå Telemark og Setesdal.

   Grunnordet bø/by finst òg i nokre sms. seternamn, spreidde over det meste av seterområdet sønnafjells. Men mange av desse setrane har opphavleg vore gardar. Andre kan ha fått namnet sitt av den truleg sekundære tydinga som er utvikla vestafjells, ‘inngjerd mark på ein gard, jorde’. Lars Hellberg har argumentert for at denne tydinga kan vere utgammal. I Telemark, på Agder og i Ryfylke kan bø brukast i grendenamn, t.d. Vaddebø, Åraksbø.

Det usms. gardsnamnet Bø, By, ‘bustaden, garden’, høyrer mange stader til det aller eldste laget i busetnaden. Storparten av desse om lag 140 usms. gardsnamna er nok frå før vikingtida, ofte frå eldre jarnalder. Mange ligg sentralt i bygda, og 15 har seinare vorte kyrkjestader.

   Førsteledda i dei nærare 1000 gamle, sms. namna er ofte eit topografisk appellativ, særleg gjeld dette på Vestlandet, der 25 % av namna er sette saman med eit slikt naturord. Person- og tilnamn er òg vanlege, og her skil Østfold seg ut: i 28 % av namna er førsteleddet eit personnamn. Ikkje i noko anna fylke har ein så stor del av by- og bø-namna eit slikt førsteledd. Nordafjells finst det mest ikkje slike førsteledd. Nyare forsking syner i det heile at det er langt færre samansetjingar med personnamn i by- og bø­-namn enn ein tidlegare har rekna med, 12 % for heile landet. Med særs få unntak er det tale om mannsnamn. Den største gruppa av førsteledd er likevel adjektiv og adverb med over 40 %, nokolunde jamt fordelt over heile landet.

   Sms. gardsnamn av typen Austby-Melby-Vestby har truleg tyngdepunktet i og kring vikingtida og har da gjerne komme opp gjennom deling av eller utskiljing frå ein eldre gard. Men nokre slike gardar kan vere så unge som frå kristen mellomalder. I det heile er det vanskeleg å setje opp noko fast dateringsskjema for dei norske by-gardane. Ei undersøking bygd på landskylda (Schmidt 2000) tyder likevel på at namna som gruppe kan vera på alder med stad- og land-namna. Fleire «kristne» førsteledd kan tyda på lågare alder, men i fleire høve kan ein vise at eit slikt førsteledd har kome i staden for eit anna, eldre, eller har vorte sett til eit tidlegare usms. namn (t.d. Bǿr > Kyrkjebø).

   I ei stilling for seg står Huseby-gardane. I alle fall i visse strok på Austlandet ser dette namnet ut til å ha komme inn frå Sverige i eldste rikssamlingstida (800-talet), knytt til seinare kongsgardar, som etter Steinnes har hatt spesiell funksjon i administrasjonen. Men dette høver mindre bra andre stader, t.d. i Trøndelag. Der kan namnet, gno. Húsabýr ha hatt den allmenne tydinga Oluf Rygh reknar med: «en vel bebygget Gaard, der har mange, gode eller prægtige Huse» (NG Indl.). I alt finst det kring 50 Huseby-namn i landet, alle truleg frå førkristen tid. K. Hoel har (1985) vist at mange av Huseby-gardane på Austlandet truleg har hatt eldre namn.

Litt.: O. Beito 1949 s. 130 f. L. Hellberg 1967. K. Hoel i Inst. for namnegransking, Oslo, Årsmelding 1985 s. 199 ff. P. Hovda i KLNM II s. 387-89. NG Indl s. 47 og 57. M. Olsen 1926 (sjå register). M. Olsen i NK V s. 22 f. A. Steinnes 1955. T. Schmidt 2000. JS, TS.

 

NG:

gno.  bœr m., også i Formen býr (Gen. bœjar, bjår, Flt. bœir), Gaaå. De to Former af Ordet bruges i Navne ikke om hinanden, men have hver sit særskilte Stedsområde i Kilder fra MA. forblandes de dog hyppigt, udentvivl som Følge af, at vedkommende Skriver opr. har hørt hjemme i eller har fået sin boglige Uddannelse i en anden Landsdel end den, Navnene tilhøre. I det store taget er by den herskende Form på Østlandet, i de trondhjemske Amter og i Tromsø Amt (på det sidste Sted vistnok indbragt af Indflyttere fra sydligere Egne, hvor denne Form bruges), bø derimod fra Bratsberg til og med Romsdals Amt og i Nordlands Amt. Det må dog mærkes, at det usms. Bø, Bøen har noget videre Udbredelse end -bø, -bøen som Sammensætningsled (det første bruges således i den sydøstlige Del af Smålenene, hvor -bøen kun forekommer i en enkelt Bygd, Enningdalen). Dette synes at tyde på, at býr i Tidens Løb har udbredt sig på den anden Forms Bekostning. Også andre Uregelmæssigheder findes; i Egne, hvor ellers bø bruges, træffer man således Huseby og i sådanne Egne kan -by undtagelsesvis forekomme ved Gårde, som have været Herresæder (Hesby på Finnø, Berby i Enningdalen). I ældre Tid findes Ordet i den sydvestlige Del af Landet ofte brugt som sidste Led i Grændenavne, og findes til dels således brugt endnu, især i Sætersdalen (Aardalsbø, Vallebø osv.). Som sidste Led i Udtalen ofte afkortet til -be (naar s gaar foran, -pe) og enkelte Gange skr. efter denne Udtale. I sms. Navne, hvor Ordet er sidste Led, er første Led i de fleste Tilfælde enten et Personnavn (eller et Ord, som betegner tidligere Eieres Stilling, som i Prestby, Munkeby), eller også Ord, som have Hensyn til Gårdens Beliggenhed, Grundens og Omgivelsernes Beskaffenhed og lignende Forhold, særlig ofte et Adverbium, som udtrykker Beliggenheden i Forhold til andre Gårde (som Vestby, Sundby, Meby, Melby, Neby, Øverby). Bœn er maaske en Sammensætning af dette Ord med vin.

norr. bœli n ‘opphaldsstad, bustad, gard’, ei ia-avleiing av gno. ból n, som har om lag same tyding. Finst i mange norske gardsnamn, usms. Bøle, Bøler (fleirt., med vanleg overgang til f) og som sisteledd i mange sms. namn. I alt er det vel 30 usms. Bøle(r) og vel 100 sms. -bøle, stort sett samla i dei austre Austlandsfylka, Østf, Akersh, Hedm og Oppl. Utafor dette området finst berre heilt spreidde namn. Bøle-området i Noreg har geografisk samanheng med vestsvenske bygder der namnetypen er vanleg. Også i andre delar av Sverige, såleis i det tidlegare norske Jämtland, og i Danmark, er det mange slike gardsnamn.

Dei fleste norske gardsnamna av denne typen er frå vikingtid og - kanskje særleg - kristen mellomalder til kring 1350. Mange er nemnde i austlandske mellomalderkjelder. Av dei eldste er truleg dei usms. Bøle(r) og sms. namn som → Hobøl (soknenamn). Førsteleddet i sms. namn er elles mest personnamn.

   Nokre få norske seternamn på -bøle har truleg beinveges samanheng med nyno. dial. seterbøle n ‘seterplass med tilhøyrande hus rekna som eigedom’.

Litt.: Beito 1949 s. 132. KLNM II sp. 496-99. NG Indl s. 46 og fylkesbanda. NK V s. 101-03 og 155. JS

 

NG:

gno. bœli n. (Gen bœlis, Flt. i Gårdnavne bœlir f.) 'Opholdssted, Bolig', ligebetydende med ból, hvoraf det er afledet. Enkelte af de Navne, hvori det findes, lade dog til at være udgåede fra en anden Betydning 'Opholdssted for Dyr' (Rede og lign.); således har man vistnok at forklare Krákubœli (Kråbøl), Haukabœli (Haukebøl), Rafnabœli (Rambøl). Ellers mest sms. med Personnavne og, mindre hyppigt, med Ord, som have Hensyn til Gårdens Beliggenhed og lignende Forhold. Som sidste Led oftest afkortet til -bøl (i Udtalen tildels endnu stærkere, til -bel).

 

 

fjellside

 

(eller bavne) trelaus åsrygg

 

vasskilje, overgang mellom to fjell

nokså flat og ofte vid høgfjellsstrekning med lite vegetasjon

sund

fjelltopp, topp

NSL:

Dal er svært vanleg i heile landet som gardsnamn, etter det òg som namn på tettstader og sokner. Vanlegast finn ein ordet i ymse bøyingsformer som Dal´en b. eint., Da`le dat. eint., Dal`an, Dal`ane b. Fleirt. Dål`ån b. fleirt. er ei jamningsform. Døl`an og Døl`en(e) er anten laga til gno. dæl f ‘liten dal, dokk’, eller dei kan ha fått vokalen i trykkstavinga frå den omlydde forma i dat. fleirt. Dǫlum.

 

NG:

gno. dalr m. (Gen. dals, Dat. dali, Flt. dalar og dalir) 'Dal'. Er, som man efter Landets Natur måtte vente, meget alm. i Gård- og Bygdenavne. I usms. Navne er i Telemarken og på Vestlandet Dativ Ent. og Flertal de mest brugte Former. Sammensætning med vin hyppig, i mange forskjellige Nutidsformer (se NG I S. 39); med heimr sjelden. Om den i enkelte Tilfælde mulige Forvexling af dalr som sidste Led med staðir → stad.

 

stor elv, flod; hovudelv. Også eatnu.

gno. dǫkk f. 'Fordybning'. Temmelig ofte i nyere Gårdnavne, især i Valdres og Numedal. I ældre Navne mest gjennem Elvenavnet Dokka, som vel ialfald rimeligst udledes af dette Ord (en i dybt nedskåret Leie løbende Elv); af Elvenavnet kommer en Sammensætning med vin (Dokkin, Eidsvold). I Flt. Dekker; på Søndmør også i Ent. Dekk.

 

gno. drag n. (Gen. drags, Dat. dragi). Heraf en del Gårdnavne, ligesom også af det beslægtede Hunkjønsord drog (Gen. dragar); begge dannede af draga 'drage, trække'. I Navne have de åbenbart flere forskjellige Betydninger, hvoraf følgende sikkert kunne påvises:

1) Sted, hvor man trækker Både over et Eid, for at spare sig Veien omkring et Nes, eller gjennem

et Sund, der er for grundt til at kunne roes (deraf bl. a. Drageid, Dragøen).

2) langstrakt Ø eller Holme.

3) Vei, ad hvilken Tømmer og Ved slæbes.

4) Hunkjønsordet synes i enkelte Tilfælde brugt i den af Aasen fra Romerike anførte Betydning 'lang Hulning i Jorden, liden Dal'.

Oftere, især nordenfjelds, findes Navne af denne Stamme, nu skrevne Drag-, Drage-, Drog-, der

nærmest komme af et Elvenavn Drog eller Draga (i nogle Tilfælde nordenfjelds, hvor det er bevaret, nu lydende Drugu, ved Ligedannelse).

 

NSL:

gno. drangr m ‘einsleg, høg stein eller bergtind’, eit ord som er lite kjent anna enn gjennom stadnamn i Noreg, men finst i islandsk og færøysk. På Sør- og Vestlandet, frå Vest-Telemark til Hordaland, er det fleire gardsnamn og andre namn av typen Dran´gen (b. eint.), Dran`ge, Drån`gje (dat. eint.), Dran`ga (ub. fleirt.), eller sms. → Drangedal, → Drangsholt. I Ibestad komm, Troms, finst Drangen som fjellnamn, i Fyresdal, Tel, er Drang innsjønamn. Det siste må truleg vera eit jamføringsnamn ut frå forma på sjøen. Gno. drangr kan frå først av ha hatt ei tyding ‘stokk’ e.l. Men mange av desse namna høyrer (etter P. Hovda i MM 1975 s. 58-59 og J. Skjerpe i MM 1979 s. 93-94) heller i hop med nyislandsk drengja vb ‘snøra fast i hop’ og nyno. dial. drange m ‘endetarm på sau, innsnevring’ og siktar til innsnevringar av ulike slag. JS

 

NG:

gno. drangr m. (Gen. drangs. Flt. drangar), spids, opragende Klippe; i Norge neppe bevaret uden i Stedsnavne (jfr. dog Drange hos Aasen). Brugt i Navne fra den vestlige Del af Bratsberg Amt til den sydlige Del af Stavanger Amt og i Ønavnet Drangøen et Par Steder ellers.

 

Dugurd(s)- finst som førsteledd i mange naturnamn (fjell, høgder, skar). Er nyno. dugurd m, gno. dagverðr m ‘frukost’. Same opphav har namn på Daurmåls- og Durmåls-. Dei fortel at når sola stod over desse stadene, var det tid for måltidet dugurd. Jf. liknande «dagstidnamn» på → Merafta(s)- og → Åbit(s)-.

skoglaust høgfjell; vidde; tundra

skar, dal mellom fjell

 

gno. dý n. (Gen. dýs), Dynd. Brugt i enkelte Navne, mest i Sammensætninger, hvoraf et Par med vin; sigter i denne Anvendelse vistnok til dyndet, sumpig Grund.

 

gno. dys f. (Gen. og Flt. dysjar), sammenkastet Stenhob, især om Gravrøser fra hedensk Tid; endnu brugt i den sydlige Del af Stavanger Amt. I Navne næsten blot på Vestlandet; sammensat mest med land (Dysjarland, Dysjaland).

 

stor elv, hovudelv. Også eatnu.

NSL:

egg f eller m, gno. egg f (gen. eggjar, dat. eggju, fleirt. eggjar, dat. eggjum) ‘egg på skjerereiskap’ og som terrengnemning ‘jord- eller fjellrygg’, også ‘kant, på land eller i sjøen’, til ei indoeuropeisk rot *ak-’vera kvass’, jf. latin acer ‘kvass’. Svært vanleg, usms. og sms. både i naturnamn og gardsnamn. I gardsnamn finn ein no former som Eg´g(j)a, Eg´g(j)i (ofte skrive Eggen) b. eint., Eg`g(j)e dat. eint. eller ub. fleirt., Eg`gja ub. fleirt., Egg(j)an, b. fleirt., Eg`g(j)um, dat. fleirt. JS

 

 

NG:

gno. egg f. (Gen. og Flt. eggjar) 'Egg på skjærende Redskaber', i overført Betydning 'Ryg, Kam af Fjeld eller Jordhøide'. Fra den sidste Betydning udgå mange Gårdnavne, deriblandt flere med heimr sms., et enkelt mulig med vin.

NSL:

gno. eið n, gen. eiðs, dat. eiði, fleirt. i namn eiðar:eigentleg ‘gang(veg)’, no brukt om ‘veg over land mellom to vatn’, ‘veg langsmed ein foss’, ‘tverrdal mellom to bygder’, ‘smal landtange’. Grunnordet er vanleg over heile landet: svært ofte finn vi eid-namna ved fossar og stryk av di båtar måtte dragast forbi (→ Drag-). Som sisteledd har ordet hyppig bunden eller ubunden form: - eidet (Lyngs-), -e (Æse < -eiðar fleirt., Hord), -eid (→ Nordfjord-), [-i] (→ Drag-, → Bris-). Førsteleddet skildrar ofte lendetilhøve eller jordkynd (→ Trenger-, Sand-), lægje (Nord-, Sør-, Lægr- 'det lægre', Hær- 'det høgre'), det kan innehalde vassnemne (→ Alt-, Lyngs-, → Bris-) eller (sjeldan) øynamn (→ Har-). Men oftast er førsteleddet bustad- eller bygdenamn. Som førsteledd i sms. er grunnordet vanleg. Usms. er det òg utbreidd. Om forskjellige bøyingsformer av ordet i stadnamn → Eid.

Litt.: Modéer 1936 s. 90-96. H. Ståhl i KLMN V sp. 72. ON

 

NG:

gno. eið n. (Gen. eiðs, Dat. eiði, Flt. i Gårdnavne eiðar f.), Eid. Bruges nu som bekjendt om et smalt Landstykke, som forbinder to bredere, og om en dyb Indsænkning i et Fjeld, som giver let Vei mellem to Bygder. Deraf mange Stedsnavne. I mange andre sees Ordet desuden i ældre Tid også at have havt en anden, beslægtet Betydning 'en Strækning, kortere eller længere, hvor man måtte tage Veien over Land istedetfor Vand- eller Isveien, som ellers på grund af Landeveienes mangelfulde Beskaffenhed brugtes så langt som muligt. Ved Fosser og Stryk i større Elve vil man derfor hyppigt finde Steder med Navnet Eid eller et dermed sms. Navn. Bekjendt Exempel Eidsvold (opr. Eið) på Romerike, hvor den lange Vandvei ned over Mjøsen og Vormen endte ved den første Fos i denne Elv (Sundfossen), og hvor videre Transport derfor måtte foregå over land for at komme enten længere nedover Vormen eller til Øieren eller Oslofjorden. Som andet Led i Udt. ofte afkortet til -e eller -i. Især på Vestlandet skrives ofte feilagtigt Eide eller -eide, hvor Udtalen viser, at det rigtige var enten Eid, -eid eller Eidet, -eidet.

Findes i gamle Sammensætninger med vin og heimr; også i en meget gammel afledet Form Eiðund (Ødyn i Orkedalen).

 

 

 

gno. eik f. (Gen. eikar og eikr, Flt. eikr) 'Eg' (Træ). Deraf og af det deraf afledede eiki n., egebevoxet Sted (se NG Indledn. s. 31), en Mængde Gårdnavne; af de af eiki dannede særlig hyppigt Eikiland, der er et meget alm. Navn i Strøget fra Nedenes til Søndfjord, og af de af Trænavnet direkte kommende Eikaberg, hyppigt omkring Kristianiafjorden. I Sammensætning med vin (Eikin, Øykrin) og heimr (Eikreimr); gammel afledet Form Eikund (Egerøen ved Egersund). Der findes Spor til, at Eik har været brugt som Elvenavn; deraf ere ialfald enkelte af Gårdnavnene at forklare.

 

gno. einir m. (Gen. einis) 'Ener' (Træ). I ikke få, mest nyere Gårdnavne. På enkelte Steder nu udt. Einer, Einår. En afledet Form eini n. 'Sted bevoxet med Ener', kan påvises ialfald på et Par Steder. I Gårdnavne findes også flere af de andre nu brugte Navne på Træet: Brake, Brisk, Bruse, Sprake.

gno. eiklið (eikhlið) n. forekommer som Fællesord kun på et Sted i den gamle Frostathingslov (XIII 10), hvor det betegner det Sted, hvor en Mand har Leie for sin Båd (eikja). Findes som Gårdnavn på enkelte Steder hist og her, nu mest lydende Ekle, og må da da sigte til, at Gården have ligget ved en sådan Bådstø i en Elv.

 

elv f ‘vasslaup’, gno. elfr f. Etymologisk fører ein vanleg elv saman med latin albus ‘kvit’ (jfr. det tyske elvenamnet Elben), og tydinga skulle da vera ‘den kvitglinsande åa’. I målføra kan utt. av vokalen variere mellom [e], [æ], [a] og labialiserte former med [å]. Dette har sjeldan gjeve seg utslag i skrift, → Alvdal.

   I gno. vart elv berre brukt om dei tre store elvane Raumelfr (nedre del av Glåma), Gautelfr (Göta älv) og Saxelfr (Elben). Sist i mellomalderen byrja elv å trengje ut → å f, slik at i dag er elv den vanlege nemninga for litt større vasslaup. På størstedelen av Vestlandet og nordafjells er å heilt avløyst av elv og finst no berre i stadnamn. Samstundes har tydinga av elv på Nord-Vestlandet og på Trøndelagskysten endra seg slik at ein i dag kan nytte nemninga elv om små vasslaup, bekker. Årsaka er truleg - ved sida av naturforholda - at → bekk m i dette området har hatt ei tyding ‘brunn’.

   Usms. og som sisteledd blir grunnordet elv i Sør-Noreg primært nytta i naturnamn. Her finst berre tre-fire gardsnamn av typen → Skotselv. I Nord-Noreg finst bortimot hundre slike namn, men dei har alle eit yngre preg, og kjem seint med i kjeldene. Brukt som kommunenamn finst sms. elvenamn nokre gonger: → Lakselv, → Målselv, → Trysil. Etter 1964 har også fleire usm. elvenamn vorte kommunenamn: → Rauma og → Tokke. Den gamle genitivsforma er halden i → Elverum. Førsteleddet i naturnamna på -elv er svært varierte (sjå artikkelen «Elvenamn»).

Litt.: S. Bugge i ANF 1885 s. 209-11. OS

gno. eng f. (Gen. og Flt. engjar) 'Eng, Græsmark'. I den største Del af Trondhjems Stift og i Nordre Østerdalen nu Intetkjønsord, ligesom tildels allerede i MA. (se Fritzner under eng n.). Som sidste Led går det ofte over til -ing, -ingen, og dermed tillige tildels til Hankjønsord. En enkelt Sammensætning med heimr findes, mulig også en med vin. I de Egne, hvor ng nu udtales som nn, bliver det undertiden forvexlet med endi 'Ende' (f. Ex. Vasseng skr. for Vassende).

 

gno. esja f. (Gen. esju) bruges nu i Folkesproget om forskjellige Stenarter, bl. a. om Klebersten. Ordet findes i mange Stedsnavne og må være gammelt (jfr. Fjeldnavnet Esja på Island). Nu udtales det næsten overalt med foransat h-Lyd (se ovfr. S. 24) og lyder derfor som første Led (den eneste Måde, hvorpå det forekommer i norske Navne) Hesje-, Hesi-, Hess-. Med Hes- begynde nu også adskillige Navne, der til første Led have Mandsnavnet Heðinn, og med Hesje- endel nyere Navne, som komme af Hesja 'Høhesje'.

 

gno. efja f. (Gen. og Dat. efju, Flt. efjur), i Oldn. i Betydningerne: dyndet Grund og: strømløs Bugt i en Elv. Deraf mange Gårdnavne, mest i usms. Form. Nogle af disse kunne vel også udgå fra en af de øvrige hos Aasen og Ross anførte Betydninger, som: 'Vik med sumpige Bredder', 'Bagstrøm i en Elv', 'Gren af en Elv', 'stillerindende Bæk'. På endel Steder nu lydende Evju, Ivju, Yvju, Øvju (Ligedannelsesformer).

Falk er eit vanleg førsteledd i fjellnamn. Slike namn kan ha ei reint økologisk forklaring: at det har vore mykje falk på staden. Men så etterspurd som jaktfalken var i eldre tid, kjem namna i dei fleste tilfelle sikkert av at det har vore fanga falk der, som namna → Falkfangarvola og → Falkhyttvola beinveges syner. Om slik falkejakt har ein gode opplysningar, t.d. frå Tydalsfjella på 1500-, 1600- og 1700-talet.

Litt.: Bø 1962. P. Hovda i «Til fots i Jotunheimen» s. 89. Namn i fjellet s. 29. I. Særheim i NoB 2013 s. 60-64. JS

 

gno. fall n. (Gen. falls, Flt. i Gårdnavne fallar f.) findes i Stedsnavne i forskjellige Betydninger:

1) sted, hvor Træer ere faldne, af Ælde eller omkastede af Storm (som i Trefald, Vefald).

2) «Nedfældning i en Skov, Træer som brændes til Askegjødning» (i denne Betydning mest i nyere Navne; i samme Mening brugt Felling).

3) Jordfald (således Landfall, Mælfall, Leirfall).

 

gno. festr f. (Gen. og Flt. festar), Toug, hvormed Skibe og Både fortøies i Land. Forekommer som første og andet Led, kun undtagelsesvis usms., i endel Navne langs Kysten (således Festvåg Djupfest, Hammerfest, Sygnefest ved Sognefjordens Udløb); i disse synes det ikke at kunne forståes annerledes end: 'Sted, hvor Skibe kunne fæstes i Land, Havn'.

 

ei mindre elv som flyt stille, lon, kjos

fjøre

Førsteledd i mange stadnamn, både gards- og naturnamn. Språkleg og realt kan namna ha ymse opphav:

1. folkenamnet finnar i tydinga ‘samar’. Slike namn er talrike i Nord-Noreg og Trøndelag. Somme meiner at mange namn på Finn- i andre landsdelar også hører hit.

2. finnar i tydinga ‘finlendarar’, knytt til finneinnvandringa på 1600-talet. Frå Savolaks i Finland over Sverige nådde finske innvandrarar Austlandet, der det vart større eller mindre finne-koloniar i skogane frå Solør i aust til Modum-Lier-Ringerike i vest. I dette stroket har vi t.d. → Finnskogane, → Finnemarka.

3. mannsnamnet Finn (gno. Finnr og Finni) el. kvinnenamnet Finna. Ligg sikkert føre i dei fleste namn av typen Fin(n)stad, Finnset, Finnsrud.

4. plantenamnet finna, finnskjegg, finngras (Nardus stricta).

5. gno. firn n og nyno. finne n ‘villmark’, i mange tilfelle gjennom eit elvenamn → Finna.

6. gno. *finnr, *finni, nyno. finn, ‘spiss, framspring’ o.l. (Stemshaug 1983).

I nokre få høve kan andre forklaringar komma på tale. Det har såleis vore halde fram at «finnar» i gno. kan ha vore brukt meir allment om trolldomskunnige folk eller òg om restar av ikkje-germanske veidefolk som levde att somme stader. Dette er likevel mykje uvisst.

Litt.: K. Bergsland i HT bd. 49 s. 365-409. H. Koht i MM 1923 s. 161-75. NG, under dei ymse gardsnamna. L. Olsen i Stadnamn og kulturlandskapet, red. av M. Harsson og B. Helleland (Avd. for namnegransking, Univ. i Oslo, 1995) s. 105-28. J. Sandnes HT bd. 52 s. 113-37. O. Stemshaug i MM 1983 s. 170-92, MM 1997 s. 75-90. I. Særheim 1992 s. 178-80. JS

 

Fisk som utmerkingsord i stadnamn er mykje vanleg, særleg i elve-, bekke- og innsjønamn. Oftast er grunnlaget ikkje berre generelt at det finst mykje fisk der, men økonomisk: at det er godt fiske. Døme: Fiskå(a), mange stader, bl.a. Fiskå bydel i Kristiansand komm, V-Agd. Eit vanleg namn på sjøar og elvar utan fisk (før eller no) er Fisk(e)løysa, gno. *Fiskiløysa f, der sisteleddet er ei iōn-avleiing av lauss adj ‘laus, tom for’. Same tyding har namn som Fisk(e)lausvatn. (Jfr. Indrebø 1924 s. 51.) JS

NSL:

fit f og m (gno., gen. eint. og nom. fleirt. fitjar), ‘flatvoren, frodig eng attmed vatn’. Ordet (fit, fet) finst enno i somme nyno. dialektar. I gards- og lokalnamn er f. vanleg, særleg på Vestlandet, i Trøndelag og Nord-Noreg, usms. t.d. → Fet (komm i Akersh, sokn i SogFj, gardsnamn mange stader), Fet´ta, Fæt´ta, Fæt´ten (b. eint., nom. og dat.): Fitja(r), Fitje (ub. fleirt.), Fitjan(e), Fetjan (b. fleirt.), sms. t.d. gno. Ǫlundarfit. På Sørlandet og Sørvestlandet er det former som Fidje, → Fiane (<Fidjane < Fitjarnar). JS

  

NG:

gno. fit f. (Gen. og Flt. fitjar) 'frodig Græsmark', især en sådan, som ligger lavt og ved Bredden af Sø eller Elv. I mange Stedsnavne, almindeligere på Vestlandet og nordenfjelds end på Østlandet. I den meget brugte Flertalsform Fitjar til dels misforstået i yngre Skriftform og skrevet med kj eller kk. Af de forskjellige Nutidsformer mærkes som den mindst gjenkjendelige Fiane (Fijane), brugt i de Egne, hvor t her i Udt. går over til d (for Fidjane, opr. Fitjarnar).

 

NSL

gno. fjall n, fleirt. fjǫll. I nyno. dialektar finst òg former som fjøll, fjødd, fjedd i Telemark og Setesdalen, fjedl på delar av Vestlandet, fjill, fill (med palatal l) på Nordmøre og i Trøndelag, den siste staden også fi:l, fe:l. Grunnordet f. er utbreidd over heile landet i namn på fjell og fjellområde og er også vanleg i gardsnamn, usms. og sms.

   I fjellnamn er grunnordet f. mest brukt om «de Bjerge eller Bjergmarker, som stige så høit, at Skovvæxten ganske eller næsten ophører» (Aasen), ofte om større, samanhangande fjellstrekkjer (Sygnefjellet, → Norefjell), gjerne i fleirt. (→ Langfjella, Rørosfjella), i det siste tilfellet ofte med appellativisk tyding («fjella i Rørosområdet»).

Litt.: Ekre 1960 s. 116-18. Namn i fjellet s. 16 og s. 23. JS

 

NG:

gno. fjall n. (Gen. fjalls) 'Fjeld'. Sjelden eller aldrig som Flertalsord, når det bruges som Navn usms. Den islandske Sideform fell synes ikke at forekomme i Norge. Enkelte Sammensætninger findes med vin (Fellin) og heimr. Meget forskjelligt udtalt (Fjæll, Fjell, med lukt e, Fjill, Fjøll, Fjedd,

Fjødd, Fjædl). Hvor det som sidste Led kommer efter s, falder ofte f bort i Udtalen. Brugt som første Led i Genitivform kan det i Nutidsform vanskelig skilles fra Fjallars-, af Mandsnavnet Fjallarr.

 

gno. fjórðungr m. (Gen. fjórðungs) 'Fjerdedel', findes i en del Navne, der neppe ere meget gamle. Nogle af dem ere at forklare deraf, at de have udgjort Fjerdedelen af en større Gård, hvoraf de ere udskilte, eller svaret Fjerdedelen af en bestemt Landskyld (f. Ex. af et Skippund Korn eller en Vog Fisk); ved andre er Forklaringen endnu uvis.

 

av gno. fjǫrðr m, gen. fjarðar, dat. firði, fleirt. firðir. Til same rot som fara vb., tyder opphavleg truleg ‘gjennomfart (inn mot land), innfart’. I fjordnamn (og sekundært som namn på bustader som vanleg ligg i fjordbotnane) er grunnordet vanleg over heile landet. Som sisteledd har ordet i målføra no oftast bunden form -fjorden, men ikkje sjeldan finst variantar (som oftast går attende på gno. oblikve kasus) med ubunden form: -fjær (→ Åle- Kristiansand), -fær (Hauka-, Hord), -[fø] (Berfjord, Hord), -før (Grunn- og Grunnførfjorden Nordl), -vær (Ers-, Hord), -[vør] (Hogsvær, → Tysvær).

   Fjordnamn sms. med -fjord kjenner vi alt frå gno. tid, men i svært mange høve er det opphavleg usms. namn som i seinare tid har fått tillagt -fjord.

Som førsteledd i sms. er grunnordet lite nytta, men jf. → Firdafylke, Fjordgard, Fjærangen. Usms. brukt er ordet noko vanlegare: Fjǫrðrinn ‘Fjorden’ var i gno. tid nemninga for Trondheimsfjorden, gen. eint. ligg til grunn for namn som → Fjæra, → Fjære, og dat. eint. er opphavet for Fyrde, → Førde.

   I innsjønamn er fjord nytta som sisteledd i området frå Valdres og Land sørvestover til og med Sirdal og noko i SogFj og i N-Trl. Ordet er kjent i tydinga ‘innsjø’ alt frå ca. 1300, men har breidd seg særleg sterkt i innsjønamn i seinare hundreår, også til dels på kostnad av eldre usms. namn: Byglands-, → Rands-, → Tyri-. Som usms., Fjorden, blir grunnordet nytta i daglegtalen t.d. om Mjøsa.

Litt.: Indrebø 1924 s. 230-31. Jonsson 1966 s. 230-37. Rygh 1896. ON

  

NG:

gno. fjǫrðr m. (Gen. fjarðar, Dat. firði, Flt. firðir) 'Fjord'. En del af de af dette Ord kommende Gårdnavne sigte til Indsøer, hvorom Ordet endnu bruges søndenfjelds. I Regelen betegnes med dette Navn Gårde, som ligge ved Fjordens eller Indsøens Bund (Ende). Af de Former, hvori det bruges som Navn usms., er særlig at mærke den især på Vestlandet meget brugte

Dativform Firði, nu Førde (udt. Føre). Endvidere findes Fjære (særlig bekjendt som Sognenavn ved Grimstad) Og på enkelte Steder langt nord i Landet Fjær (til dels udt. Fjal, med tykt l); fra hvilken af Ordets gamle Bøiningsformer disse Navne udgå, tør være usikkert. Som andet Led i Navne kan Ordet antage endnu mere påfallende Former. Her findes ved Siden af

det vanlige -fjord, -fjorden også -fær -før, efter forudgående s forandret til -vær, -vør, f. Ex. Tysvær i Ryfylke, opr. Teitsfjorðr, udt. Tyssvør, — endvidere -fjær og i Nordland på nogle steder -for (lukt o). Med Undtagelse af de to sidste må også disse Former være udgåede fra Dativformen. f falder ofte bort i Udtalen i -fjord, når s går foran (Grønsjord for

Grønsfjord).

 

 

gno. fjós n. (Gen. fjóss, Flt. i Gårdnavne fjósar f.). I Gårdnavne usms., mest i Flt., og som første Led. Rimeligvis overalt sigtende til Sommerfjøs, som har stået på stedet, før det blev Gård medens det endnu kun benyttedes som Havnegang.

 

gno. flǫt f. (Gen. flatar, Flt. flatir) 'Flade, flad Strækning' (jfr. flet). Alm, brugt i Navne, nu Flat, Flot, Fløt. Sideformer flata f. (Gen. flotu, på Vestlandet), flati m. (Gen. flata) og en stærkt bøiet Hankjønsform flǫtr (Gen. flatar), hvis Nominativform dog tør være usikker (jfr. Fritzner).

 

gno. fles f. (Flt. flesjar) 'Skjær, som ligger i Vandskorpen og ofte overskylles'. I Gårdnavne til dels efter et sådant udenfor Gården liggende Skjær; andre Tilfælde må forklares deraf, at Ordet, ligesom sker, har været brugt om Partier af bar Klippe, som stikke op af Jordmark på Land. Usms. mest i Flt. Flesje (Flesjar). I nogle få Tilfælde søndenfjelds findes en allerede i MA. forekommende Sideform fres, se NG I s. 345.

gno. flet n. (Gen. flets, dannet af flatr, flad) synes i Stedsnavne, hvori det ikke sjelden forekommer, at betyde 'Flade, flad Strækning' (jfr. flate). Fra Oldn., ligesom fra det nuværende Folkesprog, kjendes det kun i forskjellige mere specielle Betydninger.

 

 

flu f (inkjekjønn ved Oslofjorden), av gno. flúð f. Ordet er i bruk langs heile kysten og tyder ‘overflødd, grunn stad i sjøen, til vanleg ikkje synleg’. Tydinga var den same i gno. Ordet er i slekt med flaum m og flod f, og grunntydinga er ‘stad det flør over’. No er det likevel stor skilnad i djupna på dei stadene som ber flu-namn. Ordet finst naturleg nok sjeldan i bustadnamn. NG nemner Flua i Varanger (NG XVIII s. 280) og Fluer ved Kragerø (NG VII s. 43). Som førsteledd i sms. flu-namn finn vi oftast namn på lokalitetar (gardar, øyar, nes og fjell), men også personnamn (Olsflua), fiskenamn (Seiflua, Hyseflua) og ord som uttrykker storleik, form og utsjånad.

Litt.: Hovda 1961 s. 48-50. Indrebø 1929 s. 214-15. Slyngstad 1951 s. 114-16. KA

gno. for f. (Gen. forar) 'Fure, Rende, Fordybning'; forekommer oftere i Gårdnavne, til dels skr. Får . I Navne er det til dels vanskeligt at skille fra fǫr f. (Gen. farar), der har været meget brugt som Elvenavn og gjennem denne Brug ofte er kommet ind i Gårdnavne; desuden, når det står som første Led, fra fura f. 'Furu' (se dette). Det kan også forvexles med Ford m., der i den sydlige Del af Stavanger Amt bruges om Vei over sumpigt Land og om Sumpe, der jevnlig oversvømmes af en gjennem dem løbende Bæk (se Aasen og Ross under Ordet).

 

gno. fólskn f. (Gen. fólsknar) er den gamle Navneform for Fosen (udt. Fó'sna), der nu bruges om flere Øer langs Vestkysten. Ordet, der ikke findes som Fællesord i Oldn., kommer åbenbart af fela, skjule, og har opr. lydt fólgsn; Betydningen må være 'Skjulested' (jfr. oldn. fylgsni, fylskni

n., der har samme Betydning). Ønavnene forklares vel rimeligst deraf, at Øen har havt en Havn, hvor man kunde ligge ubemærket af forbifarende Skibe (jfr. løynivágr, der bruges i samme Mening). Ordet ligger måske også til Grund for Gårdnavnet Fosnes, udt. med langt, lukt o, der findes på 3 steder (Stryn, Beitstaden, Fosnes i Namdalen), men Betydningen er her ialfald i de fleste Tilfælde mindre klar. Jfr. Thj. VSS. 1891 S. 181 f.

 

av gno. fors eller foss m. ‘Fos, Vandfald, brat nedstyrtende Vandstrøm’ (Aasen), laga til ei rot med tydinga ‘sprute, fyke’ Den eldre forma fors (førs) skal enno finnast i delar av Romsdal og på Sunnmøre, og vi har ho i Nordland og Troms, som på svensk språkområde. I delar av Indre Hardanger og Indre Sogn har ein fått analogt fleirt. fesse(r). Tydinga er sams over heile landet bortsett frå Nordøsterdalen og Øvre Gauldal, som viser samanheng med Sverige, der foss vanleg tyder ‘stryk’.

   Dei aller fleste namna på -foss er vanlege naturnamn, og svært ofte relasjonsnamn, t.d. Leirfossan (Nidelva, S-Trl) til gardsnamnet Leira, Mongefossen (Rauma) til gardsnamnet Monge. Men ofte fortel førsteleddet om læte, t.d. Låtefoss (Austdøla), Dynjanfossen (Arendalsvassdraget), opphavleg usms. Dynjandi, dvs. presens partisipp, som er ein svært vanleg måte å laga fossenamn på, eller utsjånad, t.d. Rjukanfossen < Rjukande, (→ Rjukan), Govfoss (Tya) om ein foss det ryk av, Skjørfoss (fleire stader i Hardanger) om kvitbrusande fossar med ujamt fall.

   I bustadnamn finst gamle samansetningar som Fossem < Forsheimr, Fossland (sørvestlandsk Fotland), som sisteledd og oftast yngre → Braskereidfoss, → Ulefoss. Usms. Foss og Fossen, Fosse (dat.), Fossan (fleirt.) er svært vanleg som gardsnamn i heile Sør-Noreg. I nokre sms. gardsnamn kan ein finne den avleidde forma -fyrsi n.

Litt.: Frøysadal 1953 s. 8-9. P. Hovda i MM 1945 s. 97-115. OS

  

NG:

gno. fors m. (Flt. forsar), Fos, allerede i MA. ofte skr. foss, som det nu udtales i Norge undtagen i Nordland, hvor den opr. Udt. har holdt sig. Meget ofte usms., i Ent. og Flt., om Gårde, som ligge nær en Fos. Gamle Sammensætninger findes, et Par med vin, mange med heimr. I de Egne, hvor sl nu udtales tl, bliver Foss- til Fott-, når l følger (Fottland for Fossland). Sammensat, som andet Led, undertiden i den afledede Form -fyrsi (-fyssi) n.

 

gno. fura f. (Gen. furu, Flt. furur) 'Furu' (Træ). I mangfoldige Stedsnavne, usms. og sms., i meget forskjellig Udtale, ligesom Tilfældet er med Trænavnet. Nogle sms. Navne synes at komme af et ligelydende Elvenavn. En enkelt Sammensætning med heimr kjendes, mulig også enkelte med

vin. Af Trænavnet er dannet fyri n. 'et med Furu bevoxet Sted', hvoraf ligeledes en del Gårdnavne.

 

 

tind, høgt spisst fjell

(også gáisi): tind, høgt spisst fjell

 

tind, høgt spisst fjell

vadested

NSL:

gard m, gno. garðr m. Ordet hadde i gno. opphavleg tydinga ‘gjerde’, ei tyding som enno er vanleg i norsk (skigard, steingard osv.). Men alt i gno. var det ført over på det inngjerde området og fekk dermed også tydinga ‘gard’. I denne tydinga kom det snart til å konkurrere ut det eldre bær, býr (→ bø) i dei fleste delar av landet. Dette lærer oss at gjerdet var eit konstituerande element i gardsskipnaden i gno. tid (jfr. òg → gjerde, → hage, → lykkje).    

   Grunnordet gard finst som som sisteledd i mange norske gardsnamn, kring 1000 etter NG. Det er særleg mange i dalbygdene på Austlandet, frå Østerdalen i aust til Numedalen i sørvest. I somme bygder, som t.d. Ål i Hallingdal, dominerer denne namnetypen sterkt. På Vestlandet, frå Telemark til Sunnmøre, er det derimot få.

   Førsteleddet i sms. namn på -gard er ofte eit personnamn, ikkje sjeldan kristne namn som Per, Pål, Lars, Jon, Margreta. Vanlege er òg namn sms. med yrkesnemningar: Snekkargard, Prestgard, Klokkargard, eller slike som Megard(en) (gno. Miðgarðr), Nygard(en) - Nygård(en).

   Usms. Garden - Gården er det berre heller få døme på, like eins Garder (fleirt. gno. Garðar), som høyrer heime på Austlandet.

   Førsteleddet i dei sms. namn på gard., lægjet og storleiken, saman med andre kjende historiske tilhøve gir grunnlag for å datere hovudtyngda av desse namna til kristen mellomalder. Det ligg nær å sjå dei mange namna på indre Austlandet i samanheng med ekspansjonen i busetnaden der frå vikingtida til kring svartedauden. Somme namn, t.d. av typen Nygarden, er frå nytida, nokre, som t.d. dei usms. Garder, kan sikkert vera frå førkristen tid. Ofte har slike sms. gardsnamn komme opp ved oppdeling av ein eldre modergard, såleis Slumbagarðr, Eiríksgarðr og Bessagarðr i Stjørdalen av ein eldre gard Eyjar.

   Nokre seternamn på gard finst, men dei aller fleste av desse setrane har nok før vore gardar. I somme strok av landet har stadnamna av denne typen forma -gar, -gał, jamvel om appellativet no er går, gåł.

Litt.: Beito 1949 s. 132-36. P. Hovda i KLNM V sp. 191-93. NG Indl s. 51 og i dei ymse fylkesbanda. Sandnes 1971 s. 38-53. JS

 

NG:

gno. garðr m. (Gen. garðs, Dat. garði, Flt. garðar) betyder opr. 'Gjerde', dernæst 'indgjerdet Jordstykke' og endelig 'Gård' (vel med Tanke på den  indgjerdede eller af Huse indesluttede Gårdsplads). Ved de enkelte Navne er det ofte umuligt at afgjøre, hvilken af disse tre Betydninger der ligger til Grund; når Ordet står som andet Led, vil det ialfald i Regelen være den sidste af dem. I Hallingdal afkortes det som andet Led ofte til -ga. I denne Stilling kan det, når første Led ender med s, forvexles med skarð, skor og skali, og er i Skrift ofte blevet forvexlet med dem. Sammensætninger med vin findes (Gerðin, Gǫrðin, hver af dem kun i et enkelt Tilfælde); her må dog mærkes, at disse kunde høre sammen med det eiendommelige, uforklarede Navn Gǫrð (nu Gol) i Hallingdal.

(eller gárgu) øyr, ør (av småstein og grus)

 

gno. gafl m ‘gavl, tverrvegg’. Som stadnamn oftast knytt til bratte bergvegger. Gavlen og Gavlane fleirt. er fjellnamn fleire stader. Gavlen er somstad namn på høge, framspringande nes, og fleire stadet er Gavlen namn på gardar som ligg under slike lokalitetar.

ende, spiss

 

vei

(i gen. geavgŋá) stryk, foss

eng, voll

eng, voll

1) kjøl, 2) lang, smal ås

 

→ gjel

gno. gil n. (Gen. gils, Flt. i Gårdnavne giljar f.), ’Kløft, Revne, Fure i Fjeld’. Nu mest udtalt Jel med lukt e eller Jøl. På enkelte Steder findes Hunkjønsformer, Gil f. og Gila f., med samme eller nærstående Betydning. Et Par Sammensætninger med heimr kan påvises, derimod ingen med vin.

 

NSL:

gjerde n, gno. gerði n, ei avleiing til gno. garðr (→ gard). Tydinga av gno. gerði var ‘inngjerdt jordstykke’. Slik blir gjerde, på Austlandet jorde, enno brukt, og denne tydinga ligg føre i dei aller fleste stadnamn med grunnordet gjerde.

   I gardsnamn finst gjerde usms. og som sisteledd i sms. namn kring 500 gonger. Namna er spreidde over heile landet, men er særleg vanlege i Møre og Romsdal, heller sjeldne på det eigentlege Vestlandet. Berre få av desse namna er frå førkristen tid, mange er frå kristen mellomalder, dei fleste likevel yngre. Av gamle namn på gjerde kan ein nemne bygdenamnet → Seljord (gno. Seljugerði) og den gno. hovdinggarden og kyrkjestaden Gjerde i Etne, Sunnhordland.

   Aller mest vanleg er likevel grunnordet gjerde i plassnamn og åkernamn, ofte da frå 1700- og 1800-talet. Som døme kan nemnest at gjerde er notert som grunnord i 35 plassnamn i Meldal, S-Trl. Førsteleddet er gjerne gardsnamn og ofte adj eller adv som Stor-, Sør-, Nord- og Ner-. Slike namn fortel om ei utvikling frå inngjerdt jordstykke til buplass.

   Forma (g)jorde som ein no finn på Austlandet vestover til Agder-fylka, kan vi følgje tilbake til mellomalderen («eith giorde» DN III s. 487, 1425, «eit giorde j Trøttisviik» DN II s. 570, 1445). Nær denne står former med å-vokal øvst i Gauldalen, S-Trl. I andre strok av Trøndelag finst a-vokal [ja:`łe]. JS

  

NG:

gno. gerði n. (Gen. gerðis), ‘indgjerdet Jordstykke’. Ofte i Gårdnavne, mest i nyere, men også i endel gamle. I Hallingdal findes det i Hunkjønsform, Gjerda. Søndenfjelds har Ordet, tildels allerede før Middelalderens Udgang, fået Vokalen o istedetfor e (giordi) og skrives nu alm. Jorde, Jordet; nordenfjelds udtales det tildels med o. Som sidste Led jevnlig afkortet til -gjerd (jær).

 

gjot eller gjote, gno. gjǫta f. (Gen. gjǫtu) kjendes ikke fra Oldn., men må være gammelt Ord. Betyder nu ‘langstrakt Hulning i Jorden, langagtig Græsplet mellem Bakker eller Klipper’(Aasen). Formen Gjot f. kjendes fra Stedsnavne i Østerdalen.

 

→ juv

 

gno. glenna f. (Gen. glennu) er ikke bevaret i Oldn., men kan med Sikkerhed antages at være gammelt. Betydning ’åbent Rum i en Skov, Græsplet mellem Klipper’. Findes ret ofte som Gårdnavn på begge Sider af Kristianiaf]orden og vestover til Nedre Telemarken.

 

gno. gloppa, gluppa f. (Gen. gloppu) kjendes ikke som Fællesord fra MA., men findes i Stedsnavne allerede i denne Tid. Betyder nu i Folkesproget efter Aasen: ’Hule, Kløft i Berg’, også ’brat Fordybning i Jorden’; desuden også brugt i enkelte andre beslægtede Betydninger (se Ross).

 

m. gap, hole, djup bergkløft, dalmynne

gamme, telt

heller, opning under noko

grop, søkk

rundaktig vik, bukt

stad der ein kan stiga opp (t.d. for vinterveg inn på land)

gno. gor n. forekommer i nogle Gårdnavne, udentvivl i den endnu kjendte Betydning: ’Søle, Dynd’. Sammensætninger findes med vin (Gorvin, Gyrvin) og heimr. Ellers brugt i andre Stedsnavne, særlig i  Sammensætningen Gortjern (Dyndtjemet).

 

fossefall

gno. grǫn f. (Gen. granar), ’Gran’ (Træ). Da Træet mangler i en stor Del af Landet, har Ordet ikke så udbredt Anvendelse i Gårdnavne, som de andre Navne på vore alm. Skovtræer. Adskillige Sammensætninger haves med vin og heimr (de første i gammel Form Grenin, Grǫnvin, Grǫnin, nu Greni, Grani, Grini, nordenfjelds Grenne og Grinni). Til det deraf afledede greni n., granbevoxet Sted, findes kun et enkelt Spor (se NG I S. 196).

 

gno. grandi m. (Gen. granda), ’Sandbanke, Grusbanke, helst ved eller i Vand’. I enkelte Gårdnavne, deriblandt også gamle, mest usms. og især nordenfjelds.

 

gno. grǫf f. (Gen. grafar, Flt. grafar og grafir), ’Grav’. Betyder gravet Fordybning overhovedet, frembragt ved Menneskers Arbeide eller af Naturkræfter. I Betydning af Grav for døde Mennesker findes dog Ordet sikkert aldrig i Stedsnavne. Nutidsformer Grav, Grov med åben Vokal, Grøv. Findes, men meget sjelden, sms. med vin (Grǫfin, nu Grivi i Bø i Telem.) og heimr (Grafeimr). I enkelte Tilfælde er af et som Gårdnavn brugt Grǫf allerede i MA. dannet en svag Form Grofa (vel udgået fra Dativen Grǫfu), hvoraf det nuværende Navn Grue (oplysende her er det af et Gårdnavn opståede Bygdenavn Grue i Solør, skr. Gravar i Gen. 1224 i DN. I 6, men Grofu i samme Bøiningsform 1347 i DN. IV 256 og fl. St. i RB., Grafu i Dativ 1321 i DN. V 60 og i Gen. ofte i 15de Årh.). Jfr. gróf.

 

Norr. grend f ‘grend’ er avleidd av granne m ‘nabo’ og tyder ‘samling av gardar som ligg nær kvarandre’. Grend er ofte brukt som sisteledd i sms. namn, og førsteleddet, primærnamnet, er da ofte namnet på ein gammal gard som er vorten skift i fleire bruk. Sør i landet er det vanleg å laga grendenamn også på → bø med eit gardsnamn som førsteledd. Bø tyder i slike høve det same som grend. (Olsen 1926 s. 80-83). Jf. → Mogreina. OBS

 

gno. grind f. (Gen. grindar og grindr, Flt. grindir og grindr), ’Grind, Ramme indfyldt med Gitterværk’. I de fleste af de mange heraf kommende Stedsnavne, og især i de nyere af dem, at opfatte om Grind som Lukke for et Led; altså et Sted, som lå i Nærheden af et Grindeled. I nogle Tilfælde synes det dog rimeligere at tænke på flytbare Grinders Anvendelse til Fold for Kvæg, som førtes fra det ene Sted af en Mark til en anden for at få den jevnt gjødet («grindgået» Mark). På Østlandet nu til dels udtalt Grin med lang Vokal. Forekommer på fl. St. sms. med heimr, derimod neppe med vin.

 

gno. grjót n. (Gen. grjóts, Flt. i Gårdnavne grjotar f.) 'Sten'. De fleste heraf dannede Gårdnavne have vel Hensyn til stenet Jordbund. I Stedsnavne nu i forskjellige Former, Grjot, Grot, Grøt. Sjeldnere usms., mest nordenfjelds og der altid i Flt., men meget ofte som første Led. Oftere sms. både med vin (Grýtin) og heimr. Af de i Stedsnavne forekommende afledede Ord er især at mærke Elvenavnet Gryta f. (Stenelven), Grýtingr m. og Grýtingr f.; de to sidste findes ofte som Gårdnavne, nu tildels i Formen Grøtting (Hankjønsordet vel i sådanne Tilfælde overført fra et Fjeldnavn og Hunkjønsordet måske fra et Elvenavn). I enkelte Gårdnavne findes et udentvivl beslægtet Ord Grut-, dette bruges nu i Norsk kun i Betydning af Grums, men i svenske Dialekter betyder dét: Grus, Småsten; af denne Betydninger kanske Anvendelsen i norske Navne at forklare.

 

gno. gróf f. (Gen. grofar), ’Bæk’. Ordet sigter særlig til den Fordybning eller Rende, som Bækken graver sig, og har sandsynlig også været brugt om andre Slags Fordybninger. Som Gårdnavn i Hallingdal, Numedal, Telemarken og på Vestlandet. Når man kjender Udtalen, skilles det alm. let fra grǫf derved, at det har lukt o.

 

grøde n ‘stad (mellom berg eller i skog) der det veks gras eller andre urter’, ia-avleiing til same rot som gno. gróðr/gróði m ‘gror, vokster’. I målføra vanleg utt. med stum d, stundom òg med bortfall av utlydsvokalen. Grøde blir særleg brukt som etterledd i naturnamn vest- og nordover frå Telemark til Trøndelag. Oftast karakteriserer grøde planterike stader oppe i fjellet, ikkje sjeldan fjellet sjølv. Førsteleddet er vanleg namnet på den dominerande planta, t.d. Kvanngrø, Ramsgrø, → Turtagrø.

   I gardsnamn er grøde sjeldan, særleg som sisteledd. I førsteleddet kan grøde vera vanskeleg å skilje frå gno. grjót n ‘stein’, dersom ein ikkje har eldre skriftformer som t.d. i Grøstad Lier, Busk, «or Grœdastadum» i 1307. OS

→ grot

fjellvidde, snaufjell

stryk i elv

vasspytt i skog som det veks sennagras rundt

skar, kløft, hakk

→ gard

fossefall

gno. hagfella f. (Gen. hagfellu), ’Risgjerde, Gjerde dannet af på hinanden lagte Stokke med Kvistene på’. Mest i nyere Navne nordenfjelds i Formen Hafella, udentvivl opr. betegnende Jordstykker, indhegnede med sådant Gjerde. På et Par Steder i Larviksegnen i den afvigende Form Hafallen (i Hagfalli RB. 49); på et enkelt Sted i samme Egn Intetkjønsord, Hagfellit, i gammel Form (DN. II 556).

 

NSL:

hage m, gno. hagi m ‘hage, krøtterhamn’. Den opphavlege tydinga har vore ‘inngjerdt jordstykke’ (→ gard og → gjerde). Grunnordet hage finst i ei rekkje norske gardsnamn, usms. i kring 230, som siste ledd i innpå 290 sms. namn (etter NG). Notidsformene er mykje skiftande: hage, hagje, haga (dat.) og jamningsformer som haga, håg(g)å, håv(v)å, med tilsvarande bundne former. Dei fleste slike namn har b. form.

   Somme av gardsnamna med grunnordet hage lar seg følgje tilbake til kristen mellomalder. Fleire er såleis nemnde i biskop Eysteins jordebok frå kring 1400. Svært få går nok tilbake til førkristen tid. Dei fleste er frå nytida.

   Enda meir vanleg har hage vore i åkernamn, marknamn, seternamn og plassnamn. I Meldal, S-Trl, var t.d. -håggån det vanlegaste av alle kulturgrunnord i plassnamn. I Gudbrandsdals-bygdene er slike plassnamn også vanlege, men ikkje særleg talrike.

   Dei aller fleste plassnamn med grunnordet hage fortel om bustader tekne opp i eldre hamnehagar. Førsteleddet gir ofte namnet eller yrket til plassmannen. Vanleg er også sms. med namnet på garden som plassen låg under, like eins namn som Kalvhåggån, Hesthåggån.

Litt.: Beito 1949 s. 173. E. Hovdhaugen i «Norveg» 1961 s. 193. NG Indl s. 52 og dei ymse fylkesbanda. Sandnes 1968 s. 50-80. JS

  

NG:

gno. hagi m. (Gen. og Dat. haga, Flt. hagar), ‘Havnegang’, opr. Indhegnet Jordstykke overhovedet og måske således at forstå i de ældste af de derfra stammende Gårdnavne. I disse har det nu meget forskjellige Udtaleformer omkring i Landet, ligesom Fællesordet. Hvor det nu udtales Haue, Haua, kan det være vanskeligt at skille fra de af haugr kommende Navne.

 

gno. hali m. (Gen. og Dat. hala, Flt. halar), ’Dyrehale’. Brugt i en del Gårdnavne, i hvilke det dels kan sigte til lang og smal, måske tillige krummet, Jordvei, dels til en langt fremskvdende Tunge af en Høide. Usms. og i Sammensætningerne Kattarhali (Katralen, se NG I S. 44), Refshali (nu Refsal, Refsalen), Standhali ('Ståhale', nu Standal). Jfr. rófa.

 

gno. hǫll f. (Gen. hallar, Flt. hallir) findes i flere gamle Gårdnavne, formodentlig i den Betydning, hvori det endnu på fl. St. findes i Folkesproget ’Helding, Li’ (Halle, Hallan, Hollan). Oftere i samme Mening i nyere Navne i Ent., Halla, Holla. Hǫll f. ’en Hal’, og hallr m. ’Sten’, kunne neppe sikkert påvises i Navne; derimod ere flere Gårdnavne dannede af Adj. Hallr ’heldende’ (deraf Sammensætning med vin og heimr, Hǫllin, Hǫllvin, Halleimr).

 

NSL:

hals m, dialektformer som [ha:ṣ, hæ:ṣ, heiṣ, hå:ṣ]. H. er eit svært vanleg grunnord i norske stadnamn, både bustad- og naturnamn, der det er eit jamføringsord til lekamsdelen. Slik blir hals jamt nytta om landtangar mellom vatn eller berg og om (låge) høgder, stundom òg skar, mellom to dalar, → Gravahalstunnelen. I øynamn karakteriserer hals ofte eit lågt midtstykke mellom haugar på endane, eller ei innsnevring av breidda på øya, t.d. i den vanlege avleiinga Halsna. Også innsnevringar i fjordar og sund kan bli kalla hals. I → Halsa MogR. er hals sms. med → vin f. OS

 

NG:

gno. hals m. (Flt. halsar), ’Hals’. I Stedsnavne vel altid sigtende til Ordets overførte Brug om lavere Høider, som skille mellem to Dale, og om smalt Jordstykke mellem to Vande eller mellem Klipper; mulig også bragt om en fra en større Høide fremspringende lavere. Findes sms. med vin (Hǫlsyn), men ikke med heimr. Afledet deraf det på Vestlandet på flere Steder forekommende Ønavn Halsna, om Øer med høiere Endepartier, forbundne ved et lavere Mellemparti.

 

 Sjå òg http://www.norna.org/sites/default/files/nonelex/-hals.pdf

NSL:

hamar m, gno. hamarr m, dat. hamri ‘berghamar’, vanleg grunnord i namn på fjell og berg som har minst ei bratt side. Ut frå bruken av naturnemninga h. er grunnordet vorte mykje vanleg i namn på gardar som låg på, ved, eller under ein berghamar: Ham(m)ar, Håmmår, dativformer som Hamre, fleirtalsformer som Hamre, Hamran (b. form). Som sisteledd i sms. namn kan hamar vera redusert til former som -am, -åm, t.d. → Haram, Åram av gno. Arahamarr ‘ørne-hamaren’. I gardsnamn finst det døme på sms. med -vin (Hemrin, Hemre) og -heim (Hamrem). Grunntydinga av ordet hamar var ‘stein’ (jfr. at ordet i denne tydinga er ført over på reiskapen, stein-hamaren). Om denne meir allmenne tydinga kan liggje føre i somme av dei eldste gards- og andre stadnamna sms. med h., er like vel uvisst. JS

 

NG:

gno. hamarr m, (Gen. hamars, Dat. hamri, Flt. hamrar), ’Hammer’. I Stedsnavne ialfald oftest efter Ordets Brug om en steil Klippe, Bergvæg; om noget af dem udgår fra Betydningen: Sten, som antages at være den oprindelige, og som ikke sikkert kan påvises i Oldnorsk, bliver uvist. Meget alm. i Gårdnavne. Som andet Led undertiden afkortet til -am eller -åm, -om (Åram, opr. vistnok Arahamarr ’Ørnehammeren’; Haslum, udt. -åm, for Haslhamarr, i Frogn). Går i sådanne Tilfælde en Vokal foran, kan ved Sammendragning af Vokalerne den gamle Form blive endnu stærkere afkortet, som i Knem i Strømmen, opr. Knéhamarr. Findes sms. med vin (Hemrin) og heimr.

 

 

 

gno. hǫfn f. (Gen. hafnar), Havn. Findes i Stedsnavne i to Betydninger:

1) Havn for Skibe og Både,

2) Havnegang,Græsgang.

Som første Led undertiden, når Vokal følger efter, i Genitivform, Hafnar- (nu Havner-).

 

gno. hasl m. (Gen. hasls, Flt. haslar), ‘Hassel’ (Træ). Som første Led til dels vanskeligt at skille fra Mandsnavnet Atli og forskjellige med Asl- begyndende Personnavne, fordi Gårdnavne, der have dem til Forled, nu gjeme udtales med h foran Begyndelsesvokalen (Halvemål). Endvidere er at mærke, at Gårdnavnene Hasle, Hosle og adskillige af de med Hasl-, Hosl- begyndende Navne blot indirekte stamme fra Trænavnet, gjennem Elvenavnet Hasla. Findes sms. med vin (Heslin) og med heimr. Det af Trænavnet afledede hesli n. ’Sted bevoxet med Hassel’ (se Norske Gårdnavne Indl. s. 31) er også alm. i Gårdnavne; deraf er bl. a. at forklare det fra Lister til Søndhordland meget alm. Gårdnavn Hetland, opr. Hesliland, ved Dissimilation ændret til Hesland og videre til Hetland, eftersom sl i disse Egne regelmæssig bliver til tl.

 

gno. hǫttr m. (Gen. hattar) ‘Hat’. Er meget brugt om Fjeldnavn, og ligger i denne Anvendelse til Grund for endel Gårdnavne; andre derimod, f. Ex. Hattestad (Hastad), ere at forklare af et Mandsnavn Hǫttr, der nu kun kjendes fra Gårdnavne (jfr. NG I s. 301).

 

NSL:

haug m, gno. haugr m ‘haug’, som språkleg er nærskyld med adj høg, gno. hór, hár (germansk *hauga- i veksel med *hauha-), svært vanleg grunnord, sms. og usms., i norske gardsnamn og andre stadnamn. Haug er m.a. gard og sokn i Ringerike komm, Busk og i Øvre Eiker komm, Busk, gard og tlf. i Leka komm, N-Trl. Hauge, dat. eint. (gno. Haugi) er gard og sokn i Lærdal komm, SogFj, og mange andre stader, ofte med noko avvikande uttaleformer [hå:`je] o.l. På Austlandet går Hauge ofte tilbake på ub. fleirt., gno. Haugar. Denne gno. forma ligg også til grunn for Hauger. Bundne former som Haugen (eint.) og Haugan(e) (fleirt.) er òg mykje vanlege. I gamle gardsnamn og ein del andre stadnamn har grunnordet nokre gonger tydinga ‘gravhaug’.

   I naturnamn finst h. brukt som grunnord mest om lægre høgder, nokre få gonger i namn på høge fjell, t.d. → Heimdalhaugen (1160 m) i Grong komm, N-Trl. JS

 

NG:

gno. haugr m. (Gen. haugs, Dat. haugi, Flt. haugar), ‘Haug, Forhøjning’. Bruges både om naturlige Høider, Jordhauger og Fjeldtoppe, og om sådanne, som skylde Mennesker sin Tilblivelse, f. Ex. Gravhauger. Fra alle disse Betydninger udgå Gårdnavne. Som andet Led ofte udsat for stærk Afkortning (Nasu for Nashaugr i Vang Hdm., Halse, ældre Halså, for Halshaugar, ved Mandal). Kan forvexles med hǫgg, ’Hugst’, og som andet Led med hǫfuð og hǫfði. Findes sms. med heimr, men ikke med vin.

gno. hauss m. (Gen. hauss, Dat. hausi, Flt. hausar), ‘Hovedskalle’. I afledet Betydning om rundagtige Fjeldknatter, brugt især om Skjær og Fjelde, men også i Gårdnavne. Ofte i Navne urigtigt skr. Haugs, som om det kom af haugr; som første Led i Skrift undertiden forvexlet med hús.

 

hav gno. haf n, gen. eint. hafs. Til same rot som heve vb, eigentleg tyding ‘det som lyfter seg (om det opne havet)’ (sjå Thorson). Tydinga i namn (særleg ute på sjøen) er oftast ‘fiskeplass, fiskegrunn’ (mest brukt i N-Noreg), men òg ‘innhav’ («avgrensa innskjering av eit osean» Thorson). I namn som Havstein(en) hører førsteleddet truleg direkte til same rot, men ikkje til hav ‘sjø’.

   Som sisteledd i sms. er hav nytta i b. eint. (-havet) i namn på fiskegrunnar frå Rog - Finnm (særleg i N-Noreg er det mange slike namn): Sira-, Bømla-, Svinøy-, Træn-, Lofot-, Hekking-, Lopp-. Førsteleddet er oftast andre stadnamn. Eit fjordnamn (og nyare administrativt namn) har òg hav som sisteledd: Innhavet. Som førsteledd finst hav i ein del skjernamn, men er elles sjeldan, → Havøysund, → Havsåsen. Usms. som namn er hav ikkje nytta. Namn laga med hav er vanskelege å tidfeste, men rimelegvis er dei ikkje så mange hundre år gamle.

Litt.: Hovda 1961 s. 18-34 og KLNM VI sp. 255-56. P. Thorson i MM 1962 s. 157-59. ON

→ hamn

gno. heggr m. (Gen. heggs, Flt. heggir), ’Hæg’ (Træ). Både usms. (sjelden i Flt.) og i Sammensætning som første Led i Navne. I sidste Tilfælde er det tildels Elvenavnet Hegga, som ligger til Grund, og i nogle Navne, som Hegstad, måske Mandsnavnet Heggr, der kjendes fra Islands ældste Tid (Landn. 318. Egils Saga Kap. 11) og altså vel er opr. norsk, mulig også Mandsnavnet Heðinn. Mange Sammensætninger med vin (Heggin) og heimr.

 

NSL:

hei f av gno. heiðr f (gen. eint., nom./akk. fleirt. heiðar, dat./akk. heiði) ‘ubygd land, særleg lågtliggjande, skoglause marker’. Ute ved kysten blir h. mange stader brukt om lågtliggjande lyngvaksne flater eller store, snaue kollar, t.d. Heia, lita øy i Hvaler, Østf og Baneheia i Kristiansand, V-Agd.

   Som sisteledd i gardsnamn finst h. særleg på Sør-Vestlandet, Sørlandet, i Tel og Nordl. Usms. er grunnordet spreidd over heile landet i former som Hei´a (i skrift også Heien), Hei`e fleirt. eller dat. eint., Hei`er, Hei`an(e). Vanlegast er likevel hei som naturnamn, særleg langs kysten.

Litt.: J. Sandnes i Namn i fjellet s. 24-25. OS

 

NG:

gno. heiðr f. (Gen. og Flt. heiðar), ’Hei, ubeboet, skovløs og jevn Strækning’, ofte, men langtfra altid, med Bibegreb af høi Beliggenhed; særlig om lyngbegroede Flader. Flere Sammensætninger med heimr findes (Heiðeimr, Heiðareimr, det sidste nu Hedrum, Herum), derimod neppe nogen med vin.

NSL:

heim av gno. heimr m. Vanleg sisteledd i sms. gardsnamn i Noreg (kring 1000 namn), utbreidd, men mindre vanleg, også i dei andre nordiske landa (kring 200 i Sverige, litt færre i Danmark, nokre få på Island). Finst òg i andre germanske land.

   Det nøyaktige tydingsinnhaldet i sisteleddet -heimr er noko uvisst. Etymologisk hører det visst i hop med gresk keĩmai ‘ligg’. Tydinga har vel da i eldste tida vore ‘liggjestad, opphaldsstad’. Kanskje har namn på heim i eldste tida vore brukte om bygder eller større område. Nokre einstaka gamle heim-namn av dette slaget finst også i dei germanske landa, m.a. på tysk grunn (såleis namnet Böhmen) og i Noreg (→ Trondheim, landskapsnamn, → Jessheim, → Modum og nokre få andre bygdenamn). Frå bruken av heim om bustaden til ei noko større folkegruppe kan utviklinga ha gått til ‘bustad’ i den trongare tydinga ‘gard, ættebustad’. Etter kvart har så tydinga ‘einskildgard, heim’ komme klårare fram, jf. namn som Søreim, Oppeim, Meleim (gno. Meðalheimr ‘midtgarden’).

   I Noreg endar heim-namna i uttalen no mest på -em, -om, -øm eller -åm på Austlandet, utan i dei øvre dalbygdene som har -eim. Den siste endinga er også den vanlege på Vestlandet frå Sunnmøre og sørover (nokre stader berre -ei), såleis òg i Valdres. Somme stader på Sunnmøre og overalt vidare nordover i landet endar heim-namna vanleg på -em, med nokre få unntak som -an. I somme høve kan heim-namn no vera vanskelege å skilje frå dativ fleirtalsnamn.

   Alt i gno. tid vart sisteleddet -heimr vanleg skrive utan h (-eimr). I nyare tid har namna tradisjonelt ofte vore skrivne -um, m.a. som familienamn, også i landsdelar der dette ikke svarar til uttalen.

   Heim-namna finst mest alle stader i landet, men er mindre vanlege i somme område, såleis kring Glomma nord for Romerike, i Telemark og på Sørlandet og i heile Nord-Noreg. Svært mange er dei m.a. i dei indre trøndske bygdene og på Opplanda.

   Førsteleddet i dei sms. heim-namna er praktisk tala aldri eit personnamn (motsett t.d. → stad), men ofte ord som siktar til lægje eller omgivnad: Oppeim, → Hoem (av adj hór ‘høg’), Meleim, Søreim, → Seim - Sem (gno. Sæheimr ‘sjø-garden’), → Skaugum - Skorem (båe med gno. skógr ‘skog’ til førsteledd). Ofte finn vi namn på dyr, fuglar eller plantar: Fiskum, Musem, Fuglem, Askeim. Men i slike høve har namngjevinga ofte gått vegen om eit elvenamn av typen Fiska, Musa. Nokre gonger har førsteleddet samband med heidensk gudsdyrking: Gudum, Helgeim (til heilag), Næreim (gno. Njarðeimr, til Njǫrðr).

   På Island finst, som før nemnt, berre nokre få heim-namn, mest sjablonaktige, som Vindheimar, Sólheimar. Dette tyder på at namneklassen ikkje lenger var særleg produktiv i vikingtida. I same lei peikar mange andre tilhøve: Heim-gardane er store, ligg i landskyld på 1600-talet godt over middelen. Dei berga seg etter måten godt gjennom øydetida i seinmellomalderen. Mange har vorte kyrkjestader eller bygdesentra. Særleg kan ein merke seg at det ofte er gjort gravfunn frå eldre jarnalder på heim-gardane, slik t.d. på Jæren, i Inntrøndelag og Namdalen. Etter dette kan ein truleg leggje hovudtyngda av namneklassen til romersk jarnalder og folkevandringstid (kring Kr. f. -600 e. Kr.). Men einstaka namn, særleg da det vanlege → Solheim, kanskje også slike som Søreim, Meleim, Oppeim, Vindeim, kan vera yngre, kanskje ofte frå vikingtida.

   Frå kring midten av førre hundreåret har h. vorte mykje brukt til å laga namn på ungdomshus og skolar (Vonheim, Allheim), villaer og hytter (Åsheim, Solheim, Bergheim).

   Litt. Noreg: P. Hovda i KLNM VI sp. 294-98. NG Indl og dei ymse fylkesbanda. Olsen 1926, særleg s. 145-63. M. Olsen i NK V s. 28-29. J. Sandnes i Heimen XIV (1967) s. 9-15. - Danmark: Hald 1942 og Hald 1965 s. 56-67. - Sverige: G. Franzén i NK V s. 127-31. Ståhl 1970 s. 73-76. JS

 

NG:

gno. heimr m. (Gen. heims. Flt. heimar) har i Oldn., ligesom i det nuv. Folkesprog Betydningen: ’Bosted, Sted, hvor man har sit Tilhold’. Denne Betydning er det vel også rimeligst at søge i Ordet i de mange Stedsnavne, hvori det findes; ialfald kan det ikke i disse betyde ’Familiehjem’, som man nu tildels synes at antage. Usms. findes det kun i to Tilfælde som Gårdnavn (Sand Ryf. og Hevne); derimod er det meget alm. brugt som andet Led i sms. Navne. Antallet af Tilfælde, hvori sådanne Gårdnavne forekomme eller vides at have forekommet i Norge, er omkring 1000. (Ved denne, som ved flere lignende Optællinger i følgende Artikler, er hver enkelt Forekomst af Navne, der oftere vende tilbage, som Sóleimr, regnet med i Tallet.)

   De med heimr dannede Navne høre utvivlsomt til de ældste af vore sammensatte Gårdnavne. De synes aldeles ikke at forekomme i de i Vikingetiden opståede norske Kolonier i Vesten. På det ligeledes i Vikingetiden bebyggede Island er der nogle få af dem, hvoraf enkelte (Sólheimar på et Par Steder, Vindheimar, Meðalheimr) nævnes allerede i Sagaer. Selv om disse Navne skrive sig fra Landnamstiden og ikke ere optagne senere i Efterligning af norske Navne, stå de dog som rene Undtagelser blant den store Masse af gamle islandske Gårdnavne. Mam må derfor have Eet til at slutte, at Brugen at danne Gårdnavne med heimr var ophørt i Norge eller var ved at ophøre allerede ved Vikingetidens Begyndelse, og at følgelig de allerfleste Navne af denne Klasse må tilhøre en ældre Tid.

   I MA. skrives disse Navne dels i Entals-, dels i Flertalsform, hyppigst i den sidste, men Skrivebrugen er i denne Henseende meget vaklende; i Nutidens Udtale har Flertalsformen ikke efterladt sig noget Spor. h’et i heimr findes allerede i de ældste norske Diplomer og Jordebøger kun undtagelsesvis skrevet i Navne. Det har altså allerede i den senere Middelalder ikke været hørt i Udtalen; når det af og til skreves, var det, fordi man vidste, at det

skulde være der. Heller, ikke nu høres det i ægte, uforfalsket Bygdeudtale, bortseet fra de mange i den sidste Tid nylavede Navne på -heim, som Alfheim, Åsheim, Fridheim osv.

   Første Led i de mange med heimr sms. Navne kan ikke i noget Tilfælde med fuld Sikkerhed påvises at være en Persons Navn eller Tilnavn. Oftest er det Ord, som sigte til Gårdens Omgivelser, Grundens Beskaffenhed og deslige Forhold. Ikke sjelden er det Trænavne eller Plantenavne, Elvenavne, Dyrenavne eller Adverbier, som betegne Gårdens Beliggenhed i Forhold til andre Steder (Suðreimr, Vestreimr, Uppeimr osv.). I enkelte Tilfælde findes Forled, som synes at antyde, at Stedet havde en religiøs Betydning eller stod i Forbindelse med en bestemt Guds Dyrkelse (Helgeimr, Guðeimr, Njarðeimr eller Njarðareimr, Baldrseimr).

   Første Led har oftest det vedkommende Ords Stammeform; men det er ikke sjeldent, at Genitivformen er brugt. Samme Ord kan på forskjellige Steder findes sms. med heimr både i Stammeform og Genitivform; således findes Aspareimr og Aspeimr, Bjarkreimr og Bjarkeimr, Bjarnareimr og Bjarneimr, Geitareimr og Geiteimr, Heiðareimr og Heiðeimr, Njarðareimr og Njarðeimr, Skógareimr og Skógeimr, Sævareimr og Sæeimr.

   De med heimr sammensatte Navne forekomme over det hele Land, men ikke lige hyppigt overalt. På enkelte Steder er der påfaldende få, i hele Glommedalen ovenfor Romerike (intet i Nordre Østerdalen), i Nedenes og Lister og Mandal Amter og i Nordland. I de øvrige Landsdele må de overalt siges at være ret hyppige, om end ikke ganske jevnt fordelte.

   I Nutidens Udtale har dette Sammensætningsled antaget mange forskjellige Former. I den allerstørste Del af Østlandet er Udtalen nu -óm, -åm, -øm, (Skriftform um eller i enkelte Tilfælde -im). Disse Udtaleformer bruges også længere vestover til og med Lister og Mandal Amt. Fra Stavanger Amt til og med Søndmør er den vanlige Udtale -eim (også alm. skr. således); samme Udtale bruges også på Østlandet i Lom, Skiåker, Valdres og Hallingdal, samt i den øvre Del af Numedal, på det sidste Sted dog vexlende med -em. Allerede på Søndmør høres tildels ligeledes -em, og denne Udtale er den herskende overalt nordenfjelds, ligesom også i den største Del af Nordre Gudbrandsdalen. På nogle Steder siges -ei istedetfor eim; dette er Tilfældet i den midtre Del af Valdres, i Jæderen og Dalene og i nogle få Bygder i Søndhordland. På et enkelt Sted, i Eggedal og i den nordre Del af Sigdal Hovedsogn, findes en endnu stærkere Afkortning, til e. Desuden er der hist og her enkeltvise Undtagelser fra de ovenfor opstillede Hovedregler; disse Undtagelser synes ialfald oftest at grunde sig på særegne Lydforhold i det enkelte Navn. Hvor første Led ender på en Vokal eller ved Bortfalden af en opr: udtalt Konsonant er kommet til at ende således, kan Navnet blive stærkt sammentrukket. Således i det hyppige Sæeimr, der nu lyder Seim, Sem, Sæm (i det nordenfjeldske og Nordre Gudbrandsdalen tildels, efter en gammel Sideform Síeimr: Sjém eller Sim); endvidere i Vadeim i Sogn, ndt. Veim, Råeim i Indre Holmedal, udt. Røim og adskillige lignende Tilfælde.

 

 

 

 

 

 

 

gno. hella f. (Gen. og Dat. hellu, Flt. hellur) ’Helle’. Brugtes i det gamle Sprog, og derefter i Stedsnavne, ikke blot, som nu, om en flad, nogenlunde tynd Sten, men også om fladt Berg, flad Klippegrund. Stedsnavnene ere vist for det meste at forklare af den sidste Betydning. Usms. bruges det mest på Vestlandet. I Navne er det ofte meget vanskeligt at skille det fra forskjellige andre Ord: hellir ’Hule’ (se dette). Adjektiverne hallr ’heldende’, og heilagr ’hellig’, Personnavnene Halli, Herleifr, Herleikr, Helgi, Helga.

 

gno. hellir m. (Gen. hellis, Flt. hellar) ’Klippehule, Skjul under en udoverhængende Klippe’. Forekommer ret ofte i Stedsnavne i de samme stærkt afvigende Udtaleformer, som Fællesordet nu har i forskjellige Egne (som Hellar, Heller, Heddar, Hillar, Hiller, Hallar). I Sammensætning vanskeligt at skille fra forskjellige under foregående Artikel anførte Ord; således kan det være umuligt at al'gjøre, om Navnet Helleimr kommer af hella eller hellir, eller om nuv. Helland, Helleland er at forklare af hella, hellir, Helgi, Helga eller heilagr.

 

Hesten er eit mykje vanleg jamføringsnamn på fjell, også som sisteledd i sms. namn. Mange andre dyrenamn er òg nytta som fjellnamn, såleis t.d. → Geita, → Havren, → Ruten. Hest- som førsteledd kan i somme høve komma av gno. hæstr ‘høgast’, jf. òg det usms. fjellnamnet Hest i Sirdal.

 

hette f → hytte 2

 

gno. hjarta n. ’Hjerte’; findes i Gårdnavne, der grunde sig på, at Gården ligger ved en Situation, som efter sin Form kan sammenlignes med et Hjerte. Som Exempel kan tjene Hjertvik i Akerø, Romsdalen, benævnt efter et i Viken liggende Skjær Hjertet. Oftest i Navne på Øer, Hjartøen, Hjartholmen; i en stor Del af Landet nu gået over til Hjert. Mange af de med Hjart-,Hjert- begyndende Navne ere dog af anden Oprindelse; ialfald må en del af dem'komme af Dyrenavnet hjǫrtr ’Hjort’.

 

gno. hjallr m. (Gen. hjallr, Dat. hjalli, Flt. hjallar) brugtes i det gamle Sprog og bruges endnu i forskjellige Betydninger, der kunne sammenfattes i Begrebet ’noget fladt, som ligger høit’. Således om Fiskehjell, Tjærehjell, Fjøshjell, en Hylde på en Væg, et fladt ophøiet Parti på lavere Grund, en flad Afsats i en Li eller en Fjeldside (en Terrasse). Fra de to sidste Betydninger udgår en vidstrakt Anvendelse i Stedsnavne. I disse findes også en svagt bøiet Form hjalli (Gen. og Dat. hjalla, Flt. hjallar), der ikke kan sees at have været brugt i andre Betydninger end de to sidstnævnte. På de fleste Steder lyder Navnet nu Hjell, men har forøvrigt på sine Steder afvigende Udtaleformer: Kjæll, Kjædl (i Stavanger Amt, der tildels skr. Tjell, i Orkedalen og i Guldalen), Hil med langt, lukt i (Stjørdalen), Hell med lukt e (andre Steder i Indherred); det oprindelige Hjall er bevaret i Hallingdal og Numedal. Findes sms. med vin (Hillin, Hyllin, måske også Hellin) og med heimr.

 

gno. hjalmr m. (Gen. hjalms, Flt. hjalmar) ’Hjelm, Stak’. De mange fra dette Ord stammende Gårdnavne ere dels direkte at forklare af Betydningen Stak (Kornstak, Halmstak, Høstak, Løvstak, Torvstak), dels af Ordets Brug som Navn på Høider, der kaldtes så efter Lighed i Form med en Hjelm eller en Stak; Ordet findes virkelig også endnu brugt som Egennavn på Fjelde og på høie Øer. I Gårdnavne hovedsagelig brugt som første Led. Enkelte af de Navne, som efter Formen kunde henføres hertil, må skrive sig fra Mandsnavnet Hjalmr, andre fra et Elvenavn Hjalm eller Hjalma, endnu bevaret i den sidste Form i Eidfjord i Hardanger (udt. Jølmo). Ingen Sammensætning med heimr, derimod et Par med vin (Hilmin, Helmin). Sædvanlig er Ordet i Navne nu gået over til Hjelm-, men mange afvigende Udtaleformer findes: Jel-, Jøl- (begge disse Former foran et med Konsonant begyndende andet Led), Jam-, Jem-, Jom- (åbent o). I de sidste Former kan m foran s ombyttes med n, hvorved fremkommer Jens, Jøns-. Hvor Hj- i Begyndelsen af Ord udtales hårdt, omtrent som Kj-, skrives tildels (i Stavanger Amt) Tj -: Tjelm-, Tjam-, Tjem-, Tjom-, Tjens-. Hjalm- er bevaret i Udtalen i Hallingdal, jfr. Thj. VSS. 1891 S. 191 ff.

 

gno. hǫgg n. (Gen. hǫggs), Hug; synes i Stedsnavne ialfald oftest atbelyde ’Hugst, Adgang til at hugge Trævirke’. Tildels sms. med Ord, som betegne Trævirkets Art, f. Ex. Skafhogg, Vandhogg (af vǫndr, myg Kvist, se NG NG I S. 137). På enkelte Steder udtalt Haugg og da- let forvexlet med haugr. I enkelte Tilfælde mulig i Betydning af Fjeldkløft (Indhug i Fjeld; jfr. den bekjendte Kløft Jutulhogget i Østerdalen). Et Par med Hoggan- begyndende Navne komme antagelig af et Elvenavn Hoggvandi ’den huggende’. I samme Mening som det første hǫgg forekommer i nyere Navne Hogstr, Hogst (også udt. med ø).

 

NSL:

hol m, gno. hóll m (gen. hóls, dat. hóli, fleirt. hólar) ‘isolert haug eller høgd, helst rundvoren’; blir vanleg oppfatta som utvikla av eldre *hóall, laga med all-suffiks til gno. hór adj ‘høg’. Same ordet er nyno. dial. hol(e) m. Grunnordet hol finst i ei rad med gardsnamn, sms. og usms., i former som → Hol, Hol´en, → Ho`le (dat. eint. eller nom. fleirt.), Ho`lan (b. fleirt.), Ho`lo(m) (dat. fleirt.). Uttalen er med trong o og «tjukk l» der denne er i bruk. Ei anna form, med same opphav og tyding, er kvål m, gno. hváll. Forma blir forklart som oppstått av *hóall > *huáll gjennom aksentomkasting.

   Forma hol er mest brukt på Austlandet sørvestover til Buskerud-Vestfold og vanleg i det nordafjelske frå Møre-Romsdal og nordover, kvål mest frå Telemark sørover og på Vestlandet. Andre notidsformer for gno. hváll er hvål og hval, som finst på Austlandet. Delar av Buskerud og Telemark har gvål, frå Innherad er kjent kål.

Litt.: Indrebø 1951 s. 117. NG Indl. s. 55. Seip 1955 s. 107. JS

 

NG:

gno. hóll m. (Gen. hóls, Dat. hóli, Flt. hólar) og det ligebetydende hváll (Gen. hváls, Dat. hváli, Flt. hválar), isoleret Høide, helst en rundagtig. Den sidste af de to Former synes nu i Norge kun at være bevaret i Stedsnavne. Den første er mest brugt i den østre Del af det Søndenfjeldske og nordenfjelds, den sidste i den vestre Del af det Søndenfjeldske og på Vestlandet; de forekomme dog på flere Steder om hinanden i de samme Bygder. Hóll findes i enkelte Sammensætninger med vin og heimr. De almindeligste Nutidsformer af hváll er Hval, Hvål, Kval, Kvål; kun på enkelte Steder høres Gvål og Kål (det sidste i Indherred), de to sidste ikke eller kun undtagelsesvis brugte i Skrift. Begge Former i Navne mest usms. Kan forvexles med Dyrenavnet hvalr (i Navne næsten blot som første Led), med váll og vaðill. — En Sideform, vel yngre, af hóll er Hole m., der efter Aasen (jfr. Ross) bruges søndenfjelds i Betydning af langagtig Forhøining, Jordryg mellem dybe Hulninger eller Bækkeløb (i Hallingdal om en liden Skovstrimmel, en Lund); dette Ord findes i Stedsnavne i den sydøstligste Del af Landet og i Øvre Guldalen.

 

 

gno. hol n. (Gen. hols) ’Hul’. Findes i mange Gårdnavne, der dog alle synes at skrive sig fra nyere Tid; mest brugt søndenfjelds.

 

gno. hola f. (Gen. og Dat. holu) ’Hulning, Fordybning’. Meget almindeligt i Navne over det hele Land; de fleste af dem synes dog at være temmelig unge. Forekommer i mange forskjellige Udtaleformer, af hvilke særlig er at mærke Ligedannelsesformerne Hølu, Hølo, Holo (den sidste med lukt Vokal i begge Stavelser; i bestemt Form Holoa og i Dativ Holone, gammelt Holunni).

 

 

Hollender- i stadnamn, vanleg i namn som Hollenderholmen, Hollendervika på kysten, skriv seg i dei aller fleste høve frå den hollandske eller nederlandske skipsfarten og trelasthandelen på Noreg på 1500-, 1600- og 1700-talet. Såleis også med Hollenderberget i Moss komm, Østf.

NSL:

holm og holme m, gno. holmr og holmi m, til ei rot *kel- ‘reise, heve seg’. I dag har holm(e) to hovudtydingar som grunnord:

1. Omflødd stad, lita øy.

2. Vel avgrensa, oftast opphøgd plass på land, haug, oftast med våtlende omkring (jfr. ei vidare tyding hos Aasen).

Utt. i målføra varierer rundt [hål`me, hæł`me] og med l-bortfall på Indre Agder og i Vest-Telemark [ho:`me]. Den linne forma er vanleg i mesteparten av landet bortsett frå delar av Vestlandet, særleg Nord-Vestlandet, der ein enno kan ha sterk form [hålm, håłm]. Stadnamna viser likevel at holm har vore allmenn i andre delar av landet før: Holmsbu i Oslofjorden, Holmen (einstavings tonelag) Nordmøre, såleis òg i Valdres.

   Holm er svært vanleg i norske natur- og bustadnamn, der vi kan finne former som Holm sokn i Rauma komm, MogR, Hol`me (dat. eint.) vanleg gardsnamn, Holmen sokn i Asker komm, Akersh, Holman(e) vanleg naturnamn. Dessutan er holm ofte førsteledd i samansette namn, t.d. → Hol`men villastrok i Oslo, eigentleg ei sms. med →vin f. Som sisteledd er holm særleg mykje nytta i naturnamn. Utmerkingsordet er da ofte eit adj: Storholmen, Raudholmen, Langholmen, eller andre ord som viser til form el. utsjånad, ofte er det òg relasjonsord, t.d. Haugaholmen utafor garden Haugen. OS

 

 

NG:

gno. holmr m. (Gen. holms, Flt. holmar) og holmi m. (Gen. holma, Flt. holmar) brugtes og bruges som bekjendt om små Øer. Desuden findes det i Betydning ’en Plet, som adskiller sig fra den omliggende Grund’, som en Jordplet på en Klippe, en Græsplet i en Ager, et Stykke uslået Eng (Aåen). Den sidste Række af Betydninger ligger utvivlsomt til Grund for en meget stor Del af de mangfoldige Gårdnavne, hvori dette Ord forekommer, tildels åbenbart meget gamle Navne. Sammensætninger findes både med vin og heimr. Mest brugt usms.; af de sms. Navne, hvori Holm- er første Led, skrive nogle sig fra det i MA. meget almindelige, endnu i Smålenene og på Romerike brugte Mandsnavn Holmr, andre, som Holmedal, fra et Elvenavn Holma eller Halma.

 

 

NSL:

holt n, gno. holt n ‘liten skog, skogkrull, lund’ som ser ut til å ha vore den opphavlege samgermanske tydinga, jf. tysk Holz som òg kan ha denne tydinga. Til ei rot *kel- ‘skjere av, bryte av’. På Nord-Vestlandet, i Vest-Trøndelag, Nordland, Gudbrandsdalen og Valdres er holt hankjønn, og dette området (unnateke Gudbrandsdalen og Valdres) har tydinga ‘haug, bakke (ofte steinut og ujamn)’ slik som i nyislandsk. Både form og tyding er vel i norsk, som i islandsk, ei nyutvikling. I målføra har holt  i dag former som [hålt, håXt, håHt9,hølt, høHt9 ]. Frå Ulvik, Hord, og Andebu, Vestf, er det oppgjeve (h)ult m ‘berg, bakkeknaus’ som minner om svensk hult utan a-omlyd.

   Gardsnamn med dette grunnordet har særleg ei austleg utbreiing, først og fremst Austlandet og Agder. Av vel 160 usms. namn finst innpå 80 % i dette stroket. Dei usms. namna har i dag former som → Holt, Hol´tet (b. eint.), Hol`te (dat. eint.), Hol´ten (b. eint.), → Hol`ter (ub. fleirt.), Hol`tan (b. fleirt.).

   Sisteleddet i dei sms. namna har vanlegvis same form som appellativet, men stundom har ein fått særutviklingar på -alt, - elt, -ell og -åll: Stangralt skrive «Stangerholt» (Ytterøya, N-Trl), Høyelt (Birkenes, A-Agd), Aspjeld (Orkdal, S-Trl), Bosoll (Laudal, V-Agd). Førsteledda i dei sms. namna er ofte trenamn eller ymse nemningar for skog: Granholt, Åmholt < *Alm-, Bjørkholt, Eispjell < Espiholt (Hedrum, Vestf), Rønnholt til gno. reyni n ‘stad der det veks rogn (raun)’, Veholt til gno. viðr m ‘skog’, Risholt. Anna tilknytning til skogen viser Næverholt, Tagholt (Lund, Rog) til gno. þak n, her om ‘material til å tekkje med’. Elles kan førsteledda fortelje om terrengforhold eller lægje som i Sjørholt < Sjóvarholt (Holla, Tel), Tråholt til gno. þró f ‘renne’. Personnamn og -nemningar finst òg: Prestholt, Heisholt < *Heiðreks- (Holla, Tel). Det er vanskeleg å tidfeste bustadnamna på -holt eller usms. h. Grunnordet må ha vore produktivt gjennom eit langt tidsrom. Såleis finn vi ei mengd naturnamn, mange av dei tydeleg unge, som er laga med dette grunnordet. Kjeldene kan likevel gje grunnlag for å plassere dei fleste bustadnamna i kristen mellomalder (1050-1350), slik som i Danmark og Sverige. Men dei usms. namna kan likevel dragast langt tilbake i heiden tid, såleis blir det i Ynglingatal (forfatta på slutten av 800-talet?) fortalt om ein av forfedrane til Harald Hårfagre at han budde. på garden Holt.

   H. blir òg brukt som grunnord i fjellnamn. Særleg frå Nordland og Sogn kjenner ein slike namn på -holten.

Litt.: -hult i KLNM VII sp. 36-41 med litt.liste. Brekke 1964. OS

 

NG:

gno. holt n. (Gen. holts, Dat. holti, Flt. i Gårdnavne holtar f.) ’Lund, liden Skov’. Brugt i mange Gårdnavne søndenfjelds, usms. i Ent. (også i Dativform) og i Flt., sms. især som andet Led. Mange af disse Navne ere sikkert meget gamle, andre (deriblandt Holtet i bestemt Form) fra nyere Tid. Ordet er ofte vanskeligt at adskille fra et vistnok af samme Stamme dannet Hankjønsord Holt, der efter Aasen betyder ’Høi, Bakke, stenig og ujevn Forhøining’; dette findes i Stedsnavne fra Søndmør nordover (hertil vist også at henføre det i Sogn og på Helgeland oftere forekommende Fjeldnavn -holten). Som Hankjønsord findes Ordet i Stedsnavne også i Gudbrandsdalen, men har der og i Valdres efter Ross Betydningen ’Lund’, ligesom Intetkjønsordet. Det sidste er meget alm. i Gårdnavne søndenfjelds til og med Bratsberg Amt; som sidste Led findes det oftere i Navne endnu noget længere vestover, til ind i Lister og Mandal Amt. Ellers har man det kun hist og her. I sammensatte Navne er ved holt første Led oftest et Ord, som har Hensyn til Stedets Beliggenhed eller Beskaffenhed, ret ofte også Træ- eller Plantenavn eller Personnavn, sjelden Elve- eller Dyrenavn.

NSL:

hop m ‘smal (innestengd) vik’, av gno. hóp n og hópr m (i stadnamn) med same tyding. Jf. islandsk hóp n ‘brei bukt ved elvemunning’. Grunntydinga er truleg ‘bøyg’. Ordet er mykje vanleg, usms. og sms., i stadnamn på Vestlandet, men finst òg på Agder (sjeldan), i Trøndelag og Nord-Noreg (særleg Nordland). Døme → Hop ub. eint., → Hopen b. eint. og → Hope dat. eint. KA

 

NG:

gno. hópr m. (Gen. hops, Dat. hópi) ’liden Bugt’, helst en indelukket. I Stedsnavne næsten kun på Vestlandet og nordenfjelds, især i Nordland. Intet Spor fundet i Norge til den islandske Intetkjønsform hóp.

NSL:

horg f, gno. hǫrgr m. Det nyno. ordet h. er kjent frå Setesdal og Vestlandet med tydinga ‘berghamar med tverrbratte sider’. Gno. hǫrgr m har også hatt tydinga ‘steindunge’ og ‘heilagdom, heidensk offerstad’. Den siste tydinga, som også finst i andre germanske språk (jfr. t.d. gammalhøgtysk harug ‘heilag lund’), må vera utvikla av den første gjennom ‘steinhaug, steinaltar’.

   I norske stadnamn har vi sikkert å gjera med terrengnemninga horg ‘bratt berg’ ved mange fjellnamn som → Lønahorgi, like eins ved gamle gardsnamn som Horge i Austevoll, Hord og Lærdal, SogFj, Horgjem i Rauma, MogR, Horjem i Snåsa, N-Trl, og Horg i Melhus, S-Trl.

   På Austlandet, mest i sør-aust, finst det 8 gardsnamn sms. av hǫrg- og → vin, Horgen. Desse er av Magnus Olsen forklart av gno. hǫrgr m ‘heilagdom’, men ut frå nyare granskingar bør ein her òg halde ope for ei tolking knytt til berg-skjer, steinhaugar e.l.  på staden. I så fall kan tydinga ‘heilagdom’ ved hǫrgr vera så sein som frå tidleg kristen tid.

Litt.: BØ 7 s. 273-76. Olsen 1915 s. 285-300. Olsen 1926 s. 227-56. Rostvik 1967. J. Sandnes i MM 1964 s. 113-20. JS

 

NG:

gno. hǫrgr m. (Gen. hǫrgs) bruges i Oldn. om Steder, indrettede til hedensk Gudsdyrkelse og, som det synes, viede til en bestemt Gud. Disse Gudsdyrkelsessteder have været forskjellige fra hof, men deres Beskaffenhed kjendes ikke nærmere. Mulig er Grundbetydningen ’Stenhob’, en Betydning, som Ordet endnu har bevaret i det svenske Folkesprogs harg, der i Sverige på flere Steder findes som Stedsnavn. Endelig findes Ordet nu, som Hunkjønsord, i Norge brugt om Fjeldtoppe. Som Gårdnavn sjelden usms. (Horg i Guldalen), men meget ofte sms. med vin (Horgin, nu Horgen) og ialfald en enkelt Gang med heimr (Horgjem i Romsdalen). Det lader sig alm. Ikke afgjøre, i hvilken af de forskjellige Betydninger Ordet er brugt i det enkelte Navn; undertiden kan dog Beliggenheden vise det, som ved det nævnte Horgjem i Romsdalen, der ligger lige ved Foden af Romsdalshorn, og hvor derfor den sidst anførte Betydning må antages. Ordet findes ikke i Norge, som hof, sms. Med Gudenavne.

gno. horn n. (Gen. horns, Dat. horni) ’Horn’. De heraf dannede Gårdnavne udgå fra to af Ordets gamle Betydninger, ’Horn på Dyr’ og ’Hjørne, Vinkel’. Den første af dem kommer til at danne Gårdnavne gjennem dens Overførelse på spidse Fjeldtoppe, ved at anvendes på Gårde, som ligge under en sådan. Den sidste ligger til Grund ved Gårde, som have sit Navn af, at de ligge ved en Krumning af en Elv, eller i en Dal, som danner en Vinkel, eller ved et stærkt fremspringende Nes; i sidste Tilfælde kan dog også undertiden forudsættes Sammenligning af Nesets Form med et Dyrehorn. Findes i Sammensætning med vin (Hornvin, Hyrnin), men ikke med heimr. Et afledet Ord hyrna f. (Gen. hyrnu) findes også i adskillige Gårdnavne med lignende Betydning, tildels dog måske gjennem dets Brug som Elvenavn (om en Elv, som gjør en skarp Bøining); i nyere Navne nordenfjelds også et afledet Intetkjønsord hyrni.

 

NSL:

hov n, gno. hof n (gen. hofs, dat. hofi) har tradisjonelt vore tolka som ‘heidensk tempel eller heilagstad’, men kan òg ha ei topografisk tyding ‘høgd’. Som høgdenemne finst ordet framleis i austnorske dialektar.

   O. Rygh meinte at ein ved sida av tydinga ‘tempel’ kanskje kunne rekna med tydinga   ‘gard, gardsplass’ slik som ved ty. Hof. At hof-namna ofte har relasjon til heidensk kultus, ser vi likevel av dei mange sms. med gudenamn Óðinshof, Þórshof, Frøy(s)hof, Njarðarhof og Ullinshof. M. Olsen meiner at hova til vanleg var knytte til offentleg kult, ofte kanskje med større, organiserte hov-krinsar. Svært ofte har gardar med namnet Hov i kristen tid vorte kyrkjestader eller grannegardar til slike. Dansken Olaf Olsen (1966) har gått mot tanken om at kristne kyrkjer ofte er reiste over heidenske hov og både han og Per Vikstrand peiker på at vi ikkje veit noko om jernalderens kultstader og om ein faktisk hadde tempel eller eigne hus for gudsdyrking.

   I Noreg finst det usms. → Hov, → Hof(f), → Hove, dat. (med open vokal, å- eller ø‑lyd) kring 80 gonger som gardsnamn, mest over heile landet. I sms. namn på -hov er gudenamn som Odin, Tor, Frøy osv. ofte førsteledd (sjå ovafor). Vanlege er også sms. med → vin, → land og → stad: → Hovin (særleg på Austlandet) → Hovland (særleg på Vestlandet) og → Hofstad. På Søraustlandet finst mange namn Hovet [hå:´ve] som utan tvil er laga til hov n ‘høgd’, og fleire av Hov-namna i Noreg som før har vore halde for sakrale, kan gå tilbake på hov i tydinga ‘høgd’, sjå vidare Bjorvand og Lindeman (s. 492 f.) for etymologien.

Litt.: Th. Andersson: Germanisch Hof - Hügel, Hof, Heiligtum (Festskrift til Ruth Schmidt-Wiegand), Berlin - New York 1986. Bjorvand og Lindemann 2007. NG Indl s. 55–56. M. Olsen 1915, særleg s. 163–78. M. Olsen 1926, særleg s. 227–56. O. Olsen 1966. P. Vikstrand i NORNA-rapporter 48, 1992, s. 123–136. JS, BS

  

NG:

gno. hof n. (Gen. hofs, Dat. hofi) bruges i Oldn. om et hedensk Tempel, men har mulig engang også i Norge havt den almindeligere Betydning ’Gård, Hus’, ligesom i flere beslægtede Sprog. Da de fra Ordet stammende Gårdnavne utvivlsomt ere meget gamle, kan nok hof i disse tildels have havt denne sidste Betydning eller en lignende og behøver derfor ikke overalt at have Sammenhæng med den hedenske Gudsdyrkelse. At det dog ialfald i adskillige Tilfælde skriver sig fra et gammelt Tempel, kan med Sikkerhed sluttes deraf, at Ordet i Navne så ofte findes sms. med et Gudenavn: Óðinshof, Þórshof, Frøyhof, Frøyshof, Njarðarhof, Ullinshof, Vidarshof. Mest usms. i Ental, i Nominativ og Dativform, Hof, Hofi (Hov, Hove; nu tildels udt. Høv og undertiden også skrevet således). Som første Led i Sammensætningerne Hofvin og Hofland, hvoraf det første mest bruges i den østre Del af det Søndenfjeldske og i et Par Tilfælde nordenfjelds, det sidste vestpå i det Søndenfjeldske og på Vestlandet. Forsåvidt hof i disse Navne er at opfatte i Betydning af Tempel, som der vel er al Sandsynlighed for, må de betyde ’Land, Gård, som tilhører et Tempel’. Deraf følger naturligvis ikke, at der har stået et Tempel på Gården, om end dette meget vel kan have været Tilfældet. Ordet kan som første Led i Navne forvexles med haugr, med den bestemte Form af Adjektivet hár ’høi’, og med hǫfuð, hǫfði. Som sidste Led falder det nu på mange Steder i Udtalen sammen med haugr og er tildels i Skrift forvexlet med dette (som i Torshaug for Torshov, Norderhaug for Norderhov). Det må endvidere adskilles fra et Ord Hov n. (vel af hefja, løfte), der endnu bruges som Fællesord i Betydning ’Forhøining’, og findes i mange Gårdnavne af nyere Oprindelse i Strøget fra Kristianiafjorden til Sætersdalen, altid i bestemt Form, Hovet.

hovde m, gno. hǫfði m (gen. og dat. hǫfða) ‘hovde, bergpynt’, avleidd av gno. hǫfuð n ‘hovud’. Vanleg grunnord i fjellnamn over størsteparten av landet, gjerne brukt om framspringande eller frittståande bergknausar, døme: Store- og Vetlehovden i Røldal, Hord, Hesthovd i Lærdal, SogFj, → Hovden i Oppdal, S-Trl. I Gudbrandsdal, Hallingdal og Valdres finst ei form hovde n og f: Rishovda n i Vågå, Eisteinhovda i Lom, begge i Oppl. Ut frå bruken i fjellnamn har hovde også vorte grunnord i mange gardsnamn. Det finst vel 50 gonger usms. Hovde, → Hovden (b. eint.), → Hovdan (b. fleirt.) og elles mykje som første- og sisteledd. Med om lag same tyding finn ein òg brukt hovud n.

Litt.: Beito 1954 s. 225. Ekre 1960 s. 121-22. Namn i fjellet s. 81. NG Indl s. 58. JS

gno. hǫfuð n. (Gen. hǫfuðs, Dat. hǫfði) ‘Hoved’. Bruges i Stedsnavne om fremspringende, noget svære Fjeldpynter (ikke blot om sådanne, som springe frem i Vand). Ofte sms. med Dyrenavne, fordi man har sammenlignet Fjeldpynten med et bestemt Dyrs Hoved (Bjørn, Hest, Hund, Ko, Oxe, Stud, Kråke). I enkelt Tilfælde om øvre Ende af en Fos (Fosshovedet i Klæbu). Udtaleformerne meget forskjellige; tildels som andet Led udt. -hau og da let at forvexle med haugr. I samme Mening, sigtende til Fjeldpynter, forekommer i Gårdnavne også det afledede Ord hofði m. (Hovde). Derhos findes nu i Gudbrandsdalen, Hallingdal og Valdres en Form Hovda, dels Hunkjøns-, dels Intetkjønsord. Jfr. → hovde.

 

Ordet huk m er lånt frå mellomnedertysk hôk ‘skarp boge’. I stadnamn kan ordet brukast både om noko som stikk ut (odde) eller skjer inn (vik). Det siste er vanlegast. Huken er ikkje uvanleg som bustadnamn, framfor alt på Austlandet. Mange stader kan ein ikkje vise til terrengformasjoner som forklaring. Her kan namna gå attende på ei spesialisert tyding av huk 'liten, primitivt bygning; halvtekkje; skur' (NO huk 1.3., K. Hoel 1985 s. 89-97).

 

NSL:

hus n, gno. hús n (i fleirt. i gardsnamn húsar), finst i mange norske gardsnamn, usms. Hus (lite vanleg), b. f. Huset (i mange plassnamn og yngre gardsnamn, særleg på Austlandet), fleirt. Hu`se(r), Hu`sa, ubestemt form, og Hu´sa, Hu`san, best. form. Som førsteledd i sms. namn, → Huseby, Huseklepp, Husøy, Husvik og Hustad, det siste ser ut til å vera gno. Húsastaðir, sms. med → stad. Svært vanleg er grunnordet hus som sisteledd i sms. namn: Mehus (gno. Mið-), → Melhus (gno. Meðal-), begge med tydinga ‘Midtgarden’, Opphus, Ytterhus, Nyhus. Særleg er nemnande sms. med person- og yrkesnamn til førsteledd. Desse er mykje vanlege i Trøndelag og dei indre dalbygdene på Austlandet: Jenshus, Larshus, Ershus (til Eirik), Presthus, Sandferhus (gno. Sundfarahús, til sundfari m ‘ferjemann’). Som fleire av desse namna syner, er kristne personnamn vanlege. Mange av desse gardsnamna ser ut til å vera frå kristen mellomalder og fortel om deling, i fleire hussamlingar eller bruk, av eldre namnegardar, slik også med typen Nyhus, Ytterhus, Vesterhus. Namn som Huser (gno. Húsar) og Melhus er nok ofte enda eldre.

   I nokre få namn frå mellomalder og tidleg nytid har hus den særskilde tydinga ‘borg, slott’ → Bahus. Dei fleste av desse var anten oppkallingsnamn eller lite nytta i folkeleg bruk.

Litt.: P. Hovda i KLNM VII sp. 91-93. NG Indl s. 57. Sandnes 1971 s. 38-39, 50-52. JS

 

NG:

gno. hús n. (Gen. húss, Dat. húsi, Flt. i Gårdnavne húsar f.) ‘Hus’. Sjelden i Navne usms. i Ental (undtagen i nyere Navne i bestemt Form, Huset), derimod oftere i Flt. Som første Led findes det kun i et enkelt Tilfælde sms. med heimr (i Stokke), aldrig med vin. Af andre Sammensætninger, hvori hús har denne Stilling, er den hyppigste Húsabýr, der har været forstået på forskjellige Måder, men sikkert med størst Sandsynlighed forklares om en vel bebygget Gård, der har mange, gode eller prægtige Huse (c. 50 Tilfælde over det bele Land, de to nordligste i Kvæfjord i Senjen). Desuden er af de således sammensatte Navne at mærke de, der betegne Stedet som bebygget, i Modsætning til nærliggende, hvor intet Hus fandtes (hyppigst Husøen). Som andet Led findes hús også ofte, men neppe i meget gamle Navne. første Led er da oftest et Personnavn, noget sjeldnere et Ord, som har Hensyn til Beliggenhed og deslige; kun undtagelsesvis Ord af anden Betydning. I denne Stilling kan hús efter Nntidens Udtale let forblandes med óss, der nu tildels som andet Led udtales -us, og er også tildels i Skrift blevet forvexlet dermed (særlig er Áróss ’Åmunding’, oftere urigtigt gjort om til Århus).

 

→ hol

 

hytte f

1. ‘lite hus, smeltehytte’, lånord frå tysk (Hütte) over dansk, laga til ei rot *kudh- ‘dekkje’. Ordet er levande som lokalitetsappellativ og er i dag særleg frekvent og produktivt som namn på fritidshus og overnattingsstader i utmarka, t.d. Gjevilvasshytta S-Trl, Rostadhytta Troms. På Sør-Austlandet kan h. bli nytta som grunnord i namn på husmannsplassar, slik t.d. i Østfold, der hytte er svært vanleg i plassnamn, både usms. og som etterledd.

2. ‘naken bergpynt, fjelltopp’. Finst som grunnord i fjellnamn i og rundt Trollheimen, t.d. Fjellkjøshytta, Fruhytta, Geithytta, Telhytta, Torhytta. Vi har òg ordet i skjernamn, t.d. Hytta i Ramsøyfjorden, S-Trl. Ordet er utdøydd som lokalitetsappellativ, men er enno kjent med liknande innhald (‘noko framskote’) i faste uttrykk som gjera hytter, dvs. ‘skyte fram augnebrunene når ein er morsk (sint)’.

   Uttalen av dette grunnordet i dag er sterkt varierande. På Dovre heiter det [-hætta] → Snøhetta, Surnadal har genuint [-høttå], Rindal, Orkdal, Meldal og Rennebu har [-høtta]. Oppdal har både [-hyţţa] og [-hyţţ'ᶇ] om fjelltoppane i bygda, men [-hętta] om toppane i Trollheimen og på Dovrefjell.

   I fjellnamna ser hytte ut til å vera blanda saman med jamføringsnemnet hette f (avleiing til hatt m) nokså tidleg. Såleis finn vi «Trold Hytten» → Trollhytta (Oppdal, S-Trl) i 1504 (DN XVI s. 390) mot «Suarttehette» Svarthytta (på grensa mellom Sør-Trøndelag og Møre og Romsdal) i 1529 (DN XII s. 509). Det er òg mogleg at hette/hytte har vore brukt side om side i fjellnamn. Dessutan må ein som Jørn Sandnes rekne med at hytt m ‘spiss, pigg’ kan ha vore nytta i fjellnamna, jf. målføreordet berghytt m ‘steinpik som stikk fram i lendet’. Det ville da lett bli blanda saman med hette/hytte gjennom dativforma.

   Fjellnamn på -hytta blir vanleg feilskrivne -hetta.

Litt.: I. Buvarp «Om grunnord i fjellnamn frå trøndsk målføreområde» s. 16-50. (Uprenta hovudoppgåve ved Universitetet i Trondheim 1974). Hoel 1994 s. 183 f.  P. Hovda i MM 1941 s. 44. J. Sahlgren i NoB 1963 s. 7-13. J. Sandnes i Namn i fjellet s. 40-41. OS

hø f av gno. hœð, ei avleiing med i-omlyd av gno. hór adj ‘høg’. Tyder, både reelt og formelt, ‘høgd’, men blir som grunnord i fjellnamn brukt særleg om svært høge, ruvande, ofte rundvorne fjelltoppar. Namn på -hø er svært vanlege i og kring Dovrefjellområdet, Nord-Gudbrandsdalen, Nord-Østerdalen, søre S-Trl, Nordmøre: Dumhøi, Knutshøa, → Sissihøa. Utafor dette området finst berre einstaka døme. Nærskyld med hø er grunnorda hæ f og hædd f, avleidde av gno. hár adj ‘høg’, sideform til hór.

Litt.: Ekre 1960 s. 116. Namn i fjellet s. 30-31. JS

 

Sjå òg http://www.norna.org/sites/default/files/nonelex/-hod.pdf

gno. høy n. (Gen. høys) ’Hø’, findes som første Led i mange Navne, af hvilke især Høyland er almindeligt (som Gårdnavn fra Mandalsdalen til Nordhordland; som Bygdenavn, i Flt., også på Romerike og på 2 Steder i det Trondhjemske). Navne med dette Forled ere vel overalt at forklare således, at Stedet oprindelig har været brugt blot som Slåtteland. Oprindelsen til de nu med Høi- begyndende Navne bliver dog ofte usikker, fordi de også til dels kunne skrive sig fra andre Kilder: fra híð ’Hi’ (se NG I s. 361), heiðr (→ hei; især i det ofte forekommende Høiby) og Mandsnavnet Heðinn. Det kan derhos mærkes, at Haugi, Dat. af haugr, som Gårdnavn nu tildels lyder Høie.

 

gno. íla f. (Gen. ílu, Flt. ílur) ’Kilde, opspringende Vandåre’, kjendes ikke fra Oldn., men må have været brugt, da det findes i adskillige gamle Stedsnavne. Flere Sammensætninger findes med vin (Ílin, nu Ilen, Ile). Der er gamle Navneformer, som vække Spørgsmål, om der ikke har været brugt en Sideform af Hankjøn, íli (se NG I s. 105). Derimot synes der ikke at være Grund til at med Fritzner antage en stærkt bøiet Hunkjønsform íl.   

 

innlag n. ‘(Gen. innlags) forekommer nu oftere som Gårdnavn i Jarlsberg og Larvik Amt (Indlaget) og må betyde 'indlagt Jord' (indtaget til Dyrkning fra Udmarken). Findes allerede i MA., men er dog måske først kommet i Brug i dens seneste Tid. En Sideform innlaga f. kan påvises i Bohuslen (RB. 359). Endnu yngre ere vistnok de på Østlandet og nordenfjelds forekommende Former Indlæggen, Indlægget, Indlæggingen.

 

NSL:

jadar m, gno. jaðarr (dat. jaðri) ‘rand, kant’, nyno. jar eller jare m, som òg er dei vanlegaste målføreformene. Dessutan finst jair (Sunnmøre), jai´re (Setesdal), jær (Senja, deler av Sørlandet og Jæren), jæir (Salten), jadal eller jal (Sør-Helgeland), ja`ar og ja`er (Austlandet), jæddar og jaddar (Namdalen), jed´der (Nord-Fosen). Jamningsformer er jå`dår (Nord-Gudbrandsdal), jåd`dår (Inntrøndelag, delar av indre S-Trl), jå`re (Gauldalen) og jår (Orkdal). Tydinga i vestgermanske språk er oftast 'gjerde, inngjerdt mark'. Nordiske språk har tydingar som 'kant, rand (på tøy og vev); smal flate (langs sjø eller elv)', etter Bjorvand og Lindemann. Som levande nemning for lokalitetar går ikkje ordet vidt i dag. Frå Sør-Austlandet kjenner ein tydinga ‘smal, flat strand under berg eller bakke’ og frå Orkdal (S-Trl) og tilgrensande område ‘stor, bygd terrasse oppe i dalsida’.

   Jadar finst ofte som grunnord i bustadnamn, særleg grendenamn. Som gardsnamn finst det særleg på Austlandet, og er der ikkje uvanleg, på Flat-Austlandet i former som → Jar, Jaer, Jare (dat.), → Jaren (ub. f. eint.). Det gno. elvenamnet Jaðra, nyno. Jøra, som inngår i fleire gardsnamn, er avleidd av jadar.  OS

 

NG:

gno. jaðarr m. (Gen jaðars, Dat. jaðri, Flt. jaðrar), ’Kant, Rand’, endnu brugt i denne Betydning som Fællesord. Som Landskabsnavn i Jæderen (Jaðarr) søndenfor Stavanger, kaldet således, fordi det ligger som en forholdsvis flad Strækning langs med høit Indland. Ofte som Grændenavn, hvor man vel også har forestillet sig den bebyggede Grænd som Rand foran en nærliggende Situation f. Ex. et Høidedrag; i et enkelt Tilfælde brugt som Indsønavn, Jaren på Hadeland (jfr. med Hensyn til Betydningen det nærliggende Rǫnd, Randsfjorden). Som Gårdnavn findes det kun på Østlandet, men er der almindeligt i de lavere Egne. Nuværende Udtaleformer: Jaer, Jar, Jaer. I Navne har det i den østlige Del af det Søndenfjeldske alm. beholdt Tostavelsesformen (Jaer, Jaeren), medens det i den vestlige alm. er Enstavelsesord (Jar, Jaren), — dog således, at det også der beholder den opr. Betoning, når Artikelen tilføies. Af Ordet er dannet et i Fortiden meget brugt Elvenavn Jaðra, hvorfra flere Gårdnavne stamme.

innsjø, vatn

Jamt- finst som førsteledd i mange stadnamn nordafjells og sør til Sunnmøre og nordbygdene i Østerdalen. I mange fall er det ordet jamt m ( = jemte, jemtlending) ‘person frå Jamtland (Jämtland)’, og fortel om at ein jamt har vore knytt til staden.

   Når vi møter namneleddet lengre nord, som Jamten i på Grøtøya og Jamtfjellet i Skånland er det rimelegare å rekne med det austsamiske ordet ljamkt, ljamt, ljamit '(stor), tjukk skog, taiga, skogbelte til fjells; stort rom'.

 → jadar

 

 

Jarn- i stadnamn, m.a. i mange elvenamn, Jarnåa (utt. Jann-, Jønn-, Jenn- o.l.), siktar til at vatnet eller elvefaret inneheld jarn eller har jarnfarge. Somme gonger kan slike namn komma av at det har vore jarnvinne (myrmalmsmelting) på staden i eldre tid. Jf. → Jarfjorden.

innsjø, vatn

 innsjø, vatn

myr

stor elv, hovudelv

myr

 isbre

isbre

elv

elv, bekk

gno. jǫrð f. (Gen. jarðar) ’Jord’. Bruges oftere som andet Led i Gårdnavne, især i Nordland, på Østlandet mest i Numedal; i Bergens Stilt fornemmelig i Navnet Øijorden (Eyðijǫrð, ligebetydende med det alm. udbredte Ødegården).

 

ur

ur

gno. gljúfr n. (Gen. gljúfrs, Flt. i Gårdnavne gljúfrar f.), omtrent ligebetydende med giI, men vel ialfald fortrinsvis brugt om Kløfter, hvorigjennem et Vandløb går. Nu udtalt Juv; allerede i MA. skr. Giuf (AB. 79. DN. I 757. RB. 55). I Hallingdal og Valdres forekommer en Hunkjønsform Gjuv. Intet Spor er ved Undersøgelserne om Stedsnavnes Udtale fundet til den af Aasen opførte Form Djuv. En afledet Form glyfra f., der bruges i Folkesproget om en Bjergkløft, findes i et enkelt Gårdnavn (Kvinesdal) og ialfald på et Sted som Fjeldnavn (Bruvik).

 

elv

gno. kambr m. (Gen. kambs, Dat. kambi) ’Kam’. I Gårdnavne overalt efter dets Anvendelse om takkede Fjeld- og Høiderygge. På nogle Steder i Sammensætningen Hanekam, med samme Mening. Nu udt. dels Kamm, dels Kamb.

 

NSL:

kast n er laga til kaste vb ‘hive, slengje’. Grunnordet kast har fleire tydingar i norske stadnamn:

1. Stad (fiskeplass) i sjøen der det er lagleg å kaste med not, sjeldnare om méd der ein bruker snøre. Denne tydinga blir brukt i Vest- og Nord-Noreg.

2. Steinhop, røys, ofte langs ferdslevegar. Etter folketrua skulle ein på slike stader kaste bortpå ein stein eller pinne for å halde borte vonde vette når ein for framom.

3. Stad der ein kastar tømmer i elv eller utover hamrar for vidare transport.  

Kast blir først og fremst nytta til å laga naturnamn, men finst òg i (unge) bustadnamn. Som utmerkingsord er kast hyppig brukt. → varp.

Litt.: Hovda 1961 s. 118-21. NG Indl s.59. OS

 

NG:

gno. kast n. (Gen. kasts), Kast. De af dette Ord dannede Stedsnavne, der alle synes at være temmelig unge, fordele sig antagelig på 3 forskjellige Betydninger, mellem hvilke det tildels vil være vanskeligt at vælge: 1) Sted, hvor man kaster, udsætter forskjellige Slags Fiskeredskaber. 2) Sted, hvor man slipper Tømmer ned over en Høide til videre Transport. 3) sammenkastet Stenhob, Røs. Jfr. Varp.

gno. kaupangr m. (Gen. kaupangrs, kaupangs) bruges i MA. i Norge om Kjøbstæder, men må tidligere også have været Navn på Markedspladse, hvor man kun til visse bestemte Tider mødtes for at drive Handel. Derom vidner bl. a. de ikke få Gårde omkring i Landet, som endnu bære dette Navn, i Nutidsform Kaupanger, Kaupang, Kopang, Koppang. Jfr. torg.

 

gno. keila f. (Gen. keilu) ’smalt Sund, smal Vik’. Findes ialfald nu i Navne kun brugt på Landets Vestkyst.

 

NSL:

kil gno. kíll m ‘smal vik eller bukt som skjer relativt djupt inn i landet’. Grunnordet kan òg ha tydinga ‘mindre elveutviding’ og ‘lang, smal sjø’. I tydinga ‘noko smalt i lendet’ finst ordet nytta i gardsnamn på land. Det har mogleg funnest ei sideform *kíla f. I N-Noreg (Troms, Finnm) blir avlydsvarianten keila f mykje brukt. Som sisteledd i sms. har ordet både bunden og ubunden form; ubunden form særleg i Østf, som er det sentrale området. Frå Akersh til og med MogR (minus A-Agd og V-Agd) er k. ikkje nytta som sisteledd i gardsnamn. I Finnm er sisteleddet berre keila i b. eint. (det er helst tale om yngre namn). Førsteleddet er ymsande, det kan skildre lægje (Nord-, Sør-), naturtilhøve (Gautkílar fleirt., Me- < *Mjór- ‘smal’, Lang-), andre forhold (Agn-, Svane-, Tusse-), personnamn (gno. Auðunar-, → Øyenkilen).

 

NG:

gno. kíll m. (Gen. kíls, Dat. kíli, Fit. kílar) ‘smal, dybt indtrængende Vik’. Temmelig almindeligt Gårdnavn. Udtalen af enkelte af disse Navne, ligesom den oftere forekommende Skrivemåde i Kila i middelalderske Kilder, vække Formodning om, at der også har existeret en svagt bøiet Sideform.

 

gno. kinn f. (Gen. kinnar) ‘Kind, Siden af Ansigtet’; nu, og utvivlsomt også i Fortiden, tillige brugt overført om en brat Helding af et Fjeld eller en Ås; også om Øer med brat Affald. Fra de sidste Betydninger udgår Anvendelsen i Gårdnavne. Særlig at mærke Kaldakinn, den kolde Fjeldside, nu Kolkinn (jfr. det i Norge, som på Island, brugte Fjeldnavn Kaldbakr ’Koldryggen’). Er nu tildels i Udtalen, og i endnu flere Tilfælde i Skrift, løbet sammen med tjǫrn, Tjern, fra hvilket det derfor kan være vanskeligt at skille i Navne.

 

→ Kyrkje-.

 

gno. kelda f. (Gen. keldu) ’Kilde’; også brugt om Brønde og andre Vandhentningssteder, om dybe Vandpytter og om små, stilleflydende Vandløb. Ikke sjeldent i Gårdnavne, især som første Led, tildels udtalt Kjøll (i Østerdalen og det Trondhjemske).

 

→ Kyrkje-.

 

gno. kjarr n. (Gen. kjarrs, Dat. kjarri, Flt. i Gårdnavne kjarrir f.) ’Krat, Samling af Buske, især en sådan, som står på fugtig, myret Grund’; også om selve den med Krat bevoxede Myr. Oftest usms.; hyppigst brugt på Strækningen fra Kristianiafjorden til Lindesnes. Nu alm. udt. Kjærr, tildels dog Kjær med lang Vokal; på nogle Steder Kjørr, der dog pleier at være Hunkjønsord.

 

Særleg nordafjells finst mange stadnamn som til førsteledd har kjerring f, gno. kerling. Nokre gonger er Kjerringa aleine brukt som namn, eller ordet er sisteledd i sms. namn. Opphavet til namn som Kjerringvik, → Kjerringvåg er nok for det meste at ei einsleg kvinne (enkje) har budd på staden. Andre gonger kan namn på Kjerring-, særleg på kysten, botne i førestillingar om ulykke eller uhell knytt til kvinner. Fjellnamn som Kjerringa (t.d. i Fauske komm, Nordl) er helst jamføringsnamn ut frå forma, jf. namn på -kallen.

Litt.: P. Hovda i MM 1941 s. 37-47. Namn i fjellet s. 43. JS

 

NSL:

kjos gno. kjóss m, fleirt. kjósar og kjósir (i namn) ‘smal vik’. No er ordet levande berre i nordre Nordl og Troms. Kjos tyder i dag elles ‘smal dal eller søkk i lendet’. Som sisteledd (-kjosen) i sms. gardsnamn er utbreiingsområdet svært lite: Lødingen i Nordl og Troms (unntak er 2 gardsnamn i S-Trl, der kjos er f); det har alltid b. eint. Som sisteledd i naturnamn er utbreiingsområdet stort sett kysten frå Bodø til Finnm. Førsteleddet i dei sms. gardsnamna er lægje (→ Nord- og Sørkjosen), gardsnamn (Svartnes-) og anna, t.d. Kvann- (vokster), Leir- (jordsmonn), Fjellkjøsa og Langkjøsa f b. eint. (S-Trl); i naturnamn kan det vera appellativ (Bal-, Skrov-) og gardsnamn (Eide-).

   Som førsteledd i sms. er kjos lite brukt; berre i ca. 15 gardsnamn sørom Finnm; i Finnm åleine finst det om lag 20 gardsnamn med kjos som førsteledd. Få naturnamn har kjos som førsteledd. Usms. er grunnordet nytta som gardsnamn i kring 25 tilfelle; dertil kjem nokre som naturnamn (fjordnamn). Av dei ca. 23 usms. kjos-gardsnamna frå Østf til og med Nordl (i Hord og MogR er ingen) finst berre 2 ved kysten (1 i Vestf og 1 i V-Agd); dei andre finn vi inne i landet (ved vatn) og i fleire høve som lendenemningar. Notidsformene varierer med både ub. eint. (mest utbreidd) og b. eint. (Troms) - berre eitt namn har fleirt.form (→ Kjose i Vestf). Ymis dialektal utvikling har ført til at usms. kjos-namn i dag har formene Kjos(en), Kjus (Romerike) og Kjøs.

   Kjos-namna er ofte gamle; det gjeld særleg dei usms., men òg namn med kjos som førsteledd. Namn med kjos som sisteledd er jamnast yngre, og særleg i Finnm, men også delvis i Troms er kjos-namna unge.

Litt.: Beito 1954 s. 242. ON

 

NG:

gno. kjóss m. (Gen. og Flt. kjósar) bruges 1) om en smal Vik (nu mest i Nordland), 2) om en liden Dal eller mindre Fordybning, 3) om en liden Skov eller et Buskads. Adskillige Gårdnavne udgå ialfald fra de to første Betydninger. Nu på fl. St. udt. Kjøs, i et Par Gårdnavne på Romerike Kjus. I senere Tid have flere af disse Navne urigtigt været skrevne med Tj-.

NSL:

kjøl m, gno. kjǫlr m, til ei germansk rot *kelu- som ser ut til å bety ‘svelg, strupe, hals'.  Dette grunnordet har i norske stadnamn to hovudtydingar:

1. langvore høgdedrag,

2. uproduktiv skogsmark mellom bygdelag, særleg (høgtliggjande) myrstrekningar.

Frå tyd. 1 har det utvikla seg ei særtyding ‘rand, kant’, brukt om fjellbruner. I båe tilfella er det ei samanlikning med båtkjølen (el. kjøl i tydinga ‘møne’) som ligg til grunn. Tyding 2 kan så ha utvikla seg frå tyding 1 (eit motsett syn har Carl Lindberg). Både som levande appellativ og i stadnamn har tyding 2 ei austleg utbreiing, i Sør-Trøndelag og Hedmark. Og det er denne tydinga vi har i Kjølen, grenseområdet mot Sverige. Førestillinga om ‘Kjølens rand’ er ei metaforisk mistyding som har kome inn gjennom diktarspråket.

   Usms. og som sisteledd blir kjøl først og fremst nytta i naturnamn. I bustadnamn har ein Kjøl i Averøy komm, MogR, som sisteledd ein 10-12 gonger i Hedmark (etter NG). Som utmerkingsledd i bustadnamn er det ikkje uvanleg. I naturnamna har ein svært ofte relasjonsord i førsteleddet: Hemnkjølen mellom Orkdal og Hemne, S-Trl, Skognakjølen mellom Hølonda og Skaun, S-Trl, Tylldalskjølen mellom Tylldalen og Tynset, Hedm. Årsaka til dette er nok at dei gamle ferdslevegane i mange høve gjekk over kjølane, og så fekk desse namn etter målet for vegen.

Litt.: Lindberg 1941. Namn i fjellet s. 25-27 og 57-60. OS

 

NG:

gno. kjǫlr m. (Gen kjalar, Dat. kili, Flt. kilir) ’Kjøl i Fartøier’, overført: Fjeldryg, især en sådan, hvorover der går Færselsvei mellem to ved den adskilte Bygder. Oftere som Gårdnavn i Dativformen Kili. Nogle Navne skrive sig måske fra en anden Betydning: ’Myr, Græsslette tilfjelds’ (især brugt i Østerdalen og i S. Trondhjems Amt).

klakk m ‘tverr bergskolt, oftast i el. ved sjøen’, gno. klakkr m. Usikker etymologi. K. blir brukt frå kring Lindesnes, vest og nordetter langs kysten. Usms. og som sisteledd finst klakk først og fremst i naturnamn, særleg i médnamn. Vanleg er det da sterkt avgrensa fiskegrunnar eller kantane av større som blir karakteriserte som klakkar. I Nord-Noreg kan klakk bli nytta meir allment om fiskeméd. Frå Nordmøre og nordetter blir klakk òg brukt om bratte skjer. Som fjellnamn finn vi Klakkan, to høge, bratte fjell i Aure komm, MogR. Etter NG finst klakk 4-5 gonger usms. i gardsnamn, men det finst oftare i bruksnamn. Som sisteledd er klakk svært uvanleg i bustadnamn, i gardsnamn har vi einast Sundklakk i Vågan komm, Nordl.

Litt.: Hovda 1961 s. 79-81. Stemshaug i Du mitt Nordmøre 1973 s. 12-22. OS

gno. klauf f. (Gen klaufar) ’trang Kløft, brugt i flere forskjellige Anvendelser’, f. Ex. om Åbningen i kløftet Dyrehov, om Åbningen mellem Tæerne og Fingrene på Mennesker. Ofte i Gårdnavne, i disse vistnok altid efter en Kløft i Fjeld eller Jordhøide.

 

NSL:

kleiv f, gno. kleif f, gen. og fleirt. kleifar, til klive vb. Tyding vanlegvis ‘bratt og oftast steinut bakke som det fører veg eller stig over’. Kan i målføra ha former som klev (Nord-Østerdalen, Gauldalen, Øvre Orkladalføret), klæv (Nordmøre) og kløyv (delar av Østfold, Akershus, Modum, mesteparten av N-Trøndelag og Nordfosen). Grunnordet held somme stader på å gå av bruk som vanleg appellativ.

Kleiv er svært vanleg både i natur- og bustadnamn. Svært ofte er det usms., særleg i gardsnamna: Kleiv, Klei´va og Klei´vi b. f. eint., Klei`ve, Kleiva(n) og Kleivane fleirt., dessutan skriftmålsformer som Klev, Kleven o.l. Som førsteledd kan kleiv  ha forma Kløv-. Namn som ender på kleiv  har stor variasjon i førsteledda: Eggkleiva (til egg f ‘kant’), → Krokkleiva, Rødkleiva, Arnkleiv (til mannsnamnet Arne), Svinakleiv. OS

 

NG:

gno. kleif f. (Gen. og Flt. kleifar, af klifa ‘klive, klatre’), brat Bergside, ad hvilken der går en Vei. Meget alm. i Gårdnavne, især usms. i Ent. og Flt. Jfr. Klif.

gno. kleppr m. (Gen. klepps, Dat. kleppi, Flt. kleppar) ‘Klump’, i forskjellige Anvendelser, således også om Fjeldknatter (i Fjeldnavne også brugt om høie Fjelde). Efter den sidste Anvendelse ofte i Gårdnavne, mest usms., i Ent. og Flt., også i Dat. Ent. I Fjeldnavne, især nordenfjelds, findes også Formerne Klimp og Klump, hvorfra enkelte nyere Gårdnavne skrive sig. Der har været et ligelydende Mandsnavn Kleppr, hvoraf endel Gårdnavne, hyppigst Kleppsstaðir (nu ofte udt. Kleff-, Kløff-).

 

gno. klettr m. (Gen. kletts, Dat kletti, Flt. klettar) ‘Fjeldknat’, det danske «Klint». Ofte i Gårdnavne, dog ikke så alm. som kleppr; ligesom dette mest usms., i Ent., Flt. og Dat. Ent. I den sydlige Del af Hedemarkens Amt Spor til en Sideform kletta f.

 

gno. klif n. (Gen. klifs, Dat. klifi, Flt. i Gårdnavne klifar f.), ligebetytende med kleif, men nu i Brugen som Fællesord afløst af dette. Dativformen Klifi har nu som Gårdnavn i S. Bergenhus Amt på nogle Steder Formen Klyve (åbent y). Samme Nutidsform, men med lukt Vokal, har et Gårdnavn, der findes på et Par Steder (Solum, Os), og hvis gamle Form synes at være Kljúfa f. (vel af kljúfa ’kløve’, jfr. Kluva f. ’Kløft, Klemme’, anført af Aasen fra Hallingdal).

 

gno. klopp f. (Gen. klappar, Flt. klappir) ’Klop, liden simpel Bro over Vandløb eller sumpig Grund’ (jfr. brú). I adskillige Gårdnavne; det på et Par Steder forekommende Navn Steinklop viser, at det Slags Broer ikke altid være af Træ.

 

knappr m. (Gen. knapps, Flt. knappar) ’Knap’. Findes brugt i Navne på Fjelde, på Fjeldfremspring, på små, rundagtige Halvøer, der blot ved et smalt Eid hænge sammen med Fastlandet, og på Skjær. I enkelte Gårdnavne, vel kun efter de tre første Betydninger. Nu tildels lydende Napp. Som første Led er Knap-, Nap- i Gårdnavne tildels at forklare af Adj. knappr i Betydningen «trang» og af et Mandsnavn Knappr (se NG I  s. 347).

 

gno. knǫttr m. (Gen. knattar) ‘Fjeldknat’. Findes i Gårdnavne kanske mest som første Led, i Formerne Knott, Knatt, Natt (enkelte Navne på Vestsiden af Kristianiafjorden forudsætte en svagt bøiet Form Natte). I Sammensætninger ofte vanskeligt at skille fra et gammelt Mandsnavn Knǫttr (se NG I S. 30). I det på 3 Steder V. for Kristianiafjorden forekommende Gårdnavn Knattvǫllr (nu Knatvold, Natvall) ligger vistnok en anden gammel Betydning af Ordet «Bold» til Grund; det må betegne Steder, hvor man i gamle Dage har forsamlet sig til Boldleg (jfr. leikr).

 

gno. knauss m. (Gen. knauss, Flt. knausar) ‘Fjeldknat’ (også om større Fjelde). Sjeldent i Gårdnavne, tildels udt. Naus.

 

gno. kné n. (Gen. knés, Gen. Flt. knjá) ’Knæ’. I Fjeldnavne, hvor Ordet vel altid sigter til et af Fjeldets Skråning dannet Knæk; synes tildels i Navne også brugt om andre Bøininger, f. Ex. af en Indsø. Da Ord begyndende med kn jo nu tildels i Udtalen have mistet sit k, hører også nogle Navne på Njå- på Vestlandet vistnok hid.

 

→ Knipen.

 

→ Knipen.

knollr m. (Gen. knolls) ’Knold, Bergknold’. Findes i nogle Gårdnavne, tildels i Udtaleformerne Gnoll og Noll.

 

gno. knjúkr m. (Gen. knjúks) ’brat, rundagtigt Fjeld’, nu i Formerne Knuk, Knyk, Nuk, Nyk. Derefter enkelte Gårdnavne.

 

gno. kol n. (Gen. kols) findes som første Led i mange Navne. Det kan tildels sigte til Kulbrænding, som er drevet på Stedet, hvilket utvivlsomt ofte er Tilfældet; men der er også Navne, hvor man har Grund til at tænke på mørk Farve ved Stedet som Anledning til dem, særlig Navne som Koltjǫrn, Kolsjór. Vanskeligheden ved at forklare Navne, som begynde med Kol-, forøges derved, at de utvivlsomt tildels stamme fra forskjellige andre Ord: Fjeldnavnet kollr og Mandsnavnene Kolr og Kollr.

 

Kongs- i stadnamn, mykje vanleg, både om gardar og andre lokalitetar. Dei aller fleste av desse kjem av konge m, gno. konungr (kóngr) m. Vanlegaste opphavet for gardsnamna er at garden har vore krongods i eldre tid. Andre gonger kan namna vise til hendingar eller tiltak av ymse slag, som, med rette eller urette, er knytte til ein konge. Lokalnamn som Kongslia, Kongsåkeren kan kanskje vera rosande namn. Nokre gonger kan førsteleddet vera nyno. kaun m, gno. kaun n, som i fleire målføre har forma kong, kång e.l. Jf. elles under dei einskilde namna på Kongs-. JS

→ kross.

 

 → kås.

 

gno. krikr m. (Gen. kriks) ’Vrå, Vinkel’. Findes i adskillige Gårdnavne, af hvilket dog neppe noget er synderlig gammelt. Tildels udtalt med lukt e og skrevet Krek, Kreg; også Udtale med lukt i findes. Synes tildels som Navn at sigte til Beliggenhed inde i en Elvebugtning. I nyere Tid ofte i sms. Navne skrevet Krigs- og misforstået som kommende af «Krig».

 

gno. kringla f. (Gen. kringlu, Fit. kringlur) ’Kreds, Ring’. I adskillige Gårdnavne, hvoraf dog kun få synes gamle, altid vistnok sigtende til noget rundt, afrundet ved Stedets Situation. Sideformer Klingra, Klinga; til den sidste findes Spor allerede i MA. (se f. Ex. RB. 123. 286). Nogle Navne komme af det nærstående kringr m. ’Ring’; til disse hører dog ikke det oftere forekommende Kringstad, hvori vistnok Mandsnavnet Grimkell er første Led.

 

gno. krókr m. (Gen. króks, Flt. krókar) ’Krog, Krumning’, noget krumt. Meget alm. i Gårdnavne; men det er ofte vanskeligt at bestemme dets Mening i de enkelte Tilfælde. Meget ofte sigter det til en Krumning af en Elv, i nogle, som det synes, til en Bugt af Sø eller Vand (Krumning af en Strandlinie). På nogle Steder har det utvivlsomt Hensyn til afsides Beliggenhed, hvorved måske den Tanke ligger til Grund, at man må reise «til Kroks» for at komme derhen. Derfra udgår vel også Ordets Brug som Pladsnavn søndenfjelds (Kroken). I et enkelt Tilfælde i Sammensætning med vin (Krøke i Lom). Har desuden søndenfjelds været brugt, og bruges tildels endnu, som Grændenavn. Endel med Krok- begyndende Navne stamme fra Mandsnavnet Krókr (således Kroksrud, Krokstad).

 

NSL:

kross (og kors) av gno. kross m finst i mange stadnamn, usms. (Krossen, Korsen, Korset), men mest som førsteledd i sms. namn. Slike namn har ulikt opphav. Grunnordet kross/kors kan m.a. sikte til:

1. vegskil, krossveg,

2. ein kross som har vore sett opp på staden, t.d. for at ferdafolk kunne halde bøn der (i katolsk tid), til minne om ymse hendingar, til grense- eller seglmerke,

3. i somme gardsnamn at garden i eldre tid har lege til ein kross i ei kyrkje,

4. kross-liknande skap eller utsjånad, t.d. på fjordar og sjøar (→  Korsfjorden, Korssjøen). JS

 

NG:

gno. kross m. (Gen. kross, Flt. krossar) ’Kors’. I mange Gårdnavne, usms. i Ent. (da altid i bestemt Form) og i Flt., oftere sms. Navnene skyldes mange ganske forskjellige Anledninger. Endel af dem, især af de nyere, sigte til et Veiskille, en Korsvei. Ved andre er der et ved eller på Stedet anbragt Kors, man har tænkt på. Der har været mange sådanne Kors reiste omkring i Landet i Fortiden, anbragte i meget forskjellig Hensigt. Enkelte stod der for at indbyde Forbigående til at forrette sin Andagt på Stedet, f. Ex. Korset på Øren i Nidaros, hvoraf Stykker endnu ere bevarede (se Undset, Indskrifter i Trondhjems Domkirke, Christ. Videnskabsselsk. Forh. 1888 S. 39—44) og det i RB. 463 omtalte Kors på Hvilestedet ved Eidskog Kirke, måske ældre end Kirken. Andre Kors vare Gravminder eller vare satte til Erindring om Begivenheder, forefaldne på Stedet. Atter andre stode langs Kystleden som Ledemærker for forbiseilende (jfr. Fritzner under hafnarkross og hafnarmark); deraf Navne som Korshavn, Korssund, Korsnes. Endel Steder have fået Korsnavnet deraf, at der på Stedet i Situationen var noget, som kunde lignes med et Kors. På denne Måde er f. Ex. at forklare Navnet Korsfjorden søndenfor Bergen og i Trondhjemsfjorden, ud for Stadsbygden; i disse Tilfælde er det sammenstødende Fjorde, som danne Korset (jfr. Vindekrossen om det Sted i Ryfylke, hvor Vindefjorden i ret Vinkel støder sammen med Sandeidf]orden og Yrkefjorden, Norges Land og Folk XI 17); på samme Måde findes Korssjø, Korsvand, Korstjem brugt om korsformede Vandsamlinger. Endel med kross sms. Gårdnavne have vistnok sin Forklaring deri, at Eiendommen har tilhørt et i en Kirke anbragt Kors; det sees nemlig af Kirkejordebøger fra den katholske Tid, at sådanne Kors undertiden havde særskilt Jordegods til sin Vedligeholdelse og Belysning. Også andre Anledninger til sådanne Navne kunne påvises; Gården Korsfure i Rovde Sogn på Søndmør er således utvivlsomt benævnt efter et med Kors mærket Furutræ, der har tjent som Grændsemærke ved den ikke langt fra Gården løbende Sognegrændse mod Volden Sogn. — Nu tildels udtalt Krøss og derefter tildels urigtigt skrevet Kryds-. På mange Steder er Ud-

talen Kors, tildels gået over til Intetkjønsord. — Navnet Korsrud kommer ikke af kross, men af det gamle Mandsnavn Kárr.

gno. kráka f. (Gen. kráku) ’Kråke’ (Fuglenavn). I Gårdnavne næsten udelukkende som første Led. Nogle af disse Navne ere at forklare direkte af Fuglenavnet, således Krákureiðr (Kråkeredet) og det ligebetydende Krákubœli (se bœli). Efter det på flere Steder forekommende Ønavn Kråkrøy kan der være Grund til at formode, at Ordet engang har havt en stærkt bøiet Form Krak f.(jfr. NG I s. 307). I andre Tilfælde er det Fuglenavnets hyppige Anvendelse som Elvenavn, der ligger til Grund (Navnet bæres endnu af flere Elve nordenfjelds). Endelig lægge flere af de Navne, hvori Ordet findes, den Formodning nær, at Kráka engang har været brugt som Kvindenavn, skjønt denne Brug nu ikke historisk kan påvises (Kráka i Sagnet om Ragnar Lodbrok beviser naturligvis intet). Kan være vanskeligt at skille fra Mandsnavnet Kraki (i Egne, hvor dette ved Ligedannelse kan få å i første Stavelse) og fra et andet Mandsnavn, Krókr, der i Sammensætningen Króksstaðir nu tildels

har fået Udtalen Kråkksta.

 

gno. kuml n. (Gen. kumls) ’Gravminde (fra hedensk Tid)’. Findes i adskillige Gårdnavne som første Led, tildels i Nutidens Udtale forandret til Kongle , Kongel- og, især hvor der er et l i andet Led, til Konge-; må betegne Steder, hvor der fandtes gamle Gravminder.

 

Kval- i stadnamn er vanleg på kysten. Namn som → Kval(a)våg, → Kvalfjord kjem nok for det aller meste av at det har komme inn og vorte fanga kval der. → Kvalnes, → Kvaløya, Kvalholmen kjem visst oftare av jamføring med dyret, somme gonger gjennom eit fjellnamn Kvalen. JS

 

NSL:

kvam m, gno. hvammr (gen. hvamms, dat. hvammi, fleirt. hvammar). Tydinga av gno. hvammr er noko usikker. I gammalislandsk ser det ut til at hvammr tyder ‘liten dal’. I nyno. dialektar har kvam etter Aasen tydinga «en Afkrog, en Dal eller Vig, som er omgivet af høie Bakker, så at man ikke kan see den i nogen Frastand». O. Rygh reknar med ei liknande tyding i norske gardsnamn med grunnordet kvam. For å avgjera dette krevst topografisk gransking av dei aktuelle gardane. I Trøndelags-fylka ser Ryghs forklaring ikkje ut til å vera heilt rett. Dei geografiske tilhøva peikar her i retning av ‘stad der eit hovuddalføre knip seg i hop (eller, sett andre vegen: opnar seg).’ (Sjå J. Sandnes i NN 1985 s. 29-41).

   Ved sida av Kvam, Kvammen, vanleg utt. [kvam´men, kva:´men], Kvamme [kvam`me, kva:`me] (dat. eint.), Kvamman (b. fleirt.), finn ein i dag former som Hvam [vamm] og Gvam på Austlandet i dei stroka der gno. hv har vorte til v eller gv, og Hom [ho:m, håmm] frå Vest-Telemark i aust til Dalane i vest.

   Grunnordet kvam er brukt usms. i kring 70-80 norske gardsnamn, dessutan i mange sms. Mest vanleg er det på Vestlandet. Det er elles mykje utbreidd på lsland og finst også i dei norrøne bygdene i Skottland (skotsk dial. wham, quham). Etter dette kan ein rekne med at namneklassen var sterkt produktiv i vikingtida. Men da appellativet i somme strok har levd fram til i dag, har ein dårleg grunnlag for datering. JS ¤

 

NG:

gno. hvammr m. (Gen. hvamms, Dat. hvammi, Flt. hvammar) bruges endnu på flere Steder i Betydning ’kort Dal eller Sænkning, omgivet af Høider, dog således, at der til en af Siderne er Åbning’. Samme Mening har Ordet sikkert i de talrige deraf dannede, for det meste meget gamle Gårdnavne. Nutidsformer Hvamm, Gvamm, Kvamm, Kvam med lang Vokal, Kvåm, Kvabm (de sidste 3 Former mest eller udelukkende brugte på Vestlandet, den sidste alene i Nordhordland), Hom med lang, lukt Vokal, Homm med åben Vokal (disse Former i Strøget fra Vest-Telemarken til Dalene).

gno. hvarf n. (Gen. hvarfs) synes i Stedsnavne ialfald mest at være brugt om en Krumning, af hverfa, vende, svinge. Således i det oftere forekommende Navn Bekkjarhvarf, nu Bækkevar  (Bækkekrumning), og i Kvarv, Kvarvsnes (Kvarsnes, Kvasnes) om stærkt fremspringende Nes, hvorom Seilleden gjør en Sving. I den sidste Anvendelse kan Ordet dog også forklares af en anden Betydning af hverfa ’forsvinde’, da Udsigten til det, der ligger bag Neset, tabes, idet man svinger om det. Nogle Navne udgå vel også fra den af Ross fra Telemarken anførte Betydning ’Hjørne, Vinkel, Krog’ f. Ex. af en Ager. I Stedsnavne sees Navnet nu på mange Steder at være Hankjønsord. Findes på et Par Steder sms. med vin (Hverfin, nu Hverven). I lignende Betydning findes i Navne også det afledede Ord hverfi n. Dette har desuden før været meget brugt, og bruges på enkelte Steder endnu, i Bygde- og Grændenavne, som i Sandshverfi, nu Sandsvær (i denne Betydning meget almindeligt i Fortid og Nutid på Island). Hvarf har også, men sjeldnere, dannet Grændenavne med samme betydning, ialfald tildels som Hankjønsord (således Starvaren, gammelt Starahvarfr, i Nes Rom.).

 

 

gno. kvísl f. (Gen. kvíslar, Flt. kvíslir) ’Gren, Forgrening’. Bruges i Navne, hvor en Elv forgrener sig, hvor Elve løbe sammen, eller ved et gammelt Åfar; også ved Steder liggende ved en Tverelv, idet denne opfattes som Gren af den Elv, med hvilken den senere løber sammen. Forekommer også bragt om Arme af Indsøer. Udtalt Kvitl, hvor sl bliver til tl.

 

→ hol.

 

NSL:

Mange gardsnamn med Kyrkje- til førsteledd, truleg dei fleste, kjem av at garden ein gong har vore kyrkjegods. Andre, som → Kyrkjebø, kjem av at det har stått kyrkje eller kapell på staden. Lokalnamn som Kyrkjeledet, Kjerkgrindåkeren har samanheng med gammal kyrkjeveg. Somme gonger kan lokalnamn som Kjerkåkeren komma av at heidenske gravfelt har vorte mistydde som kyrkjegardar. Jamføringsnamn er fjellnamn som Kyrkja, m.a. i Lom komm, Oppl [kyr`ᶄa], om ein spiss og einsleg tind, eller sms. som Kyrkjeporten, om eit skar. JS

 

                                           

NG:

gno. kirkja f. (Gen. kirkju) ’Kirke’. De mange Gårdnavne, hvori Ordet er første Led, bero i de fleste Tilfælde på, at Gården engang har været Kirkegods; kun undtagelsesvis er Grunden den, at der har stået en Kirke på Stedet.

 

NSL:

kås f gno. kǫs (gen. kasar, fleirt. kasir) ‘dunge, haug’ nyno. kòs. I dialektane finn vi former som kåss, køss, køs og kas. Har samband med kasta vb og tyder eigentleg ‘samankasta dunge’. Ofte har dette vore dungar av felte tre og kjerr som ein brende i samband med nydyrking. Frå dette har ein fått ei tyding «et Jordstykke, som er tilberedet ved Brænding af Træer og derefter tilsået» (Aasen). Slik er opphavet til mange bustadnamn, t.d. Koss, Kåsa, Kasa, Kasene, Pålskås, Smedkåsa, Kasbråten. Desse namna er vanlegast på Austlandet, og dei er (etter NG) sjeldne som sisteledd i bustadnamn bortsett frå Sør-Austlandet. Dei fleste bustadnamna laga til grunnordet kås er unge, etterreformatoriske namn.

   I naturnamn har kås ei større utbreiing, og den generelle tydinga ‘dunge, haug’ er vanlegare. Like eins kan ein her få spesialtydingar som ‘myr el. grasslette mellom rabbar el. i skogen’ (indre delar av Sør-Trøndelag). I Nordland kan kås bli brukt i médnamn, t.d. om «tarevaksen stad på havbotnen» (Gimsøy) eller «djupt midtparti i fjord» (Nesna). OS

 

NG:

gno. kǫs f. (Gen. kasar, Flt. kasir) ’Dynge’. Særlig brugt om Dynge af fældede Træer og Krat, som brændes for at give Aske til Gjødning af den ryddede Jord. Derefter om et på denne Måde opdyrket Jordstykke, hvorfra Ordets Anvendelse som Gårdnavn udgår. Det er altså omtrent enstydigt med váll, men vel gjennemsnitlig yngre end dette i Navne, jfr. Også de øvrige ander brenna anførte Ord, som danne Navne af beslægtet Betydning. Hyppigst brugt, mest usms., i den sydøstlige Del af Smålenene, i Bratsberg Amt, i Opdal og i Guldalen. Nuv. Former Kas, Kos, Kås. I enkelte Tilfælde kan vel en Dynge af anden Art ligge til Grand for Navnet.

land

gno. laða (hlaða) f. (Gen. lǫðu) ’Lade (for Hø og Korn)’. Er første Led i mangfoldige Gårdnavne, i hvilke det vel ialfald oftest sigter til en Hølade, som engang har stået på Stedet. Mange forskjellige Udtaleformer i Nutiden (La-, Lø, Lau-, Liu-, Lyu-, Ly, Lodo, Ludu). En hel Del af disse Navne ere temmelig unge; af de ældre kan mærkes Løland, Løtuft, Løtveit, Løset (det sidste kommer dog i nogle Tilfælde af Mandsnavnet Lǫðvir). La- i Gårdnavne er tildels af ganske anden Oprindelse; Navne som Lahelle, Laberget, Lastein ere således dannede af Verbet laða (hlaða) i Betydningen: indlade (Varer i Fartøi) og betegner Steder, hvorfra Varer have været transporterede tilvands. Nogle usms. Navne La, Lae må skrive sig fra lað (hlað) n. ’noget, som er oplagt, opstablet i Orden’, en Betydning, som kan komme til Anvendelse i Navne på forskjellige Måder. Det bekjendte Laðir (Hlaðir) ved Trondhjem har formodentlig samme Mening som de ovenfor omtalte Navne Lahelle osv.; her har været Udførselsplads for Nidelvens Dalføre, før der blev By ved Elvens Munding (dannet af lað n. med den i Gårdnavne sædvanlige Overgang til Hunkjønsform i Flt., se NG Indl s.12).

 

gno. lag n. (Gen. lags) findes i endel Gårdnavne, usms. og hyppigere som andet Led, i de fleste Tilfælde vistnok i Betydningen: Fiskested (Sted, hvor man udlægger Garn og andre Fiskeredskaber, jfr. kast, varp). Bekjendt Exempel Bækkelaget ved Kristiania. Også som første Led har man dette lag i adskillige Navne i Genitivform, udtalt Laks- og derfor ofte forstået, som om det kom af Fiskenavnet lax. I endel andre Navne må lag betyde ’Havn, Sted, hvor man lægger Fartøier’ (jfr. oldn. lægi).

 

gno. lǫgn f. (Gen. lagnar) ’Garn, Vad til Fiskeri’, efter Aasen endnu brugt på Helgeland i Formen Lagn. Findes i Formen Logn i enkelte Navne, mest på Romerike; de fleste af dem have bestemt Form, Logna, og ere neppe meget gamle. I disse Navne må Ordet betegne Steder, som egne sig til Fiskeri med sådant Redskab.

 

 

NSL:

gno. land. Som sisteledd i landskapsnamn er det nytta i Hålogaland (gno. → Hálogaland), →Hordaland (Hǫrðaland), → Rogaland, → Grenland, → Hadeland (Haðaland) og → Oppland (Upplǫnd, fleirt.). Usms. form → Land omfattar områda ved nordenden av Randsfjorden. I slike namn tyder -land ‘landskap, landområde’, og kanskje ‘folkland, rike’ i dei namna som har eit folkenamn som førsteledd. Dei sistnemnde er sette i samband med flytting av folkestammer i folkevandringstida, men denne oppfatninga er noko omstridd. Landskapsnamn på -land er elles mykje brukt i Sverige, jf. Uppland, Småland, Södermanland, Västmanland, Värmland, Västergötland, Östergötland. Også der er innbyggjarnamn mest vanleg som førsteledd. Danmark har Jylland.

   I øynamn som det svenske Gotland og dei danske Lolland og Langeland er det noko uvisst om sisteleddet tyder ‘landskap, område’ eller ‘øy’. Det svenske Öland går attende på eit sms. app. med tyding ‘øy’, sms. av øy f. og land n. Bruken av ordet land som sisteledd i øynamn og andre skjergardsnamn, oftast i bunden form -landet, har bakgrunn i tydinga ‘fast land (i motsetnad til vatn), strand’. Stundom er -landet lagt til eit eldre namn, gjerne eit øynamn, jf. ® Hareidlandet, → Gomalandet, → Mindlandet. Det er òg ofte brukt om område som ligg ned til vatn (sjøen, ei elv eller ein innsjø).

  I Noreg er det om lag 2000 gardsnamn med endinga -land. I tillegg kjem ein god del tapte gardsnamn som no har funksjon som teignamn, dessutan ca. 100 stølsnamn, av dei mange tidlegare gardsnamn. Sverige har ca. 300 gardsnamn (bynamn) med endinga -landa (fleirtal) eller -land. I eit sørleg kjerneområde, som omfattar Sørvest-Sverige, er endinga -landa mest vanleg, medan -land dominerer i det nordlege kjerneområdet (Norrland). Danmark vantar gamle gardsnamn på -land. På Island er det om lag 80 gardsnamn med endinga -land eller i usms. form Land eller Lönd (fleirt.), dei fleste på Nord-Island. Nokre av dei er yngre lagingar som ikkje har motsvar i norske namn av denne typen, t.d. Krossaland, Kirkjuland, Framland. Andre er identiske med norske land-namn: Kelduland, Helluland, Brattland. Det finst òg gardsnamn på -land med norrønt opphav på Shetland (ca. 75) og Orknøyane (ca. 35), dessutan på øya Man og i Skottland (særleg i Caithness), dessutan nokre få i Nordvest-England. Mange av dei er identiske med norske gardsnamn, jf. Houlland som førekjem minst 16 stader på Shetland, og Holland minst 10 stader på Orknøyane, båe sms. med gno. hár adj. ‘høg’, og med motsvar i det vanlege norske Håland (også Holand).

   Dei norske gardsnamna på -land har tyngdepunktet i området Telemark-Hordaland, der ein finn ca. 80 % av namna. V-Agd og Rog har nær på halvparten av dei norske land-namna. I dette området finst òg mange tapte gardsnamn på -land, truleg meir enn 100 berre i Sør-Rog. I somme bygder i V-Agd og Sør-Rog har nær på halvparten av dei gamle gardsnamna endinga -land. Hordaland har meir enn 300 land-namn, A-Agd nær på 200 og Tel om lag 140. Elles har SogFj ca. 90 og Nordl ca. 80. Ingen andre fylke har over 50 namn. Dei fleste stølsnamna på -land finn ein i området Tel-Agd.

   I Noreg er det om lag 20 usms. gardsnamn med ordet land, i somme høve opphavleg eintalsform, gno. Land, men oftast fleirtalsform, gno. *Landir, no Lande eller Landa (av gen.forma; også i Sverige finn ein usms. Landa-namn, om lag 15. stk). Dei aller fleste sms. gardsnamna på -land er i kjelder frå mellomalderen førte opp i eintal, men også fleirtal førekjem, gno. -landir, særleg i Østfold og Akershus, der denne bruken vel har samanheng med svenske landa-namn.

   Fleire svenske forskarar (Hj. Lindroth o.a.) har rekna med at sisteleddet i svenske gardsnamn på -land(a) opphavleg tyder ‘mark som ligg ned mot vatn’. Dei legg vekt på at mange av gardane ligg ned mot ei elv eller ein innsjø, dessutan at fleire av namna har eit elve- eller innsjønamn som førsteledd. Andre (J. Sahlgren, H. Karlsson m. fl.) meiner at tydinga er ‘åker, dyrkbar mark’. Blant norske forskarar har det vore semje om klar agrar bakgrunn for sisteleddet i gardsnamn på -land, og ei tyding ‘mark, jord, jordstykke’ o.l.  

   Dei fleste sms. gardsnamna på -land har eit førsteledd som skildrar terrenget, jf. Dysja- (gno. dys f ‘(grav)haug’), Foss(e)-, Fors- og → Fot- (foss m), Nes- og → Net- (nes n), Haug-, → Hel(le)-, Skor-, Ås- (ås m). Også nemne for jordgrunn er vanleg: Grøda- (gno. grjót n ‘stein’), Myr- og → Myd- (myr f.), Sand-. Ofte er førsteleddet eit adj. som skildrar storleik, form eller leie, jf. Møg-, Myg- og → Myk- (gno. mikill ‘stor’), Lit(la)- og Lit(le)-, → Bratt-, Lange- og Langa-, Mjå- (‘smal’), → Hå- og → Ho- (gno. hár, hór ‘høg’). Ei stor gruppe er sms. med eit plantenamn, særleg nøytrale kollektivavleiingar til trenamn er vanleg, jf. → Eige- (gno. eiki n ‘eikeskog, område med eik’), → Birke- og Byrkje- (gno. birki n ‘bjørk’), → Espi- (gno. espi n ‘osp’), → Het- (gno. hesli n ‘hassel’). Fleire førsteledd i dei sørnorske land-namna har bakgrunn i jordbruk, jf. → Bygg-, Rug-, Enge-, → Fidje- (gno. fit f ‘grasrik eng’), → Høy-, Lauv-, → Lø- (‘løe’). Også nemne for husdyr stadfester den agrare tilknytinga til denne namneklassen, som Svin-, → Ross(a)- og Rosse- (gno. (h)ross n ‘hest’), Naut-, Kyd- (gno. kýr f ‘ku’, truleg med bakgrunn i eit eldre verdimål). I det nordafjelske, og særleg i Nord-Noreg, er derimot førsteledda i særleg grad naturskildrande. Om lag 100 land-namn synest ha eit nemne for personar som førsteledd, anten eit personnamn, som Grims-, Leips- (Leif), Øysteins-, eller ei personnemning: Smed- (smed m). Ca. 140 namn er sms. med eit naturnamn, oftast eit elve- eller innsjønamn: Kråge-, → Fins-, Fint-, Vorme-, Epte- (→ Økteren).

   I meir enn 120 gardsnamn på -land er førsteleddet oppfatta som eit minne om tidlegare (heiden) kult, t.d. i Nær- (Njord), Frøy- (Frøya), Frøys- (Frøy), Os- (Odin), → Tot- (Tor), Ulla-, Ulle- (Ull), dessutan i Hel(ge)- og Helga- (heilag adj.) og Hov- (hov n). Ingen annan gardsnamnklasse har så mange moglege minne om førkristen kult. Men slike tolkingar er noko omstridde, og for fleire av desse namna synest andre tolkingar meir rimelege.

   Det synest vera eit visst samsvar mellom land-namn på Sørlandet og Sørvestlandet og vin-namn lenger aust og nord i landet, både når det gjeld lagingsmåte og mogleg opphavleg funksjon som teignamn, jf. gno. Breiðaland-Breiðin, Brattaland-Brettin, Frøysland-Frøysin, Hofland-Hofin, Leikland-Leikin, Rugland-Rygin. Bygder med mange namn av ein av desse to namneklassane har gjerne få namn av den andre. Også når det gjeld land- og set-namn, synest det vera ei viss utjamning; namna på -set finst hovudsakleg nordanfor området med mange land-namn.

   Av dei ca. 2000 gardane med land-namn har 35 vorte kyrkjestad i mellomalderen (av dei 30 i stroket Tel-Hord), og gardsnamnet har seinare vorte bygde- og heradsnamn, → Aur-, → Bjell-, → Het-, → Hæge-, → Mo-. Prosentvis har ei større gruppe av vin-, heim- og stad-gardane vorte kyrkjegard. Undersøkingar frå Sør-Rogaland viser at land-gardar i gjennomsnitt har hatt lågare landskyld i mellomalderen enn vin-, heim- og stad-gardar, og at fleire land-gardar låg øyde etter svartedauden enn gardar av dei tre andre namneklassane. Elles viser gransking av leiet at mange land-gardar synest vera sekundære i høve til andre eldre gardar, noko som stundom går fram av førsteleddet, jf. Skretting-, Val(le)- og Bjår- som må vera skilde ut frå grannegardane Skretting, Voll og Bø, dessutan → Aug-, Øk- (båe sms. med auka vb., altså ‘tilleggsjord’), → Me-, Mæ- (ofte sms. med gno meðal ‘mellom’, ‘mellomliggjande jord’). Området som land-namnet omfattar, kan ha vorte nytta som teig under ein meir sentral gard før det vart busetjing på denne staden. Fleire namn på -land kan såleis vera opphavlege teignamn.

   Arkeologiske undersøkingar (J. Petersen m.fl.) på ei rekkje øydegardstufter med namn på -land i Sør-Rogaland tyder på at slike stader fekk busetjing under ein ekspansjonsperiode i jordbruket i romersk jarnalder, ca. år 200-550 e.Kr. etter dei siste dateringane. Slike øydegardar var utkantgardar som viser kor langt gardsryddinga nådde. I meir sentrale busetnadsområde vart det i denne perioden grunnlagt gardar med land-namn mellom dei gamle gardane. Denne ekspansjonen hadde nær samanheng med bruken av jarn til produksjon av reiskapar. Mange av utkantgardane vart fråflytte under ein kriseperiode i jordbruket rundt år 550-650 e.Kr. H. Gjessing har på liknande måte sett land-namn i Agder-bygdene i samband med ein ekspansjon i jordbruksbusetnaden som han tidfester til 400-600 e.Kr. Namngjevinga på vesthavsøyane, m.a. Shetland og Orknøyane, viser at denne namneklassen var produktiv i vikingtida. Ein må difor rekna med at mange gardsnamn på -land går attende til den ekspansjonsperioden som her i landet tok til i siste delen av 600-talet. Ettersom det ikkje finst minne om kristen kultur i dei norske land-namna, reknar ein med at det her i landet ikkje er laga slike namn i nemnande grad etter år 1000.

   A. Steinnes meiner at usms. Landir-namn har vore knytte til gamle kongsgardar, nytta som læger for hirdfolk. Det er noko uvisst, men slike gardar synest ofte liggja opp til heilt sentrale gardar, gjerne maktsenter i bygdelaga. I fleire høve er det arkeologisk dokumentasjon frå bronsealderen på slike stader. Nokre Landir-namn kan såleis vera laga før Kr.f., kanskje alt i bronsealderen.

 Litt.: T. Bakka og O. Møllerop i Stavanger Museums Årbok 1963 s. 21-30. O. T. Beito 1949 s. 173-75. H. Gjessing i Norske Bygder II, V-Agd 1, s. 61-65. P. Hovda m. fl. i KLNM X sp. 193-201. M. Olsen 1926 s. 106-35, 1971 s. 46-48. J. Petersen 1933. O. Rygh i NG Indl. s. 63-64. A. Steinnes 1955. I. Særheim i NONELex (1992). Ætt og heim 1993 s. 19-58 (med fleire litteraturtilvisingar). IS

  

NG:

gno. land n. (Gen. lands, Dat. landi, Flt. i Gårdnavne landir f.) ’Land’. Findes kun undtagelsesvis usms. som Navn, i et enkelt Tilfælde (Land ved Nordenden af Randsfjorden) som Bygdenavn. Så meget almindeligere er det som andet Led, især i Strøget fra Bratsberg til S. Bergenhus Amt, på hvilken Landsdel omtr. 80 % af Navnene på -land falder; det samlede Antal er ikke langt fra 2000.). Også i N. Bergenhus Amt og i Nordland ere disse Navne ret hyppige. I det øvrige Land er der forholdsvis kun få, allerfærrest i Oplandsdistrikterne på Østlandet. (Jvfr. hermed, hvad der nedenfor vil blive anført om Udbredelsen af de med staðir sammensatte Navne.

   Der findes endel sådanne Navne i de af Nordmænd i Vikingetiden stiftede Kolonier i Vesten. Også på Island er der adskillige af dem, men de allerfleste af disse synes at være nyere Dannelser, der ikke have nogen indre Sammenhæng med de tilsvarende norske. Idethele kan man vel antage, at Navne på -land for en meget stor Del tilhøre Vikingetiden og nå et Stykke op i den forudgående Tid, dog sikkert ikke på meget nær så langt,

som f. Ex. de på -vin og -heimr. Det må dog mærkes, at der utvivlsomt også blandt de norske Navne af denne Klasse er endel forholdsvis nye.

   Første Led i Sammensætningerne med land er oftest Ord, der hentyde til Beliggenheden, Grnndens Beskaffenhed osv. (meget alm. Ord af Adjektivform, f. Ex. Håland, Holand, Breiland, Langeland); dernæst hyppigst Personers Navne og Tilnavne. Jevnlig forekomme også Elvenavne og Træ- eller Plantenavne. Af Sammensætninger med Trænavne er der ikke så særdeles mange; men flere af disse forekomme meget hyppigt, således Eikiland, Birkiland, Espiland, Hesliland (nu Hetland, se under hasl), Fyriland, Heggland, Almland (nu alm. Åmland). I ikke få Tilfælde er første Led Navn på et Husdyr (hyppigst Rossaland, Kalfaland, Svinland); forholdsvis ret ofte er det også et Gudenavn eller et Ord, som vidner om, at

Gården har stået i noget Forhold til den hedenske Gudsdyrkelse. Det oftest forekommende Navn af den sidste Art er Hofland (Hovland, se hof); til den første hører Þórsland (udelukkende på Vestlandet og der nu udt. Totland), Óðinsland, Frøysland, Frøyland, Njarðarland, Ullarland.