NSL:

vål m, av gno. *váll m, berre kjent gjennom stadnamn, same ordet som nyno. vål m «Stammer og Rødder af brændte Træer, Stub på en afbrændt Mark» (Aasen). I namn har gno. *váll truleg vore brukt om stader som er rydda ved å felle skogen og brenne stomnar og røter i store haugar. Finst i kring 100 gardsnamn, usms. i former som Vål [vå:l, vå:ł], → Vål`e(r) (fleirt.), sms. som første og siste sms.ledd -vål, -val (→ Brandval, → Skatval). Mest vanlege er vål-namna på Austlandet og i Trøndelag, som ein kunne vente etter naturtilhøva. Dei er ofte knytte til store, sentrale gardar, eit par av dei har vorte bygdenamn, mange er nemnde i gno. kjelder. Saman med dei ledda som går inn i samansetningane tyder dette på at namneklassa Vål-, -vål helst hører heime i førkristen tid og seinast tidleg kristen tid. (Jf. → Brenna og → sve.)

Litt.: NG Indl s. 84 og dei ymse fylkesbanda. JS

 

NG:

gno. váll m. (Gen. váls, Flt. válir) bruges efter Aasen på Østlandet om Stammer og Rødder af fældede Træer, Stub på afbrændt Mark. Ross har Ordet, men som Intetkjønsord, fra Solør, Vinger og Smålenene om en Dynge af Grene og mindre Træstammer; også i svenske Bygdemål findes vål m. i lignende Betydninger. Herefter tør vistnok med Grund antages, at Ordet i Navne er at opfatte i lignende Betydning som kǫs og broti (se disse Ord), om Jord, som er ryddet ved Brænding. Dets Anvendelse i Stedsnavne går dog vist længere tilbage i Tiden end disse Ords. Det findes sms. med vin (Vælin, Volin). Meget udbredt på Østlandet, sjeldent andensteds; usms. oftest i Flt. Som andet Led tildels udt. -vøl, -vol, -val. I denne Stilling er det i Skrift i senere Tid ofte forvexlet med -vold, af vǫllr (Brandváll f. Ex. skrevet Brandvold). Udtalen, som, hvor váll er det oprindelige, har tykt l, adskiller dog i mange Egne let de to Ord. Vanskeligere kan det undertiden være at skille váll fra hváll.