gno. laug f. (Gen. og Flt. laugar) ’Bad, Vand til at vaske sig i. Findes i enkelte Gårdnavne, ialfald tildels at forklare gjennem Ordets Brug som Indsønavn; enkelte Søer, især i S. Trondbjems Amt, kaldes endnu Laugen, der dog måske er et af laug dannet Hankjønsord. Der er også Spor til Laug som Elvenavn (mærk særlig Laudal i Mandalsdalen, alm. feilagtigt skr. Løvdal, Laugadalr i DN. X 116 jfr. DN. X 769). Lader sig ofte vanskelig skille fra lauf n ’Løv’, og fra lǫgr (se dette).