NSL:

av gno. vin f (gen. eint. og nom. og akk. fleirt. vinjar, dat. eint. vinju). Vanleg sisteledd i sms. gardsnamn i Noreg (rundt 1000 namn), og finst dessutan i Sverige. På Orknøyane og Shetland kan vin vere nytta i naturnamn.

   I Noreg har vin-namna ei noko ujamn utbreiing. Dei er sjeldne på Sørlandet og i Nord-Østerdalen. I Nord-Noreg er det berre eit par sikre vin-namn. Somme bygder har særleg sterk konsentrasjon av desse namna, t.d. Aker og Voss, dessutan somme av bygdene ved indre del av Trondheimsfjorden og mjøsbygdene ved Hamar.

   Som appellativ var vin utdøydd alt i klassisk gno. (ca. 1200), men tydinga må ha vore ‘naturleg eng, beite’, jf. gotisk winja ‘hamnegang, beitemark’. Samansetningar som det poetiske Viney for Sjælland, og vinjarspann og vinjartoddi om jordavgifter fortel oss at v. må ha vore levande vikingtida ut. Det etymologiske opphavet til vin er sterkt omdiskutert og mykje usikkert, det har vorte sett både til gno. vinr m ‘venn’ og vanr adj ‘van’.

   Vin finst ofte usms. i Noreg og har da former som Vin`je, Vin`jar, Vin`nan (fleirt.), Ven og Ven´na (b. eint.). Vin`ju i Ringsaker er dat. eint. (dat. fleirt. kan Vin`jo vera somme stader på Vestlandet).

   Som sisteledd har vin i dag mange ulike former (med vokalane -i, -e, -æ, -a), ikkje sjeldan er det samsvar med den sterke hokjønnsartikkelen i eint. (dei er begge utvikla frå gno. -in). I utlyd fell n-en vanlegvis bort, men blir halden særleg i somme bygder på Austlandet og midtre delar av Vestlandet. Han står alltid i typen → Røn og → Bryn. Alt i slutten av mellomalderen hadde v-en falle i sisteleddet dei fleste stader i landet, men han heldt seg bra på Vestlandet og somme stader i dei vestlege dalføra på Austlandet, særleg etter visse konsonantar der han kan ha halde seg heilt til vår tid: Skodven, Sandven, Ulven, Hyrve, Rekve. Frå 1200-talet og utover fekk ein vanleg endinga -ini (eller -yni, -ene) i oblikve kasus i eint. av sisteleddet. Denne skriftforma har knapt hatt noko større talemålsgrunnlag og er først og fremst eit vitnemål om oppløysingstendensane i språket mot slutten av mellomalderen. - Om lag alle vin-namn har tostavings tonelag. Eit unntak er → Bergen.

   Førsteledda i vin-namna kan få i-omlyd som Grenin - no Grenne, Grin(n)i o.l. - (til gran f) eller sjeldnare w-omlyd som Grǫnin. Ein kan òg mangle omlyden heilt som i Granin. I førsteledda har ein òg andre tre- og plantenamn i → Heggen og → Lindern, dyrenamn i Høvre til gno. hafr m ‘bukk’ og heller ofte elvenamn, t.d. Hæren, Tune, Østf, til Hæra. Adverb og adjektiv er vanlege: Breien, Bretten < Bratt-vin, Øst(e)ren < Eystr-vin, Nesta, Selbu, S-Trl, < *Nezt-vin, Uppin. Det er mange som vitnar om heiden gudsdyrking: Freys-in, Njarðar-in, Óðins-yn, Ullar-in, Dís-in, Guð-in, Ho(f)-vin. Vanlege personnamn finn ein derimot ikkje sms. med vin.    

   Eldre stadnamngransking ville gjerne plassere vin-namna langt tilbake i førhistorisk tid, ofte heilt tilbake i bronsealderen. I dag reknar ein med at dei eldste norske vin-namna kan gå tilbake til tida kring Kristi fødsel. Men namneleddet må ha vore produktivt gjennom eit langt tidsrom. Valter Jansson reknar såleis med at dei yngste vin-namna, dei som har halde på v-en, dei som har jō-stomnbøying og dei som manglar w-omlyd, kan ha komme til ned mot og rundt år 1000. Mangelen på slike bustadnamn i dei norske nybygdene på Vesterhavsøyane tyder likevel på at dei aller fleste av dei er frå før vikingtida. Rundt 40 % av dei namna som kan daterast, har hatt i-omlyd, dvs. at dei er laga før ca. år 600. Mange av desse viser òg andre gamle språklege drag (t.d. iō-bøying). Andre reale forhold gjer det òg rimeleg å dra dei fleste norske vin-namna tilbake til tida før vikingtida. Samanlikna med heim-gardane er det såleis om lag dobbelt så mange vin-gardar som har vorte kyrkjestader, og landskylda for vin-gardane er jamt høgare enn for dei andre namneklassene. Dette gjer det rimeleg å tru at vin-namna i Noreg har vore særleg produktive det første halve tusenåret av vår tidsrekning.

Litt.: NG Indl s. 85-87. Jansson 1951 (med litt.liste). Ståhl 1970 s. 65-67. Stemshaug 1973 s. 92-97. OS

 

NG:

vin f. (Gen. og Flt. vinjar). Ordet var gået af Brug i Oldnorsk i den Tid, hvorfra vi nu kjende Sproget, og havde kun efterladt sig Spor i Sammensætningerne vinjarspann og vinjartoddi. Det er bevaret i enkelte beslægtede Sprog (gotisk winja) med ’Havnegang’ som opr. Betydning. Denne Betydning har da vel Ordet rimeligvis også havt i de talrige norske Gårdnavne, hvori det findes brugt.

   Oftest usms. og, især, som andet Led; sjeldnere som første Led. Usms. mindre alm. i Ent. Vin (på et enkelt Sted som Bygdenavn, Venebygden i Ringebu); udtales nu søndenfjelds Ven med lukt Vokal (alm. urigtigt skr. Veen, med den Forestilling, at -en er Artikelen), nordenfjelds Vænna, i bestemt Form. I to Tilfælde (begge i Ringsaker) har man Formen Vinju, der vel må være Dat. Ent. Meget oftere har man Navnet i Flertalsformen Vinjar, nu Vinje, Vinjer (Vinjar), på enkelte Steder udt. og skr. med e; i Trondhjems Stift mest i bestemt Form, Vinnan. På nogle

Steder på Vestlandet har Flertalsnavnet nu Dativform, udt. Vinjo. Som første Led i Navne mest i de to Sammensætninger Vinjarváll og Vináss, nu Venås.

   Som andet Led findes vin overordentlig hyppigt. I denne Stilling havde det i den største Del af Landet allerede i den senere Middelalders Skriftform for det meste tabt v-Lyden, så at andet Led lød -in, -yn. På Vestlandet holdt den oprindelige Form sig bedre, og v høres der endnu i Udtalen i de fleste Tilfælde, hvor en af Lydene g, k, l, r eller d går i Forveien (det sidste Tilfælde oftest, hvor der er nd, som i Sandvin, Sundvin, men også undtagelsesvis ved enkelt d, som i Œyðvin, opr. Eiðvin, i Ulvik). Undertiden er s i lignende Lydstilling bevaret også i den vestre Del af Østlandet og nordenfjelds. I Flertalsformen -injar, -ynjar findes disse Sammensætninger ofte i Indherred og nogle Gange i N. Bergenhus Amt.

   Med Hensyn til disse Navnes Form er videre at mærke, at man fra 13de Årh. af jevnlig finder -ini i alle Bøiningsformer, enkelte Gange også -inis som Genitivform (se f. Ex. NG I s. 100. 222). At dette er en Form af sen Oprindelse, følger med Nødvendighed allerede deraf, at vin er Hunkjønsord og har bevaret dette Kjøn til Nutiden som usms. Navn. Den findes tidligst, i Dativ, i nogle trondhjemske Diplomer fra sidste Halvdel af 13de Årh. (DN. II 10, 1255. I 49, c. 126-5. II 36, 1297; også i en Indskrift fra 1270—1280 i Trondhjems Domkirke, se Undsets Afhandling om Indskrifterne i denne Kirke i Ch.nia Videnskabsselskabs Forh. 1888 S. 48). I et Par vestlandske Diplomer træffes den ved 1300 (DN. II 35, 1297. DN. XIII 3, c. 1300); på Østlandet kan den først påvises fra 1310 af. I Kongesagaeme, hvis Vidnesbyrd forøvrigt i et sådant Spørgsmål har mindre Vægt, findes Dativen -ini i Sverres Saga (Fornm. s. VIII 35. 164) og ganske enkelte Gange ellers, medens de ellers overalt, hvor Navne af denne Klasse forekomme, have -in i Dativ. I de andre Bøiningsformer kan -ini først påvises længere ud i 14de Årh. -in vedbliver derhos at bruges ved Siden af -ini, ialfald så langt ned som til 1820 overveiende, tildels om de samme Gårde og endog i samme Kilde, og den gamle Genitivform -injar, -inar til c. 1400 ved Siden af den afslidte Form -ina, -ini og -inis. Da der nu desuden vel må siges at være ringe Sandsynlighed for, at man så sent som i 2den Halvdel af 13de Årh. skulde have dannet en afledet Intetkjønsform på -ini af disse gamle Navne, må det være berettiget at antage, at disse senere Former sproglig alene kunne betragtes som vilde Skud, der skylde de gamle Bøjningsformers Forfald sin Oprindelse, og lige så berettiget at betvivle, at -ini har været hørt i Tale i 13de og 14de Årh. udenfor Dativformen. I denne er den ganske naturlig indkommet i denne Tid, ligesom man samtidigt i denne det gamle Sprogs Opløsningstid tildelte mange andre Hunkjønsord Dativformer på -i, som ikke opr. tilkom dem. Fra Dativen er så i-Formen i Skrift gået over i de andre Bøiningsformer i disse ældgamle Navne, om hvis Oprindelse og Betydning dengang al Bevidsthed var tabt. I ethvert Tilfælde kan det ikke være rigtigt at opstille Formerne på -ini som Normalformer for de med vin sms. Navne, som man tildels har gjort.

   Hvor første Led ender med en Vokal, ere de med vin sms. Navne allerede tidlig sammentrukne, således at af sidste Led kun n er blevet tilbage, som slutter sig umiddelbart til første Leds Vokal (Brýn af brú, Rœn af ró, Æn og Œn af á, ó, Mœn af mór, Lœn af ló osv.).

   Første Led har dels Stammeformen, dels Genitivform, den sidste sjeldnere og mest på Østlandet. Har dette Led en Vokal, der er modtagelig for Omlyd, finder man dels uomlydte Former, dels Former med v-Omlyd, dels med i-Omlyd (de sidste forholdsvis mindre hyppigt). Således finder man Sandvin eller Sandin, Sǫndin og Sendin; Granin, Grǫnin og Grenin; Dalvin og Dǫlin; Bleikin og Bløykin; Austrin og Øystrin.

   De fra vin stammende Navne ere sikkert de ældste af de med mere udbredte Sammensætningsled dannede. Der findes intet Spor til dem hverken på Island eller i de norske Kolonier fra Vikingetiden, og Ordet selv var omtrent uddød i det historisk bekjendte Oldnorsk. Nærmest i gjennemsnitlig Alder må de med heimr sms. Navne komme. Til disse findes der dog, som ovenfor omtalt, Spor på Island, og som Fællesord har Ordet holdt sig til Nutiden; de gå derfor rimeligvis noget længere ned i Tiden end de på -vin. Det kan vistnok med så stor Sikkerhed, som man for Tiden kan nå i sådanne Spørgsmål, antages, at man allerede før Vikingetidens Begyndelse havde ophørt at danne Navne af vin.

   Antallet af disse Navne er omtrent ligeså stort som af de med heirnr sms. og når op til henved 1000. I sin geografiske Udbredelse stemme de på det nærmeste overens med heim-Navnene. De ere ligesom disse sjeldne i den øvre Del af Glommedalen, i Nedenes og i Lister og Mandal, samt i Nordland; i disse Egne, med Undtagelse af den først nævnte, er dog heimr noget hyppigere end vin. Af andre Afvigelser kan mærkes, at vin har Overvægten i de fleste østlandske Distrikter samt i Hardanger og Voss, medens omvendt heimr er hyppigere i Stavanger Amt (her i stort Overtal) og fra Sogn af videre nordover. Enkelte Bygder have et påfaldende stort Antal Navne med vin til andet Led, særlig Aker og Voss.

   Første Led i de med vin sms. Navne synes aldrig at være en Persons Navn eller Tilnavn. Oftest møder man som første Led et Ord, som betegner Stedets Beliggenhed eller Beskaffenhed. Trænavne, Plantenavne, Dyrenavne, Elvenavne forekomme ret ofte, ligeså Adverbier og Adjektiver, som sigte til Gårdens Beliggenhed i Forhold til andre beboede Steder (Austrin, Vestrin, Uppin, Ytrin osv.). Af Navne, der med større eller mindre Sikkerhed knnne antages at hentyde til hedensk Gudsdyrkelse, findes Óðinsyn, Njarðarin, Frøysin, Ullarin, Ullinsyn, Dísin, Hofvin, Hǫrgin, Guðin, Helgin.

   I Nutidens Udtale have Navnene med vin til sidste Led mange forskjellige Former, v er, som ovenfor nærmere oplyst, kun undtagelsesvis bevaret. I Endelsen ere e og i de mest udbredte Former; i mange Tilfælde kan man høre samme Navn af Forskjellige udtalt både med e og i. I den mere oprindelige Form en eller in findes disse Navne nu udtalte i visse Dele af Smålenene (langs Amtets Grændser i Ø., S. og V.), delvis på Follo, i Aker, i Nes og Vang på Hedemarken, på Toten, Hadeland og Ringerike, i Buskerud Fogderi og på enkelte Steder i Bergens Stift (Os, Fane, Lindås,Sogndal). På mange Steder findes den påfaldende Endelse a (f. Ex. Dalvin udt. Dalva, Løykin udt. Løikja osv.): i Søndre Hedemarken, Nedre Telemarken (delvis også i Bamle), enkelte Steder i Ryfylke og Søndhordland, almindelig i Søndfjord, Nordfjord og Romsdals Amt samt i nogle trondhjemske Bygder (Åfjorden, Meldalen, Støren. Selbu, Klæbu og Stjørdalen). Det må derhos mærkes, at de ovenfor omtalte sammendragne Navne Brýn osv. overalt beholde n i Udtalen. Der gives forøvrigt ikke få Undtagelser fra den vanlig i vedkommende Egn brugte Udtaleform, Undtagelser, som vel have sin Grund i særegne lydlige Forhold.