NSL:

av norr. ruð n ‘rydning’. Svært vanleg i gardsnamn. Rud-namna er frå to folkevekstperiodar, dei eldste frå kristen mellomalder, dvs. ca. 1000-1350, dei yngre i hovudsak frå 1600- og 1700-talet. Omtalen nedanfor gjeld dei eldste rud-namna. Frå den eldste perioden er det registrert rundt 3.300 rud-namn, spreidde over det meste av landet, men med eit absolutt tyngdepunkt i dei sju austlandsfylka. Berre rundt 3,5 % av gamle rud-namn fins utanfor Austlandet. Talet 3.300 er eit minimumstal, for lokale granskingar syner at etter svartedauden 1350 vart mange gardar lagde øyde, og dette gjekk særleg ut over rud-gardane som då var unge og relativt små utkantgardar. I dag kan ein finne mange av dei gamle namna att som namn på husmannsplassar og teigar.

   Usamansett fins Rud [ru:] og Rød [rø:] i høvesvis 135 og 100 gardsnamn. I tillegg er det registrert ulike bøyings­former i rundt 70 usamansette namn. Vi finn bestemt eintal i Ru´i, Rud´i, Rå´e, Rå´i, dei fleste i Telemark og Hordaland og ubestemt dativ eintal Rud`i, Ruv`e, Ru`i, Rød`de, Rø`e, dei fleste i Oppland og Buskerud. I tillegg fins fleirtalsformer som: Rua, Røa, Rødo, Rødom, Røo og Råum, dei fleste i Rogaland og Hordaland.

   Opphavleg har den vanlege uttalen av ordet vore [ru:] både som appellativ og proprium. Men frå og med midten av 1500-talet blir skriftformene «rød» eller «rødt» ganske vanleg, truleg etter påverknad frå Båhuslen og Sjælland der uttalen var [rø:]. Uttalen [rø:] har så breidd seg frå søraust, og for hundre år sidan var den vanleg i «Egnene rundt Kristianiafjorden» og kystbygdene både austover til riksgrensa og vestover til Nedenes (Rygh 1898:72). I dag har uttalen [rø:] breidd seg vidare også til innlandsfylke som Hedmark, Oppland og Buskerud, og vidare i samtlege fylke langs kysten og nordover til Troms. Elles har uttalen [rø:] noko vidare utbreiing i usamansette enn samansette namn. Vidare er uttalen [ro:] notert i Nord-Gudbrandsdalen og i Fjell kommune i Hordaland. Dei usamansette namna Rui (best. eint.) i   Telemark er òg notert med uttalen ['ro:e]. I tillegg har ei rekkje namn same uttale [ro] på grunn av assimilasjon med føregåande vokal, til dømes Borud ['bo:ro] i Enebakk, Grorud ['gro:ro] i Oslo, Morud ['mo:ro] i Modum, Orud ['o:ro] i Rakkestad og Torud ['to:ro] i Fet.

   Personnamn og tilnamn er dei vanlegaste forledda i rud-namn, og det er sjølvsagt manns­namna som dominerer med godt over tusen førekomstar og over 600 ulike mannsnamn. Av kvinnenamn er det rundt 150 førekomstar og rundt 50 ulike kvinnenamn. Rud-namntilfanget gir såleis eit godt bilete av kva for personnamn som var i bruk i høgmellomalderen. At dette er stadnamn frå kristen tid syner personnamn som Jon, Pål, Kristin og Sissel, og vidare namn som Presterud, Munkerud, Kirkerud osv.

   Andre vanlege forledd er yrkesnemne som førekjem i rundt 150 namn, og vanlege yrke i mellomalderen har til dømes gitt namn som Kopperud (koppemakar), Mjølnerud (møllar, kornmalar), Smedsrud (smed) og Suterud (skomakar).

   Dyrenemne førekjem i rundt 100 rud-namn, og der dominerer husdyr som geit, sau, gris, kalv og ukse. Skogsdyr som hare, ekorn, rev og ulv også er med, og sjølvsagt mus og orm. Plantelivet er representert med rundt 100 namn, og det er lauvtrea som dominerer: alm, ask, hassel, lind, rogn osv.

   Det fins ein del rud-namn som kan vere anten nedsetjande eller rosande, men ofte er det vanskeleg å avgjere kva som verkeleg ligg bak namngjevinga. Nedsetjande namn fortel om dårlege eigenskapar ved garden (Harkerud, Klanderud), eller at det er eit fornærmande tilnamn nytta om folk på garden (Pisserud, Pukerud). Det er færre rosande enn nedsetjande namn, men dei få rosande namna fortel gjerne om mat, som Fleskerud og Rømmerud.

   Det fins og ein del setre med rud-namn, men dette viser seg ofte å vera gamle rud-gardar som etter å ha vore øydegard ein periode, er gjenrydda som seter.

   Ordet ruð n har nokre nærskylde ord og samansetjingar når det gjeld opphav og tyding. I stadnamn er rjóðr n ‘ope rom i skogen’ vanskeleg å skilje frå ruð n, men gamle skriftformer kan syne at eit tilsynelatande rud-namn er laga av rjóðr n. To døme er gards­namnet Steirød i Idd, i 1378 skrive «a Stæinarriodre» (DN II 388; BØ VIII 185), og gards­namnet Rød i Tune, rundt 1400 skrive «j Riodre» (RB 490; BØ VII 289). Rjóðr-namna er ikkje så talrike, men kan til dels vera eldre enn rud-namna.

   Ordet roð n er ei sideform til ruð n, og fins i norrøne samansetjingar som fletroð n ‘husryd­ding’ og flóttaroð n ‘flukt, røming’, og i nokre få gamle gardsnamn vest i landet (NG XI 165). Andre former av ruð er hokjønnsformene *ruð f (som Rødne, Røo og Råi i Hordaland), og roða f (som Råen i Buskerud og Vestfold) (NorrO 168 f, 503; NSL 282; Harsson 2010:867 f).

   Vidare fins rud i samansetjingar som rudstad m, rudland n og rudlend/-lende n ʻopprydda stadʼ, og i avleiinga ruðningr m, med yngre avleiingar som rudning og rydning. Stadnamn som Rudstad/Rustad er vanlege på Austlandet, medan Rudland er namn på fire gardar i Gudbrandsdalen, og Rudlend og Rudjord er namn på til saman åtte gamle gardar i Vest-Agder (NG XIX 232 f).

   Avleiingane rudning og rydning er vanlege i særleg etterreformatoriske bustadnavn, då i former som Rudningen, Rydningen eller Rønningen, der forma Rønningen er langt den vanlegaste (BØ 10 s. 84 f). Ifølgje NG (XIX 234) fins gardsnamnet Rønningen (ofte skrive «Rydningen») i dei fleste fylka. Vestfold og Telemark har særleg mange yngre Rønningen-gardar, medan det i Trøndelag er notert heile ti middelaldergardar med namnet Rønningen.

Litt.: Beito 1949 s. 181-84. M. Harsson i NORNA-rapp. 43, 1990 s. 71 ff. M. Harsson i Rapport frå den 6. nasjonale konferansen i namnegransking 1990, 1991 s. 80 ff. Harsson 2010. Holmsen 1949 s. 275. P. Hovda i KLNM XIV sp. 437-39. NG Indl s. 71-72 og dei ymse fylkesbanda. Olsen 1926 s. 101-04.  

 

NG:

gno. ruð n. (Gen. ruðs, Dat. ruði) ‘Rydning, ryddet Sted’. Overordentlig hyppigt i Gårdnavne i den sydøstlige Del af Landet. Usms. findes det som Gårdnavn i c. 230 Tilfælde, hvoraf over 80 % tilhøre Østlandet, til og med Bratsberg Amt. Resten er omtrent jevnt fordelt over de øvrige Amter. Af de i disse forekommende usms. Rud-Navne tør dog nok flere i Virkeligheden stamme fra rjóðr. Ry, der findes som Gårdnavn på fl. St. i Orklas Dalføre, kommer sandsynlig også af det sidste Ord, uagtet det i den seneste

Middelalder tildels findes skrevet Ruð. I Ryfylke og S. Bergenhus Amt findes endel Gårdnavne, som nu skrives Rød eller Røen, men som efter Udtalen må være en ellers ukjendt stærkt bøiet Hunkjønsform af Ordet; til denne synes der at findes enkelte Spor også ellers i Landet. De sidste Navne ere ikke medregnede i det foran opgivne Tal.

   Som sidste Led findes ruð i c. 2900 Tilfælde. Jeg har såvidt muligt ved Optællingen søgt at undgå at medtage de mange Navne af denne Klasse, som ere dannede i senere Tid i Efterligning af de gamle. Disse tilhøre næsten alle Østlandet, Bratsberg Amt derunder indbefattet. Hele det øvrige Land har kun 20 af dem, hvoraf de fleste findes i Nedenes og i den øvre Del af Guldalen. Navnenes Fordeling over Østlandet er i det hele temmelig jevn; dog må mærkes, at der er forholdsvis få af dem i de fleste af de store Dalfører, med Undtagelse af Numedal, især i deres øvre Bygder. Østerdalen har kun 14 (hvoraf 1 i Nordre Østerdalen), Nordre Gudbrandsdalen 21, Valdres 53 (intet i den øverste Bygd, Vang), Hallingdal 67. De Fogderier i Landet, hvor der findes flest af dem, er Rakkestad (266), Aker og Follo (219), Buskerud (236).

   Gårdnavne, dannede af dette Ord, høre i det store taget til det yngste Lag blandt de af vore Gårdnavne, som ere blevne til før Reformationstiden. Endnu i RB. er ruð som Betegnelse for en Jordeiendom i enkelte Tilfælde først på Vei til at blive Egennavn (f. Ex. S. 240: Fors halft annat øyris bol ok øyris bol af rudinu þær hia; S. 341: i rudinu wp af Intaku), skjønt det på mangfoldige andre Steder i samme Bog allerede optræder som fuldt fæstet Egennavn. Et Bevis på, at disse Navne ere forholdsvis unge, er det også, at ret mange af dem ere sms. med Personnavne, der ikke have været brugte her i Landet før efter Kristendommens Indførelse, som Adam, Benedict, Jón, Klemet, Marteinn, Páll, Pétr, Stefan,Thomas, Cecilia, Kristín. På den anden Side tør man vist ikke benegte. Muligheden af, at ruð i Navne i nogle Tilfælde kan være gammelt; men som sikkert tør man fastholde, at det først har fået sin store Udbredelse i forholdsvis sen Tid.

   I de sms. Navne er første Led, forsåvidt dets Betydning kan bestemmes, oftest Personnavn eller Tilnavn. I ikke få Tilfælde er det et Ord, som har Hensyn til Stedets Beliggenhed eller Beskaffenhed. Sjeldnere er Ordet sms. med Elvenavne, med Navne på Træer, Planter og Dyr eller med Navne på andre Gårde, hvorfra «Rudet» er udgået.

   Flere Omstændigheder tyde på, at mange af de Gårde, der ere sms. med ruð, måske endog de fleste af dem, opr. have hedt Ruð i usms. Form og først senere have fået et Forled tilføiet. Herom nærmere NGIndl s. 17. Det kan her tillægges, at der findes Exempler på, at en og samme Gård med sådant Navn har været nævnt med forskjellige Forled, som den i DN. III 416 omtalte, senere forsvundne Gård Ketjulsruð i Ås, der i dette Brev oplyses også at have været kaldet Bessaruð, efter en senere Eier af Navn Bessi.

   Som usms. Navn har ruð nu oftest ubestemt Entalsform. Bestemt Entalsform (gammel Form Ruðit) findes næsten kun i Bratsberg Amt, og der især i Øvre Telemarken, hvor det skrives Rui, en Skriftform, som let kan lede til den urigtige Forudsætning, at det er gammel Dativform. Virkelig Dativform i Ental forekommer i Gudbrandsdalen, Valdres og Hallingdal, ellers kun 1 Gang i Smålenene (NG I s. 16) og 2 Gange i det Trondhjemske.

   I Nutidens Udtale lyder ruð i Gårdnavne, usms. eller sms., alm. Dels Ru (lukt u), dels Rø; der skrives derfor også dels Rud, dels Rød. Udtalen med ø bruges i Egnene omkring Kristianiafjorden, dog ikke ved Fjordens inderste Del, videre østover til Rigsgrændsen i Kystbygdeme og vestover, ligeledes kun i Kystbygdeme, til Nedenes, ligesom også i de få Tilfælde, hvori sådanne Navne findes længere vest og nord. Derved er at mærke, at Udtalen med ø har lidt videre Udbredelse i usms. Navne end i sms.; dog findes den også i disse kun nær Grændsen for -rø i sms. Form. Hvor der udtales ø i sms. Navne, bliver Vokalen ofte svækket til et tonløst e. Af de Ændringer, den oprindelige Form ellers kan undergå i Udtalen, bør særlig mærkes, at r hyppigt bliver borte efter s og l; således kan Eiriksruð blive til Ærse, Skúlaruð til Skulu. Skriftformen har undertiden rettet sig efter sådanne Udtaleformer, fordi man havde tabt Bevidstheden om Navnets Oprindelse, som i Belse i Frogn, opr. Bergþórsrud (tidligere skr. Belsø og på Grund af denne Form forvansket til Belsjø).

   En mindre udbredt Udtale er -ro, dels med lukt, dels med åbent o (Nordre Gudbrandsdalen, til og med Ringebu, og på enkelte Steder i Bergens Stift).