NSL:

fit f og m (gno., gen. eint. og nom. fleirt. fitjar), ‘flatvoren, frodig eng attmed vatn’. Ordet (fit, fet) finst enno i somme nyno. dialektar. I gards- og lokalnamn er f. vanleg, særleg på Vestlandet, i Trøndelag og Nord-Noreg, usms. t.d. → Fet (komm i Akersh, sokn i SogFj, gardsnamn mange stader), Fet´ta, Fæt´ta, Fæt´ten (b. eint., nom. og dat.): Fitja(r), Fitje (ub. fleirt.), Fitjan(e), Fetjan (b. fleirt.), sms. t.d. gno. Ǫlundarfit. På Sørlandet og Sørvestlandet er det former som Fidje, → Fiane (<Fidjane < Fitjarnar). JS

  

NG:

gno. fit f. (Gen. og Flt. fitjar) 'frodig Græsmark', især en sådan, som ligger lavt og ved Bredden af Sø eller Elv. I mange Stedsnavne, almindeligere på Vestlandet og nordenfjelds end på Østlandet. I den meget brugte Flertalsform Fitjar til dels misforstået i yngre Skriftform og skrevet med kj eller kk. Af de forskjellige Nutidsformer mærkes som den mindst gjenkjendelige Fiane (Fijane), brugt i de Egne, hvor t her i Udt. går over til d (for Fidjane, opr. Fitjarnar).